Jeremy Corbyn er en naturlig og nødvendig reaktion på fortidens synder. Storbritannien har været forsømt i generationer, hvor man ikke har taget de nødvendige kampe og ikke er gået tilstrækkeligt offensivt til værks. Særligt New Labour forestillingen fra 90’erne om, at markedet nok skulle passe sig selv, og at globaliseringen altid var en gevinst, har trukket dybe spor i Labour-baglandet.

Den ideologisk udsultning under folk som Tony Blair og Peter Mandelson forvandlede Labour til noget, som de britiske socialdemokrater ikke kunne genkende og i længden ikke kunne stole på. Siden Labours valgsejrene i 90’erne er følelse af tab kun blevet større og svarene fra New Labour kun mere utilstrækkelige.  Det vakuum var Corbyns mulighed.

Derfor er Corbyns store problem heller ikke den konkrete politik, hvor opgøret med sparepolitikken (austerity) og øgede investeringer i et rigtigt velfærdssamfund synes helt igennem fornuftige. Problemet ligger i hans tilgang til og forståelse af politik. Det er den oprigtige vilje til at forandre verden, der er fraværende.

Viljen til at forandre verden, er ikke eksisterende
Når jeg siger, at problemet ikke ligger på den konkrete politik, så er det en sandhed med modifikationer, som kræver, at man ser igennem fingre med venskabet med diktatoren Hugo Chavez, terrororganisationer som Hamas og Hizbollah og separatisterne i Nordirland. Det samme har jeg også gjort med Corbyns modstand mod NATO, imødekommenheden overfor Ruslands indtog på Krim, den tvetydige afvisning af anti-semitismen og meget mere. Der er altså masser at klandre Corbyn for, også på den politiske bane – det er bare ikke mit ærinde i denne omgang.

Jeremy Corbyn i omfavnelse med den tidligere Venezuelansk præsident Hugo Chavez. Corbyn offentliggjorde billedet på Twitter den 5. marts  2013, hvor han sendte stor tak til Chavez i forbindelse med dennes død. 

Det afgørende problem hos Corbyn er, at han sætter abstrakte idealer over den politiske virkelighed. Det er utopisme frem for revisionisme. Det er den utopiske socialist Thomas Moores drømmesamfund overfor den socialdemokratiske tænker Eduard Bernsteins gradvise demokratisering.

En anbefalelsesværdig dokumentar om Jeremy Corbyn fra VICE Media illustrerede tydeligt prioritering af abstrakt idealisme frem for konkret virkelighed. Som VICE viser det, så undlod Labour-formanden under det, der i marts måned blev beskrevet som den værste krise i det Konservative parti de sidste 20 år, at angribe de konservative på et budget, som ellers havde fået en konservativ minister til at trække sig i modstand mod de vidtgående nedskæringer. Under en afgørende debat i det britiske underhus valgte Corbyn i stedet at bruge sin tid på at læse op fra en udtalelse fra Amnesty International, som handlede om den europæiske flygtningekrise. Den hårde parlamentarisk dyst bliver fravalgt til fordel for at høste nogle hurtige politisk-korrekte pluspoint.

Det er en ting at drømme om popularitet og en anden ting at skabe resultater.

Click-bate-bevægelsen
Episoden er langt fra unik for Corbyn, der har mere travlt med at piske en stemning op og tale i store overskrifter end at opnå konkrete resultater. Som den selverklærede marxist og phd-studerende Matt Bolton skriver i veloplagt blog om Corbyn: ”Dette fører videre til det mest fundamentale problem, som Corbynismen står overfor – nemlig forskellen mellem ’den udenomsparlamentarisk aktivisme’ og ’det politiske parti’. Formålet med de fleste udenomsparlamentariske aktivistgrupper er ikke til at tage kontrol over staten, men at gøre krav på den - at tvinge den til at ændre love eller uddele ressourcer der bidrager til at aktivisterne kan opnå deres mål.”

Ideen om at gøre Labour til en social bevægelse er altså et kerneargumentet for corbynismen. Det er derfor hans støtter lægger så meget vægt på det stigende medlemstal. Problemet er bare, at en bevægelse af et hundrede tusinde briter stadig står svært overfor en befolkning på 65 millioner. Og svagt står den også, når den eneste fællesnævner og samlingspunkt er Jeremy Corbyn selv. I dag rummer Corbyn-bølgen således ikke meget mere end en omgang populistisk click-bating, hvor man får folk til udtrykke sympati med abstrakte værdier som humanisme, fairness, fred og selve ikonet Corbyn.

Jeremy Corbyn udfolder sine evner på bongotromme ved en event  for London's Latin American community.

I lighed med de socialistiske grupperinger i Grækenland (Syriza) og Spanien (Podemos), så forsøger Corbyn med det fælles forbillede i sydamerikansk socialisme at skabe en form for venstrepopulisme, der bygger på karismatisk ledelse, topstyret lederskab i kombination med folkelige demonstrationer, marcher og tilsvarende møder. Hugo Chavez’ drømme og tanker lever i bedst velgående videre i Jeremy Corbyn. Det er sikkert meget fint og kan måske også give tilfredsstillelse hos dele af de skuffede centrum-venstre aktivister, men det har intet at gøre med god socialdemokrati politik.

Resultater frem for resolutioner
Socialdemokratisk politik har nemlig altid haft det, som afgørende målsætning at skabe resultater for befolkningen. Det handler om hverdagslivet, virkeligheden og de lokale samfund. Nærheden er omdrejningspunktet. Levevilkårene forbedres gennem små skridt, der hellere påvirker dagen i morgen frem for den i overmorgen.

Den tidligere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen formulerede det elegant under en periode i opposition i 1946: ”Den danske Arbejderbevægelse har vundet sin Fremgang og sin Position gennem Aarene ved altid at foretrække Resultater for Resolutioner.”

Det ville være ren arrogance og direkte svigt fra arbejderbevægelsens side, hvis vi nøjedes med de abstrakte idealer og droppede kampen for hvert eneste lille fremskridt. Derfor er Jeremy Corbyn moralisrende soloridt en socialdemokratisk selvdestruktion.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.