Annonce

Danmarksdemokraterne er nu i Aarhus Byråd, natteravne i 25 år og Nordjylland er klar til snestorm

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I denne ugens første udgave af ’Aktuelt’ skal vi forbi Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som har gjort deres indtog i byrådet i Danmarks næststørste by.

Derudover har en gruppe gulklædte frivillige arbejdet for at skabe mere tryghed i nattelivet i et kvart århundrede.

Til sidst er der varslet snestorm over dele af Danmark, og selvom togafgange er blevet aflyst og folk er blevet opfordret til hjemmearbejde tirsdag, så er Beredskabsstyrelsen, som navnet antyder, beredte.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Danmarksdemokraterne får plads i Aarhus Byråd

Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne er nu også repræsenteret i byrådet i Aarhus. Det Løsgængeren Jakob Søgaard Clausen har nemlig netop meldt sig ind i partiet. Han er desuden tidligere medlem for Dansk Folkeparti.

Det skriver Avisen Danmark.

”Jeg har haft nogle gode drøftelser med Danmarksdemokraterne. Og jeg er glad for at kunne sige, at jeg nu repræsenterer dem i Aarhus Byråd,” siger Jakob Søgaard Clausen i en pressemeddelelse.

Medlemskabet af Danmarksdemokraterne kommer ikke som den helt store overraskelse, da Jakob Søgaard Clausen også støttede partiet op til folketingsvalget i efteråret.

 

Natteravne i 25 år

Når de unge mennesker er ude i byen for at more sig ud på de sene timer, så kan de ofte møde Natteravnene i deres gule jakker.

Med bolsjer og kondomer i lommerne står de klar med en hjælpende hånd, en snak eller et kram for at skabe tryghed i nattelivet.

Projektet Natteravnene, som hører under Fonden for Socialt Ansvar, kan mandag fejre 25-års jubilæum.

Det skriver Jyllands-Posten.

”Der vil altid være unge mennesker, og der vil altid være fest i gaden og problemer i natten, så jeg kan ikke forestille mig, at behovet for Natteravnene bliver mindre,” siger Thit Aaris-Høeg, direktør for Fonden for Socialt Ansvar, til Jyllands-Posten.

 

Beredskabet gør klar til snestorm i Jylland

Jylland og især den nordlige del ser ud til at blive ramt af snestorm fra mandag aften og henover tirsdag.

Men Beredskabsstyrelsen er klar til snevejret. Det skriver Ritzau, ifølge DR.

” I den aktuelle situation har vi klargjort et par spidsplove ved vores center i Thisted, så vi kan komme frem eller assistere andre beredskabsmyndigheder med at komme frem, siger Hans Bruhn, vagthavende officer ved Beredskabsstyrelsen, til Ritzau.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet