”Jeg har intet at skamme mig over, men jeg fortryder, at vi ikke gjorde flere svære ting, da vi havde chancen for at påvirke vores land. Vi burde have reformeret vores velfærdssamfund endnu mere”, siger Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Dagbladet Børsen, i et interview i DR-programmet Deadline.
Tidligere formand for FN, Folketinget og Socialdemokratiet Mogens Lykketoft (S) udgav i sidste måned bogen ”Erindringer”, hvor han blandt andet kaldte Thorning-regeringen for ”bizar” og ”en tragedie for Socialdemokratiet”.
Vi forsøgte at designe et økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund
Og ifølge Mogens Lykketoft tilfalder skylden for det, primært den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, men Bjarne Corydon får også kritik for at have overladt sin ”dømmekraft hos regnedrenge og neoliberale frontløbere i Finansministeriet” og ”mene at man kunne slå Venstre ved at overhale dem højre om”.
En kritik som Corydon dog blankt afviser.
”Vi forsøgte at designe et økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund”, siger han, konfronteret med kritikken fra Mogens Lykketoft.
I sin tid som finansminister sad Bjarne Corydon for bordenden, da der blev indgået et skatteforlig, der forhøjede beløbsgrænsen for topskat, en sænkelse af selskabsskatten og en reform af førtidspensionen og fleksjob.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at forsvare Mogens Lykketoft
Bjarne Corydon ser dog ingen forskel mellem sin egen og Lykketofts retning, da sidstnævnte selv var finansminister under statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne:
”Reformerne var kontroversielle på den yderste venstrefløj og på den måde i familie med de mange andre kontroversielle beslutninger, der er truffet af socialdemokratiske regeringer,” siger han i interviewet og tilføjer:
”Jeg har selv haft fornøjelsen af at forsvare Mogens Lykketofts indgreb i efterlønnen, privatisering af Københavns Lufthavn og nedskæring af dagpengene. Vi var en del af det samme projekt.”
Mogens Lykketoft står dog langt fra alene med sin kritik. Sidste år udgav beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bogen ”Den syge kapitalisme”, hvor han anklagede Thorning-regeringen for at svigte finanskrisens ofre.
Statsminister Mette Frederiksen sagde forleden på Socialdemokratiets kongres, at Thorning-regeringens erklærede mål i regeringsgrundlaget, om at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” aldrig ville finde vej til et nyt socialdemokratiske regeringsgrundlag.
Det var jo sådan, at Helle Thorning-Schmidt fik et bedre valg end Mette Frederiksen
Bjarne Corydon mener dog ikke selv af, at den famøse sætning, skulle have afsporet Socialdemokratiet.
”Det er ikke min opfattelse, at det gav os et vælgerproblem,” siger han og peger på Socialdemokratiets valgresultat ved Thorning-regeringens endeligt ved valget i 2015, hvor partiet fik 26,3 procent af stemmerne:
”Det var jo sådan, at Helle Thorning-Schmidt fik et bedre valg end Mette Frederiksen og Mogens Lykketoft gjorde i henholdsvis 2019 og 2005,” siger han.