Danmark giver tusinder af arbejdspladser til franskmænd, tyskere og Italienere

Der foretages i disse år milliardinvesteringer i offentlige infrastrukturprojekter. Midlerne skal stimulere den danske økonomi og beskæftigelse; og vi skal herigennem styrke vores globale konkurrenceevne og sikre arbejdspladser.
I Danmark udbydes store offentlige investeringer sædvanligvis samlet. Det betyder, at opgaverne oftest bliver udliciteret til internationale koncerner. Danmark sender derfor arbejdspladserne sydpå. Det er ikke fremmende for det danske erhvervsliv.

De internationale koncerner anvender i meget stort omfang egne underleverandører. Væsentlige dele af projekterne bliver dermed ikke udsat for konkurrence. Mange opgaver risikerer derfor at blive dyrere.

Udbudsforvaltninge skal ændres
Vi skal sikre, at de store projekter styrker de danske videnstunge service- og industrivirksomheder. Projekterne skal gavne den danske konkurrenceevne, det danske erhvervsliv og dermed det danske samfund i en globaliseret verden.

Den danske udbudsforvaltning skal ændres. Der skal åbnes mulighed for at opdele projekterne i delprojekter, som vil reducere det enkelte projekts omfang. Det vil betyde åben konkurrence for delprojekterne, og at små og mellemstore danske virksomheder kan byde på opgaverne.

Infrastrukturinvesteringer skal give danske arbejdspladser
Vi skal bruge infrastrukturprojekterne til at udvikle danske virksomheder. Femernbælt, det danske banenet, metroudbygningen i København, letbaneprojekterne i Aarhus, Aalborg, Odense og København samt de nye supersygehuse burde alle give større beskæftigelse til dansk arbejdskraft og vigtige erfaringer til danske virksomheder.

Det er samfundsmæssigt vigtigt, at små og mellemstore danske virksomheder i videst mulig omfang sikres adgang til de store offentlige projekter. Og virksomhederne findes! Der er en skov af konkurrencedygtige danske virksomheder, der besidder relevant specialviden og dybe spidskompetencer og er kvalificerede til at bidrage.

 
Simon Simonsen er Socialdemokratisk Folketingskandidat i Indreby. Han har arbejdet som underviser, forsker og leder i sundhedsbranchen de sidste 15 år. Simon er uddannet filosof og har skrevet en Ph.d. i sundhedsvidenskab.
I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til Folketinget for første gang, skrive en klumme med deres politiske visioner

Simon Simonsen er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet

Annonce