Danish Crown: Kommer der en runde mere?

Her en måned efter, at 60 procent af slagteriarbejderne på Danish Crown stemte nej til en ny lønaftale, er tillidsmand Lars Mose stadig ærgerlig. Han efterspørger nu politisk mod til at lave en generel ordning.
Men det vil jo virkelig være proaktivt, hvis der er nogle politikere, der tør være med til at tænke anderledes og fremtidssikre danske arbejdsplader i fødevarebranchen.

”Jeg er stadig ærgerlig. Og jeg har stadig en følelse af, at vi missede en kæmpe chance.”

Siger formanden for tillidsmandskollegiet på Danish Crown Lars Mose. Det er en måned siden, at 60 procent af hans kolleger stemte nej til en ny lønaftale, der ville have betydet oprettelsen af en fond til fremtidige investeringer i blandt andet nye svinestalde og nye anlæg på de danske fabrikker.

”Medarbejderne har jo stemt ud fra, om de syntes, at investeringen var det værd og naturligvis også kigget på deres egen personlige situation. De har spurgt: kan jeg undvære 25.000 kroner om året før skat, og hvad jeg får ud af det?”, fortsætter Lars Mose i telefonen fra Horsens.

”Har medarbejderne fortrudt deres beslutning?”

”Nej,” svarer Lars Mose. Men han har til gengæld oplevet, at flere af nej-sigerne har været henne og spurgt, om der da ikke kommer en runde til.

Ligesom at lægge penge i en kriseramt bank
Steen Hartmann, formanden for den lokale afdeling af slagteriarbejdernes fagforening NNF i Holstebro, anbefalede i sin tid et nej, for der var i aftalen ikke lagt op til, at slagteriarbejderne ville få en garanti for deres penge.

Han sammenligner det i dag med, hvis slagteriarbejderne i stedet gik ned i en kriseramt bank og afleverede deres penge uden at få en garanti på at se dem igen:

”Jeg er principielt imod lønnedgang. Jeg mener slet ikke, at det er der, man burde lægge sine kræfter. Vi skal have politikerne med, så vi kan få ændret rammebetingelserne for landbruget. Det er vejen frem. ”

Og tilføjer, at han ikke er ærgerlig over, at det blev et nej. Heller ikke selvom de første 100 fyringer allerede er slået igennem:

”Vi skal ikke appellere til følelser. Vi skal have lavet nogle politiske aftaler,” siger han.

Lav en ordning for hele industrien, ikke kun Danish Crown
Tillidsmand Lars Mose er enig i, at nu må det være politikernes tur til at komme på banen, hvis danske arbejdspladser skal blive i Danmark. Og det er ikke utænkeligt for ham, at der kan blive lavet en ny lønaftale. Især ikke hvis den nye aftale indebærer en tilbagebetalingsmodel.

Til Politiken den 20. oktober sagde han:

”Jeg efterlyser ikke en særlig ordning for Danish Crown, men en generel ordning, hvor ansatte kan investere i at fastholde industriarbejdspladser. Det vil vi jo gerne have i Danmark. Jeg ser for mig en ordning, hvor de ansatte binder en pulje penge i en årrække, og så kan få dem igen, måske med en gevinst."

Og da Netavisen Pio spørger ham over telefonen fra Horsens, er Lars Mose helt indforstået med, at politiske løsninger ikke kommer fra den ene dag til en anden:

”Det vil jo tage tid. Også selvom forbundet (fagforbundet NNF, red.) jævnligt holder møder med ministrene. Men det vil jo virkelig være proaktivt, hvis der er nogle politikere, der tør være med til at tænke anderledes og fremtidssikre danske arbejdsplader i fødevarebranchen.”

 


Flere artikler om emnet

Annonce