Annonce

Danish Crown: Revolutionen udeblev

Det er lidt over en måned siden, at slagteriarbejderne på Danish Crown stemte nej til en ny aftale, der skulle fremtidssikre arbejdspladser. Netavisen Pio har talt med de centrale parter i konflikten.
60 procent stemte for. 40 procent stemte imod. Kort sagt, det var et lille flertal i DC Pork, der den 17. september 2013 sikrede et nej til en ny lønaftale, der af både forskere og politikere blev kaldt unik og innovativ. En aftale hvor bønder og arbejdere sammen skulle investere og dermed fremtidssikre hinandens job.

For tilhængerne var aftalen et revolutionerende træk i udviklingen af fremtidens danske arbejdsmarked. For modstanderne var det et tilbageskridt i forhold til den over 100 år gamle danske model og arbejdernes tilkæmpede rettigheder. Netavisen Pio vil i den kommende uge se nærmere på, hvordan parterne forholder sig til aftalen nu, og om forløbet kan indvirke på fremtidens arbejdsmarkedsaftaler.

”Det nye var, at aftalen ikke var en traditionel lønmodel, hvor medarbejderne blev bedt om at gå ned i løn, men en aftale med flere aktører. Både ledelsen på Danish Crown, realkreditinstitutterne, tillidsmændene og landmændene var hver især klar på at investere i tre millioner svin,” siger arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen her en måned efter.

Svineproducenter er trængt på kapitalen
Helt konkret betød aftalen, at hver enkelt medarbejder på Danish Crowns svineslagterier skulle aflevere en del af deres løn fire år frem. Samlet ville lønafgivelsen give 600 millioner kroner, som skulle deponeres i en fond, hvorfra svineproducenterne kunne låne penge.

De danske svineproducenter har nemlig svært ved at låne penge i banken på grund af deres i forvejen store gæld. Ifølge tal fra brancheorganisationen Landbrug og Fødevare skyldte landbruget i år 2012 361 milliarder kroner væk. Fonden skulle derfor have hjulpet svineproducenterne med at skaffe kapital til flere slagtesvin og dermed også skaffe flere arbejdspladser på slagterierne.

Til gengæld for medarbejdernes 4-årige lønafgivelse lovede ledelsen i DC Pork, at der ikke ville blive lukket slagterier i samme periode. At der ikke ville komme fyringer, kunne de dog ikke love. Men skulle en medarbejder blive afskediget ville vedkommende få de investerede penge retur.

Håber og tror på anden halvleg
”Jeg er stadig ærgerlig. Det er følelsen af, at vi stod lige ved målstregen, men aldrig kom over. Jeg håber og tror på en anden halvleg, men det er jo ikke op til mig,” siger formand for tillidsmandskollegiet på Danish Crown Lars Mose en måned efter nej’et.

Sammen med de andre tillidsrepræsentanter og repræsentanter fra ledelsen, blandet andet divisionsdirektør i DC Pork Jesper Friis, brugte Lars Mose godt og vel halvanden måned på at forberede aftalen, der endte med at blive nedstemt:

”Folk fortryder ikke deres beslutning, men jeg har oplevet at flere medarbejdere kommer hen og spørger, om der da ikke kommer en runde mere,” siger Lars Mose.

Siden nej’et har Danish Crown fyret 100 medarbejdere fra deres svineslagterier.

FAKTA
Medarbejderne kunne selv vælge, hvordan de ville afgive deres løn:

Her og nu-modellen, hvor investeringen blev taget af lønnen.

Mix-modellen, hvor man investerede lidt af pensionen, lidt af søgne helligdags-betalingen og lidt af fritvalgsordningen.

Pensionsmodellen, hvor hele investeringen blev taget af pensionen og derfor ikke kunne mærkes på den almindelige lønudbetaling.

Uanset hvilken model, medarbejderne valgte, ville det svare til, at hver enkelt investerede:

6,4 procent af bruttolønnen i 2014
4,7 procent i 2015
3,2 procent i 2016
Og 1,8 procent i 2017

Valgte medarbejderen her og nu-modellen, betød det for vedkommende en omkostning på 200-250 kroner om ugen efter skat det første år.

Kilde: Danish Crown


Flere artikler om emnet