Da solen gik ned over imperiet

I deres bog om Brexit forklarer to Oxford-professorer, hvordan Brexit er den naturlige konsekvens af en romantisk drøm om den imperiale fortid.
Boris Johnson er netop blevet genvalgt som Storbritanniens premierminister med et overvældende flertal. Han har et klart mandat til at gennemføre Brexit i løbet af den næste måned, selv om ingen helt kan gennemskue hvordan.

I strømmen af nyheder fra vore britiske naboer er det let at blive forvirret og endnu lettere simpelthen at afskrive landet som et galehus. Det vil ikke være en urimelig tanke om et land, der tilsyneladende har et ukuleligt ønske om at kaste sig ud over kanten i Brexit-eksperimentet, selv om hospitalerne kan komme til at mangle medicin, der kommer uendeligt lange køer ved den engelske kanal som kan betyde, at det tager 2-3 dage for en lastbil at krydse grænsen og der kan komme til at mangle friske fødevarer. For slet ikke at tale om alle de virksomheder, som flytter eller skærer ned på produktionen i Storbritannien for at være sikre på at være en del af Det indre Marked.

Det er let at afskrive Storbritannien som et galehus ledet af en Trump-a-like med strithår

Så ja, det er let at afskrive Storbritannien som et galehus ledet af en Trump-a-like med strithår. Nok også lidt for let: Storbritannien er trods alt verdens ældste fungerende demokrati og har sammen med Tyskland og Frankrig i århundreder udfyldt nøglerollerne i Europa.

Noget er sket, der har ført landet på vildspor. I deres nye bog beskriver de to Oxford-professorer Dorling og Tomlinson hvad det er, der ligger bag, at landet kan fare vild i sådan en grad, at ingen rigtigt kan gennemskue vejen tilbage til fornuften.

Imperiet, hvor solen aldrig gik ned

Storbritannien var verdens største imperium med kolonier over hele kloden. Man sagde, at solen aldrig gik ned over imperiet. Men på få årtier efter 2. verdenskrig var det hele væk, og det stolte rige var hverken lige så stort, lige så indflydelsesrigt eller lige så velstående længere.

Myten om imperiet blev holdt ved lige af politikere, der ikke havde modet til at fortælle befolkningen sandheden

Men det var der ikke rigtigt nogen, der talte om. Myten om imperiet blev holdt ved lige af politikere, der ikke havde modet til at fortælle befolkningen sandheden. Og af et skolesystem, der i generation efter generation genfortalte de gamle historier om storhed og en overklasse på privatskolerne, der var skabt til at herske over andre.

Det blev selvfølgelig heller ikke nævnt, at Storbritanniens velstand i høj grad var bygget på udnyttelse af befolkningerne i kolonierne. De var tvunget til at sælge deres råvarer – for eksempel fødevarer og naturressourcer – til priser, der var så lavet at det begunstigede de britiske købere og fastlåste kolonierne i fattigdom.

Samtidig var kolonierne tvunget til at købe mange varer i Storbritannien og måtte for eksempel ikke selv skabe en tekstilindustri, der kunne konkurrere med den engelske. Så ud over at levere billige råvarer, gav kolonierne kunstigt åndedræt til de britiske fabrikker.

Kolotiden stoppede brat 

Da kolonitiden stoppede, havde Storbritannien ikke et økonomisk modsvar. Fabrikkerne var hverken konkurrencedygtige på pris eller kvalitet, råvarerne var – ud over kulminerne – ikke rigtigt til at få øje på og landbruget var slet ikke i stand til at brødføde befolkningen.

Men myten om imperiet og det stolte britiske folkefærd var for stærk til at blive punkteret. Det var alt for ubekvemt at erkende, at Storbritanniens rolle i verden har forandret sig og at landet i bund og grund er nødt til at genopfinde sig selv for at finde sin fremtid.

Da kolonitiden stoppede, havde Storbritannien ikke et økonomisk modsvar

Så i 1960’erne var det fagforeningene der fik skylden for den dårlige økonomi. I 1970’erne var det araberne der via oliepriserne ødelagde økonomien. Og fra og med 1980’erne er det EU, der får skylden for den britiske misere.

Thatchers politik var benzin på bålet

Det var den scene, Margaret Thatcher trådte ind på i 1979. Og i stedet for at gøre op med myten om den imperiale storhed, gjorde Thatcher det modsatte. Hun pustede til den imperiale selvforståelse og var ikke bleg for at sende størstedelen af den engelske flåde ned på den sydlige halvkugle for at forsvare de forblæste små Falklandsøer i Stillehavet.

Økonomien blev pustet op af dereguleringen af finanssektoren, som fra 1986 betød at London fra midtfirserne blev centrum for mange af verdens allerhøjst betalte bankfolk. Hvad der skulle ske med erhvervslivet i de andre dele af landet stod mindre klart.

Uden sammenligning det mest ulige land i Europa

Det betød at uligheden eksploderede: Da Storbritannien blev medlem af EU i 1973, var det i Vesteuropa kun Sverige, der havde en mere lige indkomostfordeling. Nu, hvor Storbritannien er på vej ud af EU, er det uden sammenligning det mest ulige land i Europa.

Den evige undskyldning

Det var også med Thatcher, at tendensen til at skyde skylden for alverdens problemer på EF/EU, startede. Der er snart sagt ikke den ting, ”bureaukraterne i Bruxelles” ikke har fået skylden for.

I mange år var det mest som en baggrundsrumlen, men da det efter finanskrisen i 2008 stod klart, at finanssektoren var lige så meget et problem som løsningen på de britiske problemer, voksede behovet for at skyde skylden på EU tilsvarende.

Theresa May formåede i løbet af tre år ikke at give et klart svar

Brexit leverede på overfladen svaret, men alligevel ikke. For ét er at melde sig ud af EU, noget andet er at definere, hvad der skal ske bagefter. Det er præcis det samme spørgsmål om, hvad Storbritannien skal være fremover, der skal besvares.

Theresa May formåede i løbet af tre år ikke at give et klart svar. Boris Johnsons svar er lave frihandelsaftaler med de gamle kolonier, der nu kaldes Commonwealth-landene. De praktiske implikationer blæser i vinden, for hvad er det – ud over en tvivlsom finanssektor, gin og Marmite – som Storbritannien har, som de gamle kolonier ikke kan undvære? Hvorfor skulle kolonierne være særligt forhippet på at sælge til det britiske marked, som blegner i forhold til det europæiske, det amerikanske og det kinesiske? Og ikke mindst: Hvorfor tror Boris Johnson, at de tidligere kolonier vil være særligt generøse over for den kolonimagt, der undertrykte dem i så mange år?

Briterne kan med ham ved roret og Brexit i sigte kan vende tilbage til de gode gamle dage

Men de praktiske detaljer ved Boris Johnsons plan er nok underordnede. For den grundlæggende pointe er, at briterne med ham ved roret og Brexit i sigte kan vende tilbage til de gode gamle dage, hvor kolonierne var Storbritanniens økonomiske redning.

Læs bogen!

Det er utroligt let at fare vild i myriaden af nyheder fra Storbritanniens langstrakte beslutningskrampe. Dorlings og Tomlinsons bog er en af de bedste beskrivelser af, hvordan landets nuværende situation er en direkte forlængelse af fortiden.

Og i bund og grund skyldes en gruppe af – primært konsevative – politikere, der aldrig har ønsket at tage diskussion om, hvad Storbritannien skal være.

Danny Dorling og Sally Tomlinson: Rule Britannia: Brexit and the end of Empire. Udkommet på Biteback Publishing i 2019.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Åh, men der er så mange psykisk mærkelige psykiske dimser indeni hovederne på folk rundt omkring... . Når man besøger London, er klasseforskellene ganske afskyvækkende. Englændernes tradition for trofaste tjenestefolk kender vi slet ikke noget til herhjemme. Det der med, at der er nogen, der er NOGEN – og så alle de andre – har hundrede års fagforeninger og socialdemokrati forlængst fået gjort kål på herhjemme. Også vort valgsystem er i modsætning til det britiske demokratisk – kendsgerningen er jo, at deres groteske måde at gøre mandattallet op på, bevirker et ganske monumentalt stemmespild, som vi slet ikke kender til herhjemme, og som bidrager stærkt til, at der ingensomhelst demokratisk og politisk dynamik er i det britiske system. Det forhold, at alt skal gøres op i to partier, forlener det britiske system med en grotesk mangel på evne til at inddrage nye politiske tendenser i befolkningen. De slår sig selv over fingrene, i deres iver i at undgå et HUNG parliament, hvilket vil sige den situation, at ikke ét af de store partier har absolut flertal. Herhjemme har vi aldrig haft andet – dog er det blot et krav, at ingen regering må have et flertal IMOD sig, hvilket er noget ganske andet. Når man besøger London, falder det stærkt i øjnene, at der er tale om en praleby – imperiets centrum. I dag er realiteterne, at London er en udkant i et relativt beydningsløst land. Dog gjorde Londons bankverden sig stærkt gældende under finanskrisen i 2008, idet de kæmpemæssige svindlerier i hele Europa udgik fra denne by. Så vidt jeg ved, var de af endnu større størrelse end det, der foregik i USA, så Europa var den verdensdel, det gik hårdest ud over. Nej, englænderne vil hellere lyve sig selv til tiggerstaven end opgive forestillingen om, at de er en mægtig og betydningsfuld nation.

Men dertil kommer, at Danmark med brexit har mistet en vigtig allieret i EU. Som det ser ud nu, er der jo ret massiv tilslutning til vort EU-medlemskab, men at det ikke er nogen udelt romance, ses af de vanskelige forhandlinger om EUs budget. Jeg har allerede mødt nogen, som har givet udtryk for den opfattelse, at når Storbritannien nu er meldt ud, så er grundlagt for Danmarks medlemskab bortfaldet. Og mange af EU-landene er jo lande, vi egentligt ikke ønsker at være i klub med, og som i ingen henseende følger demokratiske spilleregler. Kun det forhold, at EU-området på verdensplan efterhånden er en mindre betydningsfuld spiller, kan bruges som argument for at holde sammen, trods de indre spændinger. Men så vidt jeg ved, er den Europæiske økonomi som helhed faktisk større end USAs, hvilket nok vil overraske de fleste.