Det er pladen, der har sat sig fast i samme rille. Sætningen er ligeså klichébetonet, som den er passende på Bjarne Corydons tilbagevenden til den offentlige debat i Danmark.

Den tidligere finansminister og forhenværende socialdemokrat Bjarne Corydon lægger i sin første leder som chefredaktør på Børsen fra land med et mildest talt ikke-overraskende opråb:  ”Vi skal genopfinde reformkursen”. Han imødekommer sine nye arbejdsgivere ved at lovsynge erhvervslivets stemmer og fastslå, at vi skal satse på ”klassiske rammevilkår som skat og adgang til kvalificeret arbejdskraft”. Den sang har vi hørt før, og den er aldrig blevet en evergreen.

Bjarne Corydon udstiller sig selv som noget, der kunne minde om en Amish-landmand, der ser jaloux til, mens naboen drøner forbi i en højteknologisk mejetærsker

Faktisk er klichéen om pladen, der har sat sig fast i samme rille, slet ikke stærk nok til at beskrive den bedagede og forandringsfjendske tone, der ligger i de økonomiske tanker fra Børsens nye chefredaktør. Bjarne Corydon udstiller sig selv som noget, der kunne minde om en Amish-landmand fra Pennsylvania, der står foran en hestetrukket selvbinder og ser jaloux til, mens naboen drøner forbi i en højteknologisk mejetærsker, der høster på rekord. Det amerikanske Amish-folk er netop kendetegnet ved at leve afsondret fra det omgivende samfund, at være modstandere af et ethvert teknologisk fremskridt og leve præcis, som man gjorde for 200-300 år siden. Man lukker øjnene for den moderne verden og den konkrete virkelighed.

Den bedagede vækstopskrift: Arbejdsudbud og nedskæringer
Det mest opsigtsvækkende ved Corydons første leder – udover den manglende opfindsomhed – er nok, at han ikke står alene. Helt tragiskkomisk sluttede hans gamle partner in crime fra Thorning-Vestager-Corydon årene, Noa Redington, sine klummeskriverier på Politiken i 2017 af med et ordvalg, der næsten kunne se aftalt ud.

Fra den betydeligt mere velformulerede Politiken-klummeskribent lød det således: ”Danmark går i stå, hvis ikke vi genvinder evnen til at reformere”. Begge de herrer er altså enige om, at vi skal tilbage til noget, der har været engang, og nærmere bestemt noget, som de selv var bannerførere for. Det ligger ret latent i deres formuleringer om at 'genopfinde' og ’genvinde’. På den måde udviser de begge en bemærkelsesværdig mangel på evne til selvkritisk refleksion og nytænkning. Reformer er noget, der for Corydon og Redington i langt overvejende grad handler om at lette på skatten, skære på velfærden eller fremfor alt øge udbuddet af arbejdskraften.

Begge de herrer er altså enige om, at vi skal tilbage til noget, der har været engang, og nærmere bestemt noget, som de selv var bannerførere for.

Det kan alt sammen være relevante redskaber, hvis de anvendes i den rette dosis og på det rigtige tidspunkt. Det er bare ikke universelle vidundermidler. Derfor burde hovedpointen fra tidens førende økonomer da også være velkendt, men lad os bare gentage den for dem, der skulle have sovet i timen: ”Min anke i diskussionen om det øgede arbejdsudbud handler om de 800.000 personer, der er på offentlig forsørgelse. Her mener jeg ikke, at der er meget mere at hente i forhold til øget arbejdsudbud og vækst”. Sådan lød fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smidt for allerede et år siden.

Budskabet er, at tiden kræver nye og tilpassede svar. Vi kan ikke nøjes med førstegenerationsreformer med fokus på udbuddet af arbejdskraft, men må også have andengenerationsreformer i spil med nye bud på, hvordan vi øger produktiviteten og effektiviteten.

Alt for mange sidder fast i 00’ernes dagsorden
Vi kan snakke skattelettelser og arbejdsudbud herfra og til det første menneske lander på Mars. Det bliver bare ikke det, der kommer til at skabe fremtidens vækst i Danmark. Vi er nødt til at kunne forlange og forvente mere af typer som Corydon og Redington. Fremtiden skabes ikke med fortidens løsninger – slet ikke, når man insisterer på at lukke øjnene for fortidens fejl.

Vi er nødt til at kunne forlange og forvente mere af typer som Corydon og Redington. Fremtiden skabes ikke med fortidens løsninger

I et interview sidste år sagde Henrik Sass Larsen følgende om Lars Løkkes økonomiske kurs til Netavisen Pio: ”Jeg synes, at regeringen forfølger en dagsorden, som er 00’ernes dagsorden”. Det samme kunne i den grad siges om Corydon og Redington.

Vi har brug for stærke stemmer i den offentlige debat, som har erfaringer fra det, som politiske kommentatorer elsker at kalde ’maskinrummet’, og vi har brug for stemmer, der tør udfordre den førte politik. Men vi må også kræve stemmer, der tænker i den tid, vi lever i.

Hvad er jeres bud på de næste kvantespring?
Vi kan sagtens finjustere skatten, sænke den i bunden, skabe en mere effektiv offentlig sektor og lede efter områder, hvor vi kan øge arbejdsudbuddet. Men det er bare ikke der, vi høster de største frugter. Slet ikke, hvis vi blot fortsætter af den slagne vej. Udfordringerne er mere komplicerede, og løsningerne findes ikke som standardvarer, som vi bare kan pille ned af hylden. Hvilket måske også kunne være en forklaring på, hvorfor Cordyn og Redington resignerer i fortid og afmagt.

Det havde været langt mere interessant, hvis Corydon og Redington havde brugt deres store viden og erfaringer til at levere svar på de problemer, vi står over for i Danmark.

Hvordan får vi restgruppen af unge, der aldrig får en videregående uddannelse, til at gå i nul

Hvordan får vi restgruppen af unge, der aldrig får en videregående uddannelse, til at gå i nul? Hvordan klæder vi dem på, der mangler uddannelse og kompetencer til fremtidens udfordringer? Hvordan tager vi de næste ryk opad i værdikæden, hvor Danmark, i stedet for at sænke farten, skal være mindst 1-2 skridt foran alle andre?

Og hvordan afskaffer vi stress som folkesygdom? Hvordan får vi tilført liv og kræfter til et velfærdssamfund, der kan forebygge stress og sygdom, der kan give vores unge plads til at udvikle sig og sikre, at færre falder igennem de sociale sikkerhedsnet, samt realiseret drømmen om det fleksible arbejdsmarked?

Hvordan sikrer vi, at det bliver Danmark, der leverer svaret på, hvordan vi lagrer energi?

Fremtiden kræver nye svar og en ny finansministeriel tænkning!
Vi har brug for et finansministerium, der tør investere langsigtet i bæredygtighed, uddannelse og forskning. Her havde det været interessant at høre et bud fra de to herrer på, hvordan vi kan tænke de mål ind i fremtidens politik. De mål, som i dag er begrænset af budgetplanernes snævre fokus på strukturelle balancer, der virker meget langt fra virkeligheden, og som også i Corydon og Redingtons tid blev brugt til at videreførelse en borgerlig økonomisk politik, hvor vores velstand kun kunne øges gennem lavere skat og lavere overførselsindkomster.

Jeg vil glæde mig til at høre Bjarne Corydon og Noa Redington bruge deres erfaring, position og tankekraft på skabe fremtidens og ikke fortidens Danmark.

Jeg vil glæde mig til at høre Bjarne Corydon og Noa Redington bruge deres erfaring, position og tankekraft på skabe fremtidens og ikke fortidens Danmark.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio