Corydon slanker ledelsen: Der ruller hoveder i Danmarks Radio

Forud for medieforlig

Corydon slanker ledelsen: Der ruller hoveder i Danmarks Radio

Generaldirektør i Danmarks Radio, Bjarne Corydon, gør alvor af sin nye strategi og fyrer nu i toppen

Bjarne Corydon
Billedtekst
Bjarne Corydon
Foto: DR, Agnete Schlichtkrull

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon satte sig i stolen som Danmarks Radios nye generaldirektør i sensommeren 2025. 

Og i januar i år varslede Corydon en ny strategi for public service-giganten frem mod 2030.

Som en del af strategien ’Forskellige sammen’ nedlægger DR nu tre direktørstillinger for henholdsvis DR Nyheder, Kultur, Børn og Unge og Publicering og Brugere.

Det oplyser DR onsdag.

Det betyder, at Henrik Bo Nielsen, direktør for Kultur, Børn og Unge, og Lasse Bastkjær Jensen, direktør for Publicering og Brugere, fyres.

”Den nye omlægning af direktionen har desværre bevirket, at vi må sige farvel til Henrik Bo Nielsen og Lasse Bastkjær Jensen. De har begge ydet en flot indsats for det stærke public service-tilbud, vi har i dag til danskerne. Jeg vil gerne takke dem for deres store arbejde, deres professionalisme og bidrag til, at DR i dag når flere end 9 ud af 10 danskere med godt public service-indhold,” siger Bjarne Corydon, ifølge en pressemeddelelse.

Stillingen som nyhedsdirektør, som også nedlægges, har midlertidigt været besat af Kirsten Marie Svendsen, ledende redaktionschef i DR Nyheder.

Læs også:Bjarne Corydons nye DR skal berolige borgerlige kritikere

Det har den, siden Sandy French blev fyret fra posten i efteråret efter en række sager, som kulminerede med afsløringerne af hendes forbrug af taxakørsel på DR’s regning.

Udover nedlæggelserne af de tre direktørposter oprettes en ny og bredere stilling som indholdsdirektør.

Taxaturene var dråben

Bjarne Corydon understregede i efteråret, at fyringen af Sandy French byggede på en “samlet vurdering” – og ikke alene på de problematiske taxaregninger.

Over for Netavisen Pio vurderede kulturkommentator og tidligere kulturredaktør i DR Niels Frid-Nielsen også, at taxa-sagen blot var dråben, der fik bægeret til at flyde over efter en periode med hård kritik fra især politisk side af både en Grønlands-dokumentar og Gaza-underskiftindsamling.

Læs også:Fyring af nyhedsdirektør handler ikke om taxa, men om magt og politik

“Taxa-sagen er dråben, der får bægret til at flyde over. Men reelt handler det om, at den nye generaldirektør, skal sætte et nyt hold, hvis DR også skal have en eksistensberettigelse i det 21. århundrede.”

I løbet af 2026 skal der forhandles om et nyt medieforlig blandt partierne på Christiansborg.

Emil Vendelbo Johansen

Souschef på Netavisen Pio. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 17:44

Thjaaa...

Det bliver spændende at se, hvor det her ruller DR hen. Indtil nu er DR politisk kun blevet trumlet over med lukning af det tidligere DR2 (ved godt DR2 er der endnu, men det er i en helt anden udgave), DR3, DR Kultur.

DR var dengang bare for godt TV for pengene, hvor det kommercielle TV2 slet ikke kunne følge med.

Men sådan har det været nærmest hele vejen. Det private kan slet ikke følge med det offentlige, når det gælder serviceydelser. Hos det private er det kun profit, som tæller. Intet andet. Før fik almindelige danskere kvalitet for pengene. Nu bliver vi bare plukket.

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 19:37

Som svar til af Pia Hansen (ikke efterprøvet)

Jeg synes bestemt ikke, DR er (meget) bedre end de private TV-stationer. Begge parter genudsender udsendelser og udsender genudsendelser i en strid strøm....

I øvrigt er både TV2 og DR begge ejede af den danske stat....

Indsendt af Peter Enemark (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 21:17

Evige genudsendelser og ulidelige gentagne reklameskræp for egne udsendelser. Hvad laver alle de ansatte? Der må kunne fyres i hundredvis.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 19.02.2026 - 14:15

Som svar til af Peter Enemark (ikke efterprøvet)

Ja, der er simpelthen så mange genudsendelser af gamle danske film, at min kone og jeg næsten kan skuespillernes replikker udenad.
Hvorfor er det mon altid de samme film, de sender, hvad med lidt fornyelse, hvad er det egentlig, de bruger vores indirekte indbetalte licenspenge til.
Sidder de bare på deres flade og spiller kort.

Der bør gøres noget!

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 22:17

Jeg håber kun på et bedre DR, og ømsker held og lykke med det til både DR og Corydon.

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 22:22

Så længe genudsendelser fylder langt det meste på DR1 og 2, er der ikke behov for en indholdsdirektør.

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 18.02.2026 - 22:25

"... nedlægger DR nu tre direktørstillinger ..."
i bedste DR stil bliver de sikkert forgyldt med en STOR pose penge.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 19.02.2026 - 12:04

Nu har Bjarne Corydong flyttet DR's skrigeprogram "Debatten" fra DR2 til DR1. Så kan det skrige videre der.

Det tidligere DR var meget meget bedre end det borgerlig politisk tilskårne DR vi kender i dag.

Det er en skam DR er blevet ødelagt. Men det er jo så "moderne" i tiderne at nedbryde alt godt og erstatte det med grådighed og profitbegær.

Indsendt af August (ikke efterprøvet) den Torsdag den 19.02.2026 - 23:31

Jeg tror på at Bjarne C kan gøre DR bedre. Der er blevet så flat og plat.
Både Sverige og Norge integrerer nyhedsfladen med kultur og begge har undersøgende journalistik på et meget højere plan end DR og TV2

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.