For et år siden vandt Jeremy Corbyn ved et jordskredsvalg rollen som Labour-partiets nye formand. Hans fire modstandere måtte dele 40 procent af labour-medlemmernes stemmer mens Corbyn selv tog de 60 procent. Vælgerne forstod hans sprog og reagerede på det alt imens den nye partileder skaffede titusindvis af nye medlemmer til hans parti.

Men i lige så høj som partiets medlemmer forstod Corbyn, i lige så høj grad blev han mødt af fjendskab og manglende samarbejdsvilje af det gamle Labour. Herhjemme var Henrik Sass Larsen ude og kalde valget af Corbyn for ”en helt ufattelig tragedie” mens Mette Frederiksen sagde at ”Det Labour, der tegner sig nu, ligger langt fra det danske Socialdemokrati”. Man har ikke hidtil vist megen vilje til at tage Corbyns budskab til efterretning.

Corbyn: Den stærkeste kandidat
Det gamle Labour og gamle socialdemokrater generelt, forstår ikke Corbyns sprog, men Labours medlemmer er ikke i tvivl. De forstår hvert eneste ord. Endelig har de fundet en partiformand, der prioriterer de spørgsmål, der har stået højest på deres dagsorden siden krisen: Ikke flere offentlige besparelser, ordentlige boliger, ordentligt sundhedsvæsen, bedre skolegang til landets mindre privilegerede ungdom og et stop for meningsløse krige.

Efter Brexit blev Corbyn beskyldt for ikke at have gjort en stor nok indsats for at få folk til at stemmer for at blive i EU på trods af at 60 procent partiets vælgere stemte for at blive i EU. Kort efter stod Corbyn med et mistillidsvotum fra hans skyggekabinet og en udsigt til et nyt formandsvalg.

Men alt tyder imidlertid på, at Corbyn også kommer til at vinde dette formandsvalg ved et jordskred. Skulle det gamle Labour have været i tvivl før, kan de svært være det længere. Deres partiformand er det stærkeste kort Labour har på hånden, og er den kandidat partiets medlemmer endegyldigt ønsker at tildele deres tillid. Det er på tide at se det i øjnene og se fremad for socialdemokratisk politik står overfor masser af udfordringer.

Et socialdemokratisk opgør med neoliberalismen
Mens den socialdemokratiske kapitalismekritik har været svær at få øje på har kritikken mod Corbyn været voldsom. Men Labourpartiets formand kommer med stærke socialdemokratiske svar på problemer som hverken det gamle Labour, eller den tidligere danske socialdemokratiske regering var i nærheden af at løse.

Mens sydeuropæiske socialdemokratiske partier har overladt scenen og kritikken af neoliberalismen til nystiftede partier (med katastrofale stemmetal til følge), har Jeremy Corbyn som den første socialdemokratiske partileder med succes bragt bekæmpelsen af sort økonomisk politik til det højeste politiske niveau. For første gang står et socialdemokratisk parti med en politisk leder, der aktivt ønsker et opgør med den forfejlede sparrepolitik, der har plaget vestens økonomier siden krisen i 2008.

Frem for at sælge ud af essentiel infrastruktur og skære ned på allerede skallede offentlige budgetter ønsker Corbyn og hans økonomiske stab at øge den offentlige efterspørgsel og indsætte statens pengepolitiske muskler effektivt i bekæmpelsen af den økonomiske krise. Noget som har været bandlyst siden 80’ernes finansielle deregulering og den medfølgende begrænsning af staters finansielle råderum.

Corbyn ønsker at genindføre grundlæggende Keynesianske økonomiske principper vha. af bl.a. Peoples Quantitative Easing. Her sender staten via dens centralbank penge direkte ind i realøkonomien udenom finansielle markeder frem for stiltiende at acceptere bankernes manglende evne og vilje til at gøre det.

Ud over at sænke arbejdsløsheden ville pengene blive brugt på at sætte fart på den grønne omstilling og øge udbuddet på billige boliger i områder plaget af store boligprisstigninger. Corbyns Keynesianske politik er således ikke blot et opgør med fejlslagene neoliberale principper, men også bankernes totale kontrol med udstedelsen af kredt. En kredit, der kun stiller sig til rådighed såfremt der er udsigt til stigende priser.

Nye udfordringer kræver nye værktøjer
Men mindst lige så vigtigt kan Corbyns ny Labour være med til at inspirere andre landes socialdemokratiske politik herunder Danmarks. Ved at ændre den politiske kriserespons kan inspirationen fra Storbritannien være det der sætter en kæp i hjulet på den næste Dong-skandale og de næste angreb samfundets svageste.

Dansk uddannelse, velfærd og økonomi står overfor kolossale udfordringer som de nuværende økonomiske værktøjer ikke er i stand til at afhjælpe. Fremtidens socialdemokratiske raison d’être skal findes i socialdemokratismens evne til at løse de udfordringer på en socialt anstændig måde. Her er Corbyn og hans nye socialdemokratiske bevægelse en oplagt inspirationskilde.

Tune Revsgaard er studerende og koordinator for initiativet 'Gode Penge'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.