Annonce

Corona har slået blokpolitikken ned

Der har været sjælden set tværpolitisk enighed i Folketinget, viser en optælling af afstemningerne.
En gennemgang af stemmemønstrene i Folketinget viser, at regeringen i folketingssamlingen 2019-2020 har haft opbakning fra alle tingets partier ved 24 procent af de 462 afstemninger.

Det er laveste grad af blokpolitik i mere end 20 år.

Det skriver Niels Erik Kaaber Rasmussen, der er politisk konsulent og stifter af hjemmesiden hvemstemmerhvad.dk, i et indlæg på hjemmesiden altinget.dk.

Normalt afgøres omkring kun hver femte afstemning i Folketinget ved enstemmighed partierne imellem.

Kun i 10 procent af alle tilfælde er en afstemning stemt igennem alene med rød blok, mens 7 procent er stemt igennem med Socialdemokratiet og blå blok.

"Blokpolitikken må således siges at være død. I hvert fald for en stund. Det betyder naturligvis ikke, at der ingen politisk forskel er på de to blokke. Regeringen har stadig brug for sit parlamentariske grundlag for ikke at komme i en situation med flertal imod sig eller med direkte mistillid," skriver han i indlægget.

Det er dog ikke udelukkende corona, som har haft betydning for at blokpolitikken er på retræte, vurderer han.

“Det er klart, at corona har stor betydning særligt for de brede flertal, men når flere vedtagelser sker med S og blå partier alene, end med S og rød blok alene, rækker det ud over corona,” skriver han i en kommentar på Twitter.

placeholder

Socialdemokrater og radikale arm i arm

Tallene viser også, at Socialdemokratiets tætteste samarbejdspartner i det parlamentariske arbejde er Det Radikale Venstre - de to partier har stemt sammen i 85 procent - af alle tilfælde.

På en delt andenplads, med 81 procent fælles afstemninger, kommer Venstre og SF. Socialdemokratiet stemmer sjældnest sammen med Nye Borgerlige. Blot i 51 procent af tilfældene har de to partier trykket på den samme knap, når der har været afstemning i folketingssalen.

De to partier, der er mest enige i folketingssalen, er Venstre og De Konservative. De to partier har stemt ens ved 91 procent af afstemningerne.

Om den brede enighed i Folketinget vil fortsætte i det nye år, vil tiden vise.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce