Det er ikke mange uger siden, at Folketinget vedtog en vækstplan til en samlet værdi af 75 milliarder. Nu har arbejdsgiverdirektøren gudhjælpemig den frækhed at tude over, at der bruges to milliarder på at skabe tryghed for 30.000 personer.

Svar på tiltale. Blækket på den nye dagpengeaftale mellem regeringen og Enhedslisten var knap nok tørt, før Henrik Bach Mortensen, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening farede ud og fordømte aftalen:

”Vi har brug for, at de ressourcer, der er i samfundet bliver brugt til at skabe øget aktivitet (..) Hvis man kan stampe to milliarder op af jorden, som man ikke synes man har brug for, så kan de jo generelt bruges til mange erhvervsvenlige formål”.

Så at hjælpe sine medborgere, der ikke just selv har fremkaldt en global krise, svarer altså til at futte pengesedler af i pejsen, forstår man på den højtærede direktør. I stedet skal midlerne bruges ’aktivt’ og til ’erhvervsvenlige formål’. Javel, ja.

Men undskyld mig: Det er ikke mange uger siden, at Folketinget vedtog en vækstplan til en samlet værdi af 75 milliarder. Finansieringen blev fundet gennem hårde besparelser i den fælles velfærd. Og nu har arbejdsgiverdirektøren gudhjælpemig den frækhed at tude over, at der bruges to milliarder på at skabe tryghed for de tredive tusinde, der ellers stod uden indtægt om blot få måneder. Mere småtskåret og asocial er det næsten ikke muligt at blive.

Vi alle – beskæftige, arbejdsløse og virksomheder – er i samme båd. Når båden tager vand ind i til bagbords, bliver det pokkers svært for mandskabet til styrbords at ro fremad endsige holde fartøjet flydende.

Bach Mortensens udsagn er endnu mere absurd al den stund, at han kunne have undgået den nye arbejdsmarkedsydelse, hvis han blot havde bakket op om de hidtidige løsninger. For blot et halvt år siden forpligtede Dansk Arbejdsgiverforening sig på at levere 7.500 akutjobs til udfaldstruede dagpengemodtagere. Målet er langt fra indfriet og de forskellige jobopslag bliver af arbejdsgiverne selv betegnet som ”paradepolitik uden bund i virkeligheden”.

Udover den småtskårne og asociale attitude demonstrerer Henrik Bach Mortensens udsagn også en enøjet tilgang til vores fælles økonomi. Direktørens argumentation om, at vi desværre ”bruger pengene passivt i stedet for at bruge dem aktivt”, synes ved første øjekast som sund fornuft. Hvorfor ikke give pengene til dem, der skaber vækst, i stedet for arbejdsløse på sofaen, lyder logikken.

Men dermed overser man, at vi alle – beskæftigede, arbejdsløse og virksomheder – er i samme båd. De arbejdsløses manglende indtægt påvirker ikke kun deres egen økonomi, men også resten af samfundets. Når båden tager vand ind i til bagbords, bliver det pokkers svært for mandskabet til styrbords at ro fremad endsige holde fartøjet flydende.

Dagpengeløsningen kan langt fra betegnes som ’passiv’. Den kan tværtimod være startskuddet til større økonomisk aktivitet, fordi borgerne tør at bruge penge igen.

Aktuelt ses dette i den lave private efterspørgsel i dansk økonomi, hvor borgerne som følge af arbejdsløshed og utryghed ikke tør bruge penge – og dermed holder væksten tilbage. De økonomiske reformer og den manglende tryghed for arbejdsløse forværrer med andre ord situationen for Henrik Bach Mortensens medlemsvirksomheder.

Derfor kan dagpengeløsningen og den nye arbejdsmarkedsydelse langt fra betegnes som ’passiv’. Den kan tværtimod være startskuddet til større økonomisk aktivitet, fordi borgerne tør at bruge penge igen velvidende, at der er udspændt et sikkerhedsnet, hvis økonomien fortsætter i frit fald og arbejdsløsheden rammer.