Coronomics skal blive finanspolitikkens renæssance!

Det er netop for at kunne reagere i en situation som den nuværende, at vi gennem årene har sørget for at opbygge så kernesunde offentlige finanser.
Foto: Colourbox
Man tror nærmest ikke sine egne øjne. Det, der indtil for et par uger siden var et teflon-opsving og en økonomi, der var ”kedelig på den gode måde”, er nu vekslet til en virkelighed med daglige økonomiske hjælpepakker og et firecifret antal nye ledige om dagen i takt med at samfundet lukker stadig mere ned omkring sig selv og sine hjemmearbejdspladser. Nu hvor foråret ellers er på vej, er hele Europa gået i ufrivilligt økonomisk vinterhi.

Nu hvor foråret ellers er på vej, er hele Europa gået i ufrivilligt økonomisk vinterhi

Det står smerteligt klart, at kombinationen af Corona-pandemien og en impotent pengepolitik - pga. i forvejen negative renter - rummer elementer af en ”perfekt storm”. Det er ikke centralbankerne, der kan redde europæisk økonomi i den nuværende situation.

Vi har rigeligt på kistebunden

Den gode nyhed er dog, at finanspolitikken – især for et land som Danmark - potentielt er ganske effektiv til at få sat gang i hjulene igen. Desværre blot ikke på det helt korte sigt, hvor nok så mange økonomiske incitamenter ikke får turisterne tilbage på hotelværelserne, ligesom Hr. og fru Danmark hverken vil eller må bidrage til at sætte økonomien i gang igen på restauranterne med vores ellers foretrukne revolutionsvåben, kniv og gaffel…

Med andre ord står vi her og nu i et massivt negativt efterspørgselschok

Med andre ord står vi her og nu i et massivt negativt efterspørgselschok, der også uundgåeligt vil blive suppleret af et udbudschok, nu hvor skoler mv. er lukket ned og medarbejdere i stor stil skal holdes hjemme. Så vil næsten alle brancher blive påvirket, også byggeriet, hvor hjemmearbejde af indlysende årsager ikke er særlig meningsfuldt… 

Men når finanspolitikken er særlig effektiv i Danmark, skyldes det ikke kun, at vi har nogle af verdens allermest kernesunde offentlige finanser, hvor pengene i de seneste ti år er fosset ind i statskassen, og hvor vi har rigeligt på kistebunden til en god gammeldags keynesiansk, konjunkturmodløbende finanspolitik.

De økonomiske lærebøger

Faktisk kan vi også hente støtte til en yderst virksom dansk finanspolitik i de økonomiske lærebøger. Og her er nøgleordet det ellers mest fra psykologien kendte begreb, fortrængning – eller mangel på samme.

I økonomisk teori og praksis risikerer finanspolitik nemlig at blive mindre effektiv end tilsigtet pga. såkaldte fortrængningseffekter. Hvis der meget hurtigt pumpes ekstra købekraft og aktivitet ud i samfundet – fx via offentlige udgifter eller skattelettelser – så bliver en del af effekten spist op, enten af stigende renter, stigende inflation, stigende valutakurs eller en kombination af disse.

Mitterands socialistiske regering forsøgte egenhændigt at sætte mere gang i hjulene

Lærebogseksemplet på dette er fra Frankrig tilbage i 1980´ernes krisetid. Mitterands socialistiske regering forsøgte egenhændigt at sætte mere gang i hjulene. Det betød dog et pres fra finansmarkederne på den daværende franske valuta, Francen, som så blev forsvaret med kraftigt stigende renter, der utilsigtet satte den økonomiske aktivitet i stå, så den ekspansive finanspolitiske effekt endte med helt at fordampe.

Akut sikkerhedsnet

Situationen i Danmark anno 2020 er den stik modsatte. Sjældent i nyere tids økonomiske historie har der været så lidt varmetab i vores finanspolitiske ledninger, som netop nu (men altså forudsat at vi får lov at komme ud af vores karantænetilværelse):

Sjældent i nyere tids økonomiske historie har der været så lidt varmetab i vores finanspolitiske ledninger, som netop nu

Vi har ført troværdig fastkurspolitik siden 1982, og kronen er snøret så tæt til Euroen som et Spirella-korset, så der sker ingen fortrængning – eller crowding out, om man vil – via valutakursen. På samme måde er vores rente reelt fastsat af den europæiske centralbank, ECB, og det er utænkeligt, at en mere ekspansiv dansk finanspolitik skulle medføre stigende renter af betydning. Endelig befinder vi os – temmelig uafhængigt af corona - i et stabilt lavinflationsmiljø, ja selv løninflationen er moderat med tanke på hvor langt et økonomisk opsving, vi ellers kan se tilbage på. I 10´erne blev der holdt jobfest snarere end lønfest.

Den første uges hjælpepakker fra regering og Folketing er mere end godkendt. De har vist det samarbejdende folkestyre, når det er bedst. Fokus har helt klassisk og fornuftigt været på ”damage control” og har spændt et akut sikkerhedsnet ud under likviditet, bankvæsen, lønmodtagere og senest også selvstændige.

Finanspolitikken er ikke blevet sløv 

Mange har nok undret sig over, hvordan der pludselig kan tilvejebringes et trecifret milliardbeløb til hjælpepakker, når vi er vant til intens armlægning om den sidste femøre ved både finanslovs- og kommuneforhandlinger. Det skyldes for det første, at corona-tilstanden med de største indgreb i personlig og erhvervsmæssig frihed nogensinde i fredstid, er så drastisk som den er. Det sætter de normale spilleregler ud af kraft. Ja, faktisk kan man sige, at det jo netop er for at kunne reagere i en situation som den nuværende, at vi gennem årene har sørget for at opbygge så kernesunde offentlige finanser.

Uanset hjælpepakkernes størrelse er der jo tale om midlertidige engangsudgifter

Men måske allervigtigst – for det andet – så er der jo uanset hjælpepakkernes størrelse tale om midlertidige engangsudgifter, som ikke varigt kommer til at belaste statskassen. Det er her den altafgørende forskel er, i forhold til de ting, vi normalt diskuterer, om råderummet skal finansiere: Mere velfærd, mere klima, lavere skat osv.

I de kommende uger og måneder skal der dog hurtigt forberedes og sættes andre, mere offensive skibe i søen, så økonomien formår at rejse sig hurtigt igen – forhåbentlig allerede i 2. halvår 2020 - ovenpå de første og uundgåelige chokbølger.

Hvor meget og hvordan finanspolitikken så i praksis skal udformes er så den næste diskussion – fx om det skal ske via skattelettelser, øgede offentlige udgifter til sundhed, flere pædagoger osv. eller investeringer i infrastruktur, klimasikring og energirenoveringer - eller alt dette på én gang? Men det er godt at vide, at dette reelt eneste større politiske redskab i værktøjskassen ikke er blevet sløvt i ventetiden, tværtimod!

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er lige præcis centralbankerne der forsøger at redder økonomien nu!
De økonomiske lærebøger forholder sig ikke til virkeligheden.
De første år efter finanskrisen så vi en stram pengepolitik fra ECBs side indtil problemerne blev for store i Grækenland og Italien hvor private investorer krævede skyhøje renter. Herefter ændrede ECB kurs og fulgte den Amerikanske centralbanks politik med at pumpe mia ud i økonomien ved at opkøbe lån for at holde renten nede. Det betyder at ECB voldsomt forøger pengemængden i Europa da det er gennem lån at vores penge primært skabes. ECB har nu skruet yderligere op for hanerne for at afbøde corona krisen. Sandheden er at den enorme både private og offentlige gæld der er skabt siden finanskrisen aldrig vil blive tilbagebetalt. Vores økonomiske system lever på en illusion om at de penge der pumpes ud har en reel værdi selv om pengemængden eksploderer og væksten uden for den finansielle sektor stagnere. Ingen ved reelt hvordan det ender da det er første gang i verdenshistorien at denne politik følges på globalt plan og ikke kun i enkeltstående lande som eksemplet med Mitterands politik. Det kapitaliske system skal opretholde en vækst for at overleve, derfor tør magthaverne ikke se i øjnene at systemet har ramt muren og nu kun holdes i live gennem massiv kontanthjælp til finanssektoren. Det er helt nødvendigt at befolkningens levevilkår sikres og vores infrastruktur fungerer bedst muligt derfor er det nu nødvendigt at pumpe penge ud, men hvis det igen vil øge uligheden som vi så efter finanskrisen går det helt galt.

Annonce