Dårlig Downton Abbey – bare med fodbold

Ny tv-serie fra fodboldspillets tidligere periode er en ordentlig afbrænder.
Foto: Netflix
De to hovedpersoner kæmper om bolden i tv-serien "The English Game".
Fodbold har i forskellige former eksisteret i England og Skotland siden det 15. århundrede, men det er først i begyndelsen af 1800-tallet, at elever og lærere på kostskolerne begynder at lave regler, så man kan spille kampe mod hinanden.

Til at begynde med, er det derfor også kostskoleeleverne, der dominerer spillet, der er en ren amatør-interesse. En sund fritidsinteresse for rigtige gentlemen.

I midten af 1800-tallet begynder arbejderklassen at få mere fritid, og de tager fodboldspillet til sig. Med sig kommer ønsket om professionalisme – muligheden for at dyrke fodboldspillet og i første omgang konkurrere med overklassen.

Kampen mellem overklassens amatører og arbejderklassens professionelle er udgangspunkt for miniserien ’The English Game’ der netop nu kan ses på Netflix.

Hvordan kan der være fri og fair konkurrence mellem to hold, hvis det ene holds spillere har mulighed for at træne og hvile, mens det andet holds spillere slider sig ned på fabrikkerne?

Upstairs, downstairs

Overklasse-underklasse-fortællingen er et yndet emne for tv-serier: Senest fortalt med succes i tv-serien Downton Abbey, hvor man følger herskab og tjenestefolk på et engelsk gods, mens udviklingen betyder afvikling for overklassens privilegier. Herhjemme kender vi det fra Matador. Det er meget den samme historie, som fortælles her.

”The English Game” følger to sande personer: Den ene, Arthur Kinnaird, senere Lord Kinnaird, er en rig bankarving, der er formand/anfører for London-klubben Old Etonians – den sidste udelukkende amatørklub, der vandt den engelske pokalturnering FA Cuppen. Til at starte med er han et rigtigt dumt overklasse-svin, men så sker der ting og sager og så bliver han helt fornuftig.

Den anden er Fergus Suter, en skotsk fodboldspiller fra Glasgow, der hentes til den lille klub Darwen F.C. i Lancashire i det nordøstlige England, som er ejet af en meget flink fabriksejer, der vist engang selv har været arbejder, og som bruger fodboldklubben til at vise sig overfor de andre rige.

Manuskriptforfatteren har ikke lige orket, at give Suter noget der minder en personlighed, men han er god til at spille fodbold og så har han har et overskæg, så man kan adskille ham fra de andre karakterer.

God idé, ikke heldigt udført

Ideen om at bruge fodbolden til at fortælle om klasseskel i Victoriatidens England er egentlig god - men det er udførslen ikke.

Personerne er alt, alt for karikerede. Der er arbejderne, der generelt er de gode, og så der fabrikanterne og bankfolk fra London, der er onde.

Der er den gode fabriksejer, som selvfølgelig ligner en bums, mens de andre fabriksejere, som er onde, naturligvis går nobelt klædt. Så er man ikke i tvivl.

Det er lige så sofistikeret historiefortælling, som man kender det fra f.eks. 1864. Og er man lidt langsom i optrækket, så bliver ting langsomt og pædagogisk forklaret.

Det sker f.eks. til et møde blandt tekstil-fabrikanterne, hvor en af tekstilfabrikanterne er så venlig at forklare de andre tekstilfabrikanter - sådan i helt grove træk - hvordan handlen med tekstiler foregår. Det er noget med udbud og efterspørgsel, kan jeg godt afsløre uden at afsløre for meget af handlingen..

Og alle kvinder er – nærmest uden undtagelse og uanset klasse – både kloge, søde og forstående.

Fodboldkampe ligner noget der er løgn

Selve fodboldkampene er ikke specielt vellykkede, og det er altså irriterende at kigge på, for det fylder forholdsvis meget i en serie, der altså handler om fodbold.

Det ligner noget af det man kender fra amerikanske familiefilm, hvor alle børnene løber efter bolden og målmanden altid har en voldsom aversion mod at tage med hænder. De fleste af os har set fodbold i fjernsynet, så vi ved godt, hvordan det skal se ud. Der er faktisk film, hvor det er lykkedes at få fodboldspillet til at se nogenlunde realistisk ud, f.eks. Sommeren '92 om landsholdets EM-triumf eller den engelske The Damned United, som i øvrigt begge kan anbefales!

Helt hul i hovedet bliver det, da Suter lige i pausen fortæller holdkammeraterne – hvoraf flere skulle forestille sig at være professionelle fodboldspillere – at det vil være en god idé, hvis de i stedet for at løbe med bolden, lod bolden gøre arbejdet. Heureka! Og så vender kampen.

Det er virkelig ikke godt.

Den danske vinkel

At The English Game minder om Downton Abbey er ikke så overraskende, for manden bag, Julian Fellowes, er nemlig også hjernen bag serien om folk og fæ på det engelske gods.

Det er den danske instruktør Birgitte Stærmose, der også har lavet afsnit af tv-serien Norskov, har instrueret de tre første afsnit af serien. Så er den danske vinkel også dækket.

Hvis du savner fodbold helt vildt meget, så er The English Game en måde at få tiden til at gå, men det er vist også det pæneste, der kan siges om den.

Alle seks afsnit kan lige nu ses på Netflix.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce