Danmarks krigsvillighed må stoppe nu

Jeg har det stilfærdige håb, at Socialdemokratiet vil trække Danmark væk fra rollen som et af de mest krigsvillige lande i Europa. Bortset fra Storbritannien og Frankrig er Danmark det mest krigsvillige land i Europa. Vi er der altid.
Amerikas republikanske forsvarsminister James Mattis kom i denne uge så hurtigt forbi København, at jeg slet ikke nåede at give ham en kopi af det udkast til socialdemokratisk principprogram, der ventes vedtaget på kongressen til september. Jeg har nemlig det stilfærdige håb, at Socialdemokratiet vil trække Danmark væk fra rollen som et af de mest krigsvillige lande i Europa.

Jeg har det håb, at S vil trække Danmark væk fra rollen som et af Europas mest mest krigsvillige lande

Hvis jeg læser udkastet til Socialdemokratiets principprogram rigtigt, så er den socialdemokratiske grundholdning ikke den samme automatiske støtte til krigshandlinger, som springer fra en de nuværende regeringspartier og støttepartiet DF, men oprindeligt med Anders Fogh Rasmussen som den ideologiske ophavsmand. Det var ham, der efter ødelæggelsen af Irak sagde, at Danmark trak sig ud fordi opgaven var løst. Fake news.

Tirsdag var både forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ret tæt på nye tilsagn til USA om en mere aktiv rolle i Afghanistan. Det er selv samme Afghanistan, hvor vi tidligere havde placeret det største antal soldater og har modtaget de største tab vurderet i forhold til deltagernes landestørrelse og befolkningstal.

I udkastet til det socialdemokratiske principprogram står der: ”Når det gælder militære trusler og sikkerhedsspørgsmål, er NATO vores vigtigste alliance. Det er herigennem, at vi nyder den primære beskyttelse af vores eget land og territorium. Det er også igennem NATO, at vi kæmper skulder ved skulder med allierede i de tilfælde, hvor militær indgriben mod lande eller terrorgrupper kræver det.”

Danmark er kommet i dårligt selskab
Bortset fra Storbritannien og Frankrig er Danmark det mest krigsvillige land i Europa. Vi er der altid. Vi kommer først og størst og bliver der længst. Bagefter får vi fortællingen om, at det gik godt.

Det nye principprogram for Socialdemokratiet lægger op til en vis vurdering af, at det skal være gennem NATO vi yder tilsagn om at stå skulder ved skulder, og det skal være sådan at indgrebet skal være påkrævet. Ikke noget stramt krav, men alligevel sådan at indgriben  skal være så nødvendigt, at alle kan se nødvendigheden og andre udveje er forsøgt først.

Jeg mener ikke vi skal yde mere i Afghanistan. Vi er der jo stadig.

Hvis vi ser på de aktuelle krigshandlinger principielt rettet mod terrororganisationen islamisk stat i Irak og Syrien så er der frem til 3. maj 2017 gennemført over 12.561 angreb i Irak og 8.504 i Syrien. USA’s partnere i Irak er Australien, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland og Storbritannien. I Syrien er Danmarks allierede USA, Australien, Bahrain, Canada, Frankrig, Jordan, Holland, Saudi Arabien, Tyrkiet De Forenede Arabiske Emirater og Storbritannien. 23 EU-lande ser altså  ikke fornuften i at være med på samme aktivitetsniveau som Danmark.

Danmarks nye venner: diktaturstaterne
Bahrein, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater er vores nye venner der, og så kan man jo undre sig over, at vores forsvarsforbehold i EU forhindrer os i at bære uniform med de 12 gule stjerne på den blå bund, men ikke har forbehold for alliancen med diktaturstaterne.

Når jeg skriver rettet mod islamisk stat er det for at minde om, at nogle lande meget tidligt støttede oprørsgrupper for at få fremkaldt et regimeskifte. USA var tidligt involveret.

I aktionen mod Libyen deltog Danmark sammen med 8 andre EU-lande. 19 EU-lande så ikke fornuften i at være med. I angrebet på Irak i 2003 deltog Danmark sammen med 14 andre EU-lande – eller de lande, der var på vej ind. 9 andre i EU-kredsen så ikke fornuften i at være med. I Afghanistan deltog  Danmark sammen med 11 andre  af de nuværende EU-lande. 17 af de andre lande i EU-kredsen så ikke fornuften i at være med.

Vi bomber os til mere ekstremisme
Jeg har i sammenlagt fem år arbejdet med genopretningsarbejdet efter krigene i Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen og Bosnien.

Jeg tror og frygter at vi bomber os til mere ekstremisme, flere terrorister, mere had. Det skete i Irak I. Det skete i Libyen.

Vi gør det måske igen i Irak II og Syrien og Afghanistan II, som vi fik invitation til i denne uge.

Vi trak os ikke ud fordi opgaven var løst, men fordi vi sad fast i kviksandet

Den første Irak-krig skabte en ny balance med nye militser, som myrdede løs i ly koalitionen. Det var Anders Fogh Rasmussens krig, George Bush og Tony Blairs krig, der skabte islamisk stat som en reaktion på vores venner i militserne. Vi trak os ikke ud fordi opgaven var løst, men fordi vi sad fast i kviksandet.

Vi skal være mere som Norge;  et aktivistisk fredsland
Og her kommer jeg så tilbage til  S-udkastet til nyt principprogram: "Danmark skal også fortsat engagere sig i globale problemstillinger. Bilateralt kan vi gøre noget, men først og fremmest skal vi søge indflydelse via FN, når det handler om at sikre udvikling, fred, stabilitet og menneskerettigheder".

Tænk, hvis vi blev et aktivistisk fredsland som Norge.

Ja tænk, hvis vi blev et aktivistisk fredsland som Norge.

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook