Danish Crown holder fast i Kurt Beier Transport

Otte uger efter at Danish Crown kom med en erklæring om sikre ordentlige arbejdsforhold for chaufførerne, konkluderer slagterivirksomheden at forholdene hos den omstridte vognmand er i orden
Den 15. november gav den danske slagterigigant Danish Crown den skandaleramte vognmandsvirksomhed Kurt Beier Transport otte uger til at efterleve en ny erklæring om “at sikret anstændige forhold for medarbejderne”. Det skrev Fagbladet 3F.

Kurt Beier Transports forhold i Padborg er meldt klar, og de er godkendt fra vores side

Den tidsfrist er nu løbet ud, og Danish Crown har vurderet, at forholdene i Kurt Beier Transport er bragt i orden. Det oplyser pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, til Netavisen Pio.

“Kurt Beier Transports forhold i Padborg er meldt klar, og de er godkendt fra vores side. Det er en sag, som har tiltrukket sig en vis opmærksomhed, og derfor følger vi op med et ekstra årligt tjek dernede - inden for få uger  - for at sikre os, at tingene også forbliver i orden,” siger Jens Hansen.

Modsat Arla, Jysk og transportvirksomheden DSV valgte Danish Crown at fortsætte samarbejdet med Kurt Beier Transport oven på afsløringen af virksomhedens indkvartering af filippinske og srilankanske chauffører i containere i Padborg.

To besøg i Padborg siden november

Siden Danish Crown kom med deres nye erklæring om arbejdsvilkår for underleverandører, har man foretaget to kontrolbesøg i Padborg, oplyser Jens Hansen.

Kurt Beier Transport har desuden, ifølge Danish Crown, løbende sendt fotografier af “arbejdet med at etablere anstændige forhold for deres medarbejdere”.
 

Grotesk mener 3F

I november, da det kom frem at Danish Crown ville give Kurt Beier otte uger ekstra til at bringe forholdene i orden, udtalte 3F, at Danish Crown allerede havde givet Kurt Beier Transport  “rigeligt med snor”:

“Først og fremmest er det grotesk, at der kan risikere at gå 11 uger, før Danish Crown handler på de umenneskelige forhold, som chaufførerne har kørt under. Danish Crown kommer i mellemtiden til at tjene styrtende med penge på at have filippinerne ansat til sulteløn i otte uger mere,” sagde 3F Transports gruppeformand, Jan Villadsen, til Fagbladet 3F.
 

Politianmeldt af Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune har nu politianmeldt vognmandsvirksomheden Kurt Beier Transport til politiet.

Det oplyser Aabenraa Kommune i forbindelse med afvisning af en anmodning aktindsigt fra Netavisen Pio.

Det fremgår af afslaget, at Aabenraa Kommune anmelder Kurt Beier Transport til politiet for overtrædelse af Byggeloven.

Kommunens anmeldelse har været overraskende længe undervejs. Det er næsten to måneder siden at kommunen oplyste, at man ville anmelde Kurt Beier Transport til politiet. Men politianmeldelsen er altså først blevet en realitet nu.   

I det øjeblik Kurt Beier ved noget, så ved vi det også


Beskyldninger om menneskehandel

Politiet efterforsker fortsat, om der kan være tale om menneskehandel til tvangsarbejde, sådan som Center mod Menneskehandel konkluderede allerede tilbage i november.

Der er ikke rejst nogen sigtelser i den sag.

“Politiet efterforsker fortsat, og vi ved ikke, hvornår der foreligger en afgørelse,” siger Helle Lundberg til Fagbladet 3F.

Danish Crown bekræfter, at de følger udviklingen i sagen, men at selve anmeldelsen ikke får nogen konsekvenser for deres samarbejde med Kurt Beier Transport:

“Vi har en aftale med vores leverandør. Det vil sige, at i det øjeblik Kurt Beier ved noget, så ved vi det også,” siger Jens Hansen.  

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook