Ifølge OECD var Danmark det mest lige land i 2009

Når vi måler uligheden i Danmark med det mest gængse mål, Gini-koefficienten, kan vi iagttage, at uligheden stiger. Ifølge OECD var Danmark det mest lige land i 2009. Syv år senere er Danmark hoppet syv pladser ned, jævnfør nedenstående oversigt.

Kilde: OECD Stat, Income Distribution and Poverty

Bemærk at hvis vi bruger Eurostats opgørelse over Gini-koefficienten (der ligesom Danmarks Statistik inkluderer lejeværdi af egen bolig i indkomsterne), rykker Danmark ned på en 10. plads. Dermed bliver Danmark mere ulige end Belgien, Sverige og Østrig.

Behov for et nyt ulighedsmål?

Imidlertid er det lige meget, hvilken af de to opgørelser vi bruger. Begge undervurderer omfanget af – og stigningen i – uligheden i Danmark.

Gini-koefficienten er meget følsom overfor udsving i de midterste indkomster, og mindre følsom overfor udsving i yderspektret af indkomsterne. I Danmark har de fleste almindelige lønmodtagere ikke oplevet nogen betydende ændring i deres indkomstandel i mange år. Den stigende ulighed i Danmark opstår ved, at den øverste ene procent af indkomsterne beslaglægger en stadig større del af hele samfundets indkomstfremgang, mens der bliver tilsvarende mindre til den fattigste halvdel af befolkningen.

Vi har brug for et mål, der indfanger præcis den udvikling, der sker i Danmark

Ændringerne i indkomstfordelingen i Danmark følger et mønster, der kun i begrænset omfang lader sig registrere af Gini-koefficienten. Vi har brug for et mål, der indfanger præcis den udvikling, der sker i Danmark. Jeg foreslår derfor et nyt ulighedsmål, Asmussen-koefficienten.

Det nye ulighedsmål udtrykker, hvor mange gange højere den rigeste ene procents indkomst er i forhold til lavindkomsterne, der defineres som den fattigste halvdel af befolkningen (minus de ti procent fattigste, som jeg forklarer til sidst i indlægget). Det nye ulighedsmål er skarpere end Gini-koefficienten, fordi det fokuserer på den rigeste ene procent af befolkningen. Når vi aflæser Asmussen-koefficienten ved vi, at vi ser hvor meget topindkomsterne går frem på bekostning af lavindkomsterne. Når vi aflæser Gini-koefficienten ved vi, at uligheden stiger, men ikke hvordan. Vi ved ikke, hvem der vinder, og hvem der taber.

På samme måde som Gini-koefficienten har Asmussen-koefficienten den fordel, at den kan udtrykkes med ét tal. På den måde er det muligt at måle stigningen i uligheden over tid og i forhold til andre lande på kun én graf. Det har jeg gjort nedenfor.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken, samt Eurostat, Income Distribution.

Med Asmussen-koefficienten kan vi se det, som kun var antydet med Gini-koefficienten. Modsat tendensen i euro-landene har Danmark oplevet en markant stigning i uligheden siden årtusindskiftet, og er nu mere ulige end euro-landene som gennemsnit.

APPENDIKS: DET TEKNISKE

Asmussen-koefficienten beregnes således:

Lavindkomsternes indkomstandel er summen af den samlede indkomstandel for andet indkomstdecil + tredje indkomstdecil + fjerde indkomstdecil + femte indkomstdecil (de 10-50 pct. laveste indkomster). Dette tal deles med 40, eftersom der er 40 gange så mange personer med i denne gruppe som blandt topindkomsterne, der udgøres af den rigeste ene procent i indkomsthierarkiet.

Når de 10 procent fattigste ikke tælles med, er det fordi, denne gruppes indkomstandel trækkes ned, hvis en person der året før befandt sig blandt den rigeste procent af indkomsterne, i det efterfølgende år lider tab, og har negativ indkomst. Ved at udelade de fattigste 10 procent af lavindkomsterne undgår jeg, at meget rige menneskers tab registreres som et fald i fattige menneskers indkomst.