Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til Den Grimme Ælling. Som historie er den selvfølgelig sød. Og jeg tror, der er mange, der i livets svære stunder har fundet en vis trøst i historien. Om at der ligger en gylden fremtid og venter for den udstødte og den underkuede. Og det er jo meget fin tanke at trøste sig ved, når man synes, livet vender den tunge ende nedad.

Gamle mænd med skøre holdninger

Når jeg alligevel har det svært med historien, så skyldes det ællingens rolle. Eller mangel på samme. Ællingen gør ingenting. Ingen i andegården gør noget. Forbedringen, den sociale opstigning dumper ned fra himlen til Ællingen. Det gør historien falsk. For i virkelighedens verden gør det alverden til forskel, om man er født i en andegård, uanset om man har evnerne til at blive til en smuk svane.

Hvad sker der med den næste, der bliver udstødt i andegården?

Det var det i særdeleshed på H.C. Andersens tid, men det er det for så vidt også i dag. Og hvad sker der i øvrigt med den næste, der bliver udstødt i andegården men ikke har ligget i et svaneæg?

Og hvad så, vil nogen sikkert spørge? Det er en god historie, og forfattere har ligesom alle mulige andre mennesker holdninger, der dels i samtiden men i særdeleshed i eftertiden kan virke helt uden for skiven. Johannes V. Jensen var homofob (og i øvrigt fortaler for social dumping, men det må blive i en anden klumme). Hans Scherfig var stalinist, og Karen Blixens syn på imperialisme kunne sende alle de svenske hen-henner fra Lunds Universitet i kollektivt chok. Og H.C. Andersen lever så i en nationalromantisk blindhed over for de strukturer, der gør individets frihed og den sociale retfærdighed mulig. Selvom han selv voksede op i dem.

Historien om os selv

Når det ikke er helt ligegyldigt skyldes det, at vi efter min mening har gjort historien om Den Grimme Ælling til en del af vores kollektive fortælling. At vi ser historien om Den Grimme Ælling som en del af historien om os selv. Om vores nation. At ællingen er blevet en del af den nationale fortælling om, hvad vi danskere er. At der dybt i folkesjælen i det her undseelige land gemmer sig en smuk svane, som vi bare skal finde frem. At selvom vi er små, så er der noget storhed gemt i os.

Danmark er ikke blevet verdens vel nok dejligste land ved en tilfældighed

Det synes jeg er en falsk fortælling om Danmark og om danskerne. Danmark er ikke blevet verdens vel nok dejligste land ved en tilfældighed. Det er ikke noget, der har gemt sig indeni os. Det er ikke fordi, vi har ligget i et svaneæg, men fordi vi igennem generationer har besluttet os for at finde vores egen vej til, hvordan Danmark bliver det dejligste land at leve i.

Cigarsorterere og typografer skabte Danmark

Hvis vi endelig skal finde en nationalsjæl i den H.C. andersenske eventyrportefølje, har jeg altid set os danskere som Klods Hans. Vi er et forfaldent imperium med fordrukne konger og sandede jorder. Vi taber altid i krig, og englænderne har taget vores flåde. Vi taler et fladt og simpelt bondesprog uden systematik, og vores samfundsform er udtænkt af cigarsorterere og typografer.

Vi taler et fladt og simpelt bondesprog uden systematik, og vores samfundsform er udtænkt af cigarsorterere og typografer.

Men det er som om, det kun er alle andre, der kan se det. Vi danskere er ligeglade. Vi synes, det lyder fint. Vi rider videre på gedebukken og tror, det er en araberhest. Hvis jorden er sandet, bruger vi den til at dyrke kartofler. Og når vi ikke er så mange, så passer vi til gengæld ekstra godt på hinanden.

Vi besluttede os for at tage prinsessen og kongeriget og det hele. Ikke som i andre nationer, hvor man kiggede dybt i teoribøgerne i deres statsopbygning. Vi danskere så i stedet ud af vinduet. Byggede Danmark op med snusfornuft og gåpåmod. Med tryghed og frihed og kort afstand mellem hinanden. Og når de kloge hoveder sagde, at det kunne ikke lade sig gøre, så lod vi snak være snak og gjorde det alligevel.

At stege krager i en træsko

Vi anerkendte tidligt, at en grim ælling ikke bliver til en svane af sig selv. Men at hvis man gør sig umage, så kan man godt stege krager i en træsko.

Danmark er klodshansernes rige

Hvis man kan tale om en dansk folkesjæl, så er det, at Danmarks er klodshansernes rige. Vi er usnobbede og ligefremme. Vi tror på, at vi nok skal finde en vej til lykkens højbord. Uanset hvad alle de rige, de fine og de smukke så i øvrigt synes om det.