Corona-restriktioner droppes, men lærere og pædagoger er bekymrede

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Corona-restriktioner på vej helt ud, men lærere og pædagoger frygter for, hvad det vil betyde for deres hverdag.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik

 

Kraftig lempelse af corona-restriktioner på vej.

Epidemikommissionen lægger ifølge DR op til kraftig lempelse af de gældende corona-restriktioner fra på mandag den 31. januar. Statsministeren har indkaldt til pressemøde klokken 18.30 i dag, hvor lempelserne forventes at blive præsenteret.

Epidemikommissionen peger blandt andet på, at corona ikke skal kategoriseres som samfundskritisk, hvilket i sig selv vil sløjfe en række restriktioner automatisk. Men det er endnu usikkert præcis på hvilken dato, det vil ske.

Alt i alt kan restriktioner i nattelivet, krav om coronapas og kravet om mundbind i offentlig transport og ved indendørs servering snart være en saga blot.

Til gengæld anbefaler kommissionen, at der fortsat vil være krav om test ved indrejse til Danmark.

Derudover anbefaler kommissionen også, at brugen af mundbind på sygehuse og i ældreplejen fortsætter.

Endelig peger kommissionen på, at den voldsomme udbredelse af omikronvarianten sammen med den intense indsats for vaccinationer og revaccination ikke har ført til voldsomme stigninger i antallet af hospitalsindlæggelser hverken på ordinære eller intensivafdelinger.

Du kan læse mere om Epidemikommissionens anbefalinger her.

 

Lærere og pædagoger frygter genåbning

Der er udsigt til massive bemandingsproblemer i skoler og på daginstitutioner, når restriktionerne mod corona efter alt at dømme bliver afskaffet fra næste uge.

Sådan lyder det ifølge TV 2 fra lærere og pædagogers faglige organisationer, Danmarks Lærerforening og BUPL, som efterlyser en konkret plan for, hvordan deres medlemmer skal klare de næste måneder, hvis smitten fortsætter med at stige.

Elisa Rimpler, formand for BUPL, siger til TV 2, at op mod hver tiende medarbejder i landets daginstitutioner var fraværende i sidste uge.

I folkeskolen har man også været nødt til at sende hele klasser hjem, mens lærere holder øje med to-tre klasser ad gangen, fordi deres kollegaer er smittede, fortæller Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

”Det, der foregår på skolerne, har ikke ret meget med undervisning at gøre, hvis lærerne skal holde øje med flere klasser ad gangen, siger han.

Læs hele historien her.

 

Enhedslisten vil have danske soldater ud af Mali

Danske soldater skal trækkes ud af Mali øjeblikkelig, mener Enhedslisten, der nu vil forsøge at få et beslutningsforslag igennem Folketinget.

Tidligere på ugen kom det frem, at Malis regering har bedt Danmark om at trække de omkring 100 danske soldater i landet hjem.

Det militære styre i landet mener, at Danmark ikke rådført sig tilstrækkeligt med regeringen i Mali.

Ifølge Enhedslistens ordfører Eva Flyvholm, kan det ”ikke være dansk udenrigspolitik at samarbejde med et militærregime, som har taget magten ved et kup og hvor sikkerhedsstyrkerne begår overgreb på civilbefolkningen og der er et samarbejde med russisk lejesoldater. Og hvor styret endda selv siger at Danmark er uønsket”.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere overfor DR udtalt, at Danmark er blevet inviteret til Mali, ”og vi er der på et klart folkeretligt grundlag”.

Udenrigsministeren siger ifølge DR, at Danmark bliver brugt som brik i ”et modbydeligt spil” af Malis generaler, fordi de vestlige lande presser dem til at genindføre demokrati i landet blandt andet ved at true med sanktioner.

Læs mere om den danske mission i Mali her.

 

Asylsamarbejde: Embedsmænd fra Rwanda på besøg

En delegation af embedsmænd fra Rwanda besøger i disse dage Danmark på et såkaldt teknisk besøg.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Besøget er en opfølgning på de to samarbejdsaftaler, som Rwanda og Danmark indgik sidste år, som udtrykker gensidig interesse i tættere asyl- og migrationssamarbejde og øgede politiske konsultationer om udviklingssamarbejde.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Siger udenrigsministeren virkelig, at DK bliver brugt i et modbydeligt spil i Mali? Hvorfor i alverden trækker han os så ikke ud?

Annonce