Dagpengereform: Hvor mange må falde ud?

Det er ikke kun dagpengemodtagere, der falder ud af arbejdsmarkedet. Faktisk er over 800.000 danskere på passiv forsørgelse. En klausul, sådan som fagbevægelsen har foreslået, kan måske bane vej for en løsning.
Hvordan forholder vi os til de mange, der falder ud af dagpengesystemet? Det er det spørgsmål, der har skabt de alvorlige problemer siden dagpengeforliget fik sine fulde virkninger og 30.000 mennesker i 2013 havde mistet dagpengeretten. Det blev mere end et politisk flertal kunne leve med, og derfor blev dagpengekommissionen nedsat.

Det afgørende politiske spørgsmål er nu, om dagpengekommissionens forslag løser problemet; altså at det antal, der falder ud af systemet, er til at leve med. Dagpengekommissionen skønner, at med de ændringer kommissionen foreslår, vil der årligt falde mellem 4000 og 9400 ud af systemet. Fagbevægelsen synes, at kunne leve med, at 4000 falder ud, men hvis det bliver flere, ønsker nogle faglige ledere en klausul, der udløser politisk handling.

Selvom der er mangel på arbejdskraft, vil der være nogen, der falder ud

Det er indlysende, at mange flere falder ud af dagpengesystemet, hvis arbejdsløsheden er høj, men selvom der er mangel på arbejdskraft, vil der være nogen, der falder ud, og mange af dem er ved at falde helt ud af arbejdsmarkedet. Nogle vil i en periode få kontanthjælp eller sygedagpenge, enkelte vil så vende tilbage til arbejdsmarkedet, men mange vil være på vej til førtidspension og efterløn inden de kan gå på pension.

Over 800.000 på overførselsindkomster
I de sidste 40 år har der været mellem 800.000 og 1 mio. i den arbejdsdygtige alder, som ikke arbejder, men er på forskellige indkomstoverførsler. Tallet svinger med de økonomiske konjunkturer, men har kun i perioder med udtalt mangel på arbejdskraft, været under 800.000.

Hvert år er der mange, der forlader gruppen i den arbejdsdygtige alder på indkomstoverførsler, enten fordi de får arbejde, går på pension eller dør inden de når pensionsalderen. Men da gruppen er nogenlunde konstant, er der lige så mange i den arbejdsdygtige alder, der hvert år forlader arbejdsmarkedet.

Er det et velfærdsgode, at en fjerdedel af borgerne i den arbejdsdygtige alder hverken studerer eller arbejder?

Hvor mange det drejer sig om, afhænger af konjunkturerne, men det er omkring 20.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, der hvert år forlader arbejdsmarkedet. En stor del af dem har aldrig været inde i dagpengesystemet, men nogle af dem har, og det er her det diskuteres, hvor mange vi kan leve med.

Men problemet handler ikke kun om dagpengesystemet, men om et meget støre samfundsproblem, som vi sjældent taler om. Er det et velfærdsgode, at en fjerdedel af borgerne i den arbejdsdygtige alder hverken studerer eller arbejder, eller er det for mange?

Er der arbejde nok til alle? 
Det spørgsmål er aldrig eller meget sjældent på den politiske dagsorden, og en medvirkende årsag er, at når der skal diskuteres løsninger, kommer mennesker virkelig til at dele sig efter anskuelser på en måde, som er svær at håndtere, både mand og kvinde i mellem, men især i den offentlige debat.

Mange mener, at der er arbejde til alle, hvis bare de vil arbejde, og andre mener, at alle gerne vil arbejde, men at der ikke er arbejde nok. Den uenighed har eksisteret lige siden vi fik pengeøkonomi og markeder, hvor varer byttes for penge.

At gå ind for en klausul, er det samme som at bede om vanskelige politiske problemer med ret korte mellemrum

I slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var den dominerende opfattelse blandt økonomer, at der var arbejde nok, hvis bare folk ville tage det til den løn, der blev tilbudt. Nogle få, men dog ikke uden indflydelse, mente, at lønnen ville blive så lav, at man ikke kunne leve af den og gøre oprør.

I anden halvdel af 1900-tallet blev det konventionel visdom, at arbejdsløshed skyldtes mangel på arbejde, og at det offentlige måtte føre en finans- og pengepolitik, der sikrede nok arbejde. Ved årtusindskiftet skiftede det igen, og i dag er det en dominerende opfattelse, at hvis folk vil arbejde, er der arbejde, og vil de ikke, kan de tvinges/motiveres til det ved at begrænse velfærdsgoder som statssubsidierede dagpenge.

Klausul kan være løsningen
Det kan forekomme besynderligt, men det er den samme grundlæggende uenighed om, hvordan pengeøkonomien fungere, der ligger bag den diskussion, der nu vil finde sted om en klausul, der skal udløse politisk handling, hvis for mange falder ud af dagpengesystemet.

At gå ind for en klausul, er det samme som at bede om vanskelige politiske problemer med ret korte mellemrum, men måske er det, der skal til, for at få en løsning på det virkelige problem; at der er for mange, der falder ud af arbejdsmarkedet eller aldrig kommer ind. Men for at få en løsning på problemet, må politikere, der ikke tror, at markedet skaber job til alle, sætte sig i spidsen for et arbejde der fører til bedre løsninger, end vi har set i de sidste 40 år.

Det er ikke nemt, men det må være en politisk ambition.

 

Jørgen Rosted (f.1945) er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook