Corona-ulighed: Arbejderklassen er de mest udsatte

Coronakrisen har en voldsom social slagside, der vender den tunge ende nedad.
Foto: Siine Fiig
Folk i arbejderklassen er i den største risiko for coronavirus.

I første omgang har de kortuddannede og ufaglærte stået forrest i køen, da der blev uddelt fyresedler, ligesom det er de kortuddannede og de ufaglærte, der har måtte tage det tunge slæb med at holde hjulene i gang i transportsektoren, i supermarkeder og i plejesektoren, mens mange akademikere har kunnet flexe eller trygt arbejdet hjemme fra spisebordet.

Men mens corona-virussen kan ramme alle, så er det også de kortuddannede og ufaglærte, der har den største risiko for at blive ramt.

De har nemlig dårligere helbred end andre faggrupper og derfor har de større risiko for at blive alvorligt syge og dø af coronavirus.

Det fortæller en række eksperter til Fagbladet 3F.

En af eksperterne, Signild Vallgårda, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, forklarer, at andelen af personer med en kritiske sygdomme er højere blandt kortuddannede end andre uddannelsesgrupper.

"Derfor vil de også have en større andel blandt dem, som bliver alvorligt syge og dør af coronavirus, hvis de bliver smittede," siger hun til Fagbladet 3F.

Kortuddannede med størst risiko

Sundhedsstyrelsen har udpeget nogle særlige grupper, som skal passe ekstra på ikke at blive smittet med coronavirus, da det kan have alvorlige konsekvenser for deres helbred.

Det drejer sig blandt andet om personer med kroniske lungesygdomme, diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Ifølge en undersøgelse af danskernes sundhed fra 2017, som er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, er det særligt ufaglærte og kortuddannede, der lider af kroniske sygdomme.

Derfor har de en større risiko i tilfælde af sygdom, fortæller Anne Illemann Christense​​​​n, der er forskningschef ved afdelingen for Sundhed og sygelighed i befolkningen ved Syddansk Universitet.

Utryghed dræner immunforsvar

Der er også "en større sårbarhed blandt de ufaglærte og de faglærte”. For når man er stresset og bekymret, f.eks. over ens jobsituation, så falder ens immunforsvar.

"Bekymringen for konsekvenserne for levebrødet har også en helbredsmæssig effekt. Hvis man er bekymret for at miste sit arbejde, øges risikoen for stress, og det tærer på immunforsvaret,” siger lektor Henrik Brønnum-Hansen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet til Fagbladet 3F.

Forstærker allerede eksisterende tendens

I virkeligheden så er problematikken omkring de kortuddannede og ufaglærtes udfordringer i sundhedsvæsnet jo ikke ny.

Særligt kortuddannede og ufaglærte mænd har længe været sundhedsvæsenets smertensbarn, fordi de har et hårdere arbejdsliv, lever mere usundt og ikke går nok til lægen.

Coronavirus-epidemien tydeliggør og forstærker nogle tendenser som allerede eksisterer, konstaterer Morten Sodemann, der er professor i global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet og Torben Klitmøller Hollmann, der erformand for social- og sundhedssektoren i fagforeningnen FOA, i et debatindlæg i Politiken.

"Når en krise, som den covid-19 (coronavirus, red.) har udløst, rammer Danmark, rammer den skævt. Den rammer de mest udsatte, dem der har det sværest. Det er de svagest stillede, som oftere har et dårligt helbred og kroniske sygdomme og derfor er mere sårbare over for coronavirussen," skriver de.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

De lavtlønnede har ikke andre muligheder end at gå på job. Sidde ved butikskasserne og derfra aldrig vide om de rammes af COVID 19. Rengøringsdamen gnider og vasker på de Coronaindsmurte overflader. HVEM støtter dem, når panikken rammer dem om natten,når de ikke kan sove.FORDI de VED, de SKAL op næste morgen,for igen at gå ud og knokle måske bare for at DØ af en virus, som de ingen indflydelse har på ? De har hårdt brug for de penge de kan tjene.Har ikke råd til at undvære så meget som en krone. I det nådesløse BORGERLIGE samfundstyrani der kun taler for en snarlig genoplukning af landet. Det borgerlige Danmark der dermed tvinger sig igennem med deres kyniske holdninger om at "hjulene for alt i verden skal holdes i gang". En eneste stor "massehypnose" med ord.Der manipuleres med folket fra samfundets borgerlige rækker. Underforstået ligger der ren strategi gemt bag ordene. "Danmark går ned,hvis ikke vi åbner". Borgerskabet rasler med sablerne. Der skal tjenes penge ind til DEM,uanset hvad det koster.

Risikotillæg skal da en central del af overenskomsterne for kortuddannede grupper, tillæg som udløses under samfundskrise og lokal nedlukning. Dobbeltløn bør være et mål i kritiske funktioner som sundhedspersonaler fx. Dog er den en overvejelse værd om vi ikke fremover må satse på helt at undgå udsatte kontaktfunktioner såsom kassebetjening, personlig hygiejne, servering etc. og udvikle robotter, der så skal overvåges af arbejdere.

Risikotillæg kan vel aldrig tilstræbes. Hvem vil gå på job og få lidt mere i løn,for bagefter bare at dø.Kan DØDEN nogensinde blive så tillokende ? Et relevant spørgsmål der kan melde sig PT. Hvor man ser et Danmark der så småt åbner. Tænker på om der overhovedet eksisterer SAMMENHOLD mennesker imellem ? Hvem står sammen når det kommer til stykket ?