Danmarksrekord i politisk misbrug af besættelsestiden

Den 3. maj var det Morten Messerschmidt og Søren Espersen, der forsøgte at sætte ny Danmarksrekord i politisk udnyttelse af besættelsestiden
Foto: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Vi skal til det om fem år igen – runde 9. april 1940 og 5. maj 1945 – ikke så runde mindedage som i år, halvrunde men formentlig mere af den form for historieskrivning som misbruges i en politiske sammenhæng. Mit spørgsmål er, hvornår vi kommer så langt, at vi folk og land bestræber os på at skabe, forstå og acceptere det retvisende billede af begivenhederne i 1864 og 1940-1945.

Ny Danmarksrekord i politisk udnyttelse af besættelsestiden

3. maj var det Morten Messerschmidt og Søren Espersen, der forsøgte at sætte ny Danmarksrekord i politisk udnyttelse af besættelsestiden. I en kronik i Berlingske var deres forslag, at det officielle Danmark med samarbejdspartierne Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative i spidsen burde ”give ikke bare modstandsbevægelsen, men hele den danske befolkning en undskyldning.”

For nemt at udråbe forhandlingspolitikken som makværk

De fik også gjort modstandsbevægelsen ganske stor med følgende afsnit: ”Men modstandskampen er ikke en fjern fortid. Flere af de kæmpende er stadig iblandt os. Og næsten hver og en af os har alle familiemedlemmer, der på den ene eller anden måde tog aktiv del i modstanden.”

Jeg har ikke begreb om matematik og skal holde mig helt fra at regne ud, hvor mange der ville have deltaget i den aktive modstand, hvis hver eneste familie kan regn tilbage og hive en af sine egne frem. Jeg interesserer mig mere for logik, og hæfter mig ved, at hvis vi alle er i familie med den aktive modstand, så er det lidt ejendommeligt at både Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative skylder en undskyldning til hele den danske befolkning. I min logik trækker det op til, at 90 procent af den danske befolkning skylder en undskyldning til 100 procent af os alle – formentlig fratrukket nogle nytilkomne, der har deres rødder et andet sted.

Man kan ikke i god tro tale om forhandlingspolitikken som politikernes makværk, som der nu skal undskyldes for

Man kan ikke i god tro tale om forhandlingspolitikken som politikernes makværk, som der nu skal undskyldes for. Partierne fik hver især deres godkendelse af deres indsats ved folketingsvalget i 1943. Konservative og Socialdemokrater gik lidt frem, Venstre og Radikale meget lidt tilbage, og valgdeltagelsen var høj (Forbuddet mod DKP udgør et særligt spørgsmål, som ikke forfølges her).

Skamløst 

Skamløst skrev en provinsredaktør forleden, at han havde kigget i sin avis fra 1940-1945 og konstateret, at hans forgængere havde gjort det godt… modige journalister og redaktører trodsede krav om censur og trusler på livet for så præcist som muligt og med de kilder, der nu var til rådighed, at berette om verden, den var…

Nå, hvis aviserne gjorde det så godt, så kunne man måske have sparet sig alle de duplikerede illegale blade.

Berlingske 1942 på samme måde som de øvrige aviser roste Buhl i 1942

Berlingske Tidendes debatredaktør gik på samme måde som Espersen og Messerschmidt efter socialdemokraten Vilhelm Buhl, der år for år bliver mere og mere kontroversiel for sin antisabotage-tale i september 1942. Det var lidt sjovt at læse, at Berlingske 2020 tog markant afstand fra Buhl 1942, mens Berlingske 1942 på samme måde som de øvrige aviser roste Buhl i 1942. Revisionisme eller historieløshed?

Selvfølgelig har det forholdsvis nye maleri i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg været en provokation, fordi man ser Buhl som en slags skipper og central i redningen af de danske jøder. Det kunne man have sparet Buhl for. Det er ikke retvisende, og mange skal dele æren for den aktion, der virkelig var ærefuld for dansken som folk.

Modstandsmand med tilbagevirkende kraft?

Jeg har tidligere her på piopio anmeldt historikeren Niels Wium Olsens bog Modstand, hvor han anbefaler, at vi betragter årene 1940-1945 som et stykke almindelig Danmarkshistorie og opgiver tanken om at se besættelsestiden som et højt besunget nationalt klenodie. Det skrev jeg et par uger før de nationale mindedage, og nu et par uger efter de nationale dage kan det så konstateres, at det er alt for svært for alt for mange at stræbe efter det retvisende billede.

Man kan ikke blive modstandsmand med tilbagevirkende kraft

Vi bar os ganske dumt ad i 1864. Det kan ikke siges for tit. Vi kom gennem besættelsestiden med forhandlingspolitikkens pragmatiske tilpasning, som de gamle partier tog ansvaret for gennem samarbejdspolitikken. Og med den åbne konflikt og afstand til besættelsesmagten, som fulgte efter bruddet 29. august 1943. Det er ikke min tanke at gøre status for hverken den ene eller den anden periode. Historiens dom forhaster sig ikke, men derfor kan man jo godt ærgre sig over alle forsøg på politisk udnyttelse af historien.

Man kan ikke blive modstandsmand med tilbagevirkende kraft. Det var bare det, jeg ville sige.

Poul Smidt er journalist og forfatter, medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Han har skrevet kapitlet om Vilhelm Buhl i Statsministre – 8 socialdemokrater, Arbejdermuseet 2009, og har besættelsestiden og Buhl med i biografien om Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister, Gyldendal 2016.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er ikke overraskende, at Morten Messerschmidt og Søren Espersen smykker sig med andres fortjenester.
Det overraskende er, at de historieløse ikke vil tage ved lære. Her tænker jeg selvfølgelig bl.a. på Thomas og alle hans aliasser.

Fordi man ikke var modstandsmand, er det jo ikke ensbetydende med at man støttede op om samarbejdet imellem de danske politikere og nazisterne!

Det ville klæde magt partierne at give en undskyldningen for den plet på Danmarks historien, og særligt Socialdemokraterne for deres forfalskning af Danmarks historien!

Vi er stadig mange pårørende til personer hvor nazismen havde forfærdelige konsekvenser, og der burde ikke tages let på sådan en sag!
At DF så bare skal lukke røven, eftersom de ikke eksisterende på daværende tidspunkt, og derfor har utrolig let ved at pudse glorien er en helt anden ting!

Nu kunne jeg godt lide at vide, hvilken årgang Poul Smidt er. Det ville forklare, hvorfor har tager så let på dette her. Under krigen var det ramme alvor. Jeg tror også, at Poul Smidt er uvidende om hvor mange mennesker, der deltog som bagland for modstandsbevægelsen. Der var kvinder, der gav husly for en enkelt nat for en anonym modstandsmand eller pårørende til en modstandsmand, hvor der i begge tilfælde var tale om folk, der gik ”under jorden”, som man sagde dengang. Kvinder eller folk i almindelighed, som aldrig er blevet nævnt i nogen opgørelse over, hvem og hvor mange, der var med i modstandskampen. De var alle væsentlige. Apologeterne for Socialdemokraterne og De Radikale har jo vist sig at interessere sig mere for deres egne små Hassan’er, end for de upolitiske medborgere, der satte livet til i modstandskampen. Og sandheden er jo, at socialdemokrater og radikale havde sort samvittighed over egen handlemåde, men det forhold har de jo altid været for store kujoner til at delagtiggøre offentligheden i. I politik er der altid mellemregninger, men næsten altid er det slutresultater, offentligheden bliver præsenteret for – aldrig mellemregningerne. På den måde er mange politikere nogle harer og nogle krystere – aldrig vil de indrømme, at de er mennesker med svagheder, og en stor del af deres magtudøvelse hviler på denne manglende indrømmelse. For en politiker er det værste at få det eftermæle, at han/hun var ”en svag politiker”. Det at få eftermælet ”et ordentligt menneske” er ikke i samme grad eftertragtet blandt politikere. Jeg er sådan set lidt ligeglad med Morten Messerschmidt og Søren Espersen, men hvis vi nu lige et øjeblik ser bort fra, at det er dem, der har rejst kravet, har de så ikke en pointe? Jo, de har. Men de overser det faktum, at det ikke ligger i politikeres ethos at undskylde nogetsomhelst. Som eksempel herpå kan vi jo netop tage Dansk Folkeparti. Hvornår har Morten Messerschmidt undskyldt egne svindlerier og groteske magtovergreb i forbindelse med MELD- og FELD-sagen? Hvornår har partiets ledelse undskyldt egen manglende indgriben i denne sag på et tidligt tidspunkt? Næh, når man tænker på, hvor mange politiske svinagtigheder, der gennem vor tid er begået, så ville det ikke være til at skære sig igennem for undskyldninger. I stedet er der kø ved håndvasken, hvilket måske er meget godt i disse coronatider – bare folk holder afstand.