Dansen om den corydonske totem

Mediekritik: Det værste der kunne ske for Noa Redington ville være, hvis dem der afløste Helle, Bjarne og ham selv fik succes.
Optændt af det bedrevidende menneskes hellige ild danser politisk kommentator Noa Redington videre rundt om den corydonske fallostotem. En totem rejst på den uargumenterede ’nødvendighedens politik’.

 Politisk kommentator Noa Redington danser videre rundt om den corydonske fallostotem

Her opstår politiske handlinger aldrig fordi samfundets udfordringer byder det, eller fordi borgere i det danske samfund efterspørger dem. Politiske handlinger bliver dikteret af en ’nødvendighed’, som kan aflæses i et regneark eller genfindes i teoretiske modeller.

Ingen kan spejle sig i argumenter eller værdier, men som et syndigt eller enfoldigt barn skal man bøje sig for den strenge faders udlægning af ordene ”ansvarlig” og ”nødvendig”.  Ingen forstår det, ingen kan forklare det – men forsvare det, det gør Noa.

Som et syndigt eller enfoldigt barn skal man bøje sig for den strenge faders udlægning of ordene ”ansvarlig” og ”nødvendig”

Det seneste råd fra Noa Redington er begået hos Politiken, hvor han under kampråbet ’ansvarlighed’ kræver, at Socialdemokratiet uanset hvad skal bide i det ’sure pilrådne æble’ for at indgå i medieforliget. Offerviljen skal dække alt. Både historiske resultater, politiske værdier og egne holdninger skal kastes på ’ansvarlighedens bål’, så man kan komme med i forliget.

Puljetyranniet knuste socialpolitikken – er medierne næste offer?
I Politikens spalter spørger Noa Redington selvsikkert om medieforliget: ”Kan man sige nej til en public service-pulje på 400 millioner?” Tja. Lige nu er der jo ingenting at komme efter, fordi rammen ligger fast. Og hvis man omvendt kigger på, hvordan puljetyranniet har smadret store dele af social- og kulturpolitikken, så ville man måske tænke sig om en ekstra gang.

Sagen er, at der ingen visioner eller konkrete forbedringstiltag er at stemme for, og regeringen (og Dansk Folkeparti) skal give sig meget, før der overhovedet er noget, som nogen kan se er noget værd.

Hvis man omvendt kigger på hvordan puljetyranniet har smadret store dele af social- og kulturpolitikken, så ville man måske tænke sig om en ekstra gang.

På bundlinjen vil højrefløjen ødelægge den vigtigste public service-institution i Danmark for at give 13 kroner og 83 øre i skattelettelse om måneden. Det er både dårlig forretningsførelse og uforsvarligt. Så derfor skal man ikke stille sig derhen, hvor man skal forsvare det. Hvis Noa Redington havde forstået og kendt til grænserne for ,hvad et socialdemokratisk parti kan, havde vi måske stadig haft en rød regering.

Adlyd altid din meal-ticket
Men den lange sang om, hvorfor det er klogt at gøre noget dumt (den misforståede ansvarlighed), bliver Redington ikke særligt overraskende et ekko af den administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.

Ørskovs sejr som hovedlobbyisten for de private dagblade vil være total, hvis Ørskov uredigeret kunne få Socialdemokratiet til at stemme for sin kyniske kampagne. En kampagne der bygger på at ’de uafhængige danske medier, hver dag producerer væsentligt mere indhold af public service-karakter, end statens medier gør” og derfor bør føre til en nedsabling af især DR.

Ørskovs sejr som hovedlobbyisten for de private dagblade vil være total, hvis Ørskov uredigeret kunne få Socialdemokratiet til at stemme for sin kyniske kampagne

Spørgsmål er bare, hvorvidt det er ’ansvarligt’ at skære ned på alle public service-medier, nedprioritere det dansksprogede indhold, svække de regionale medier og rundbarbere DR. Måske det bare er en dårlig ide og det eneste, der er direkte uansvarligt.

Budskaberne fra Ørskov kan man være uenig i eller ej, men Noa Redington bærer stolt sin arbejdsgivers argumenter. Medieforliget er blot endnu en lejlighed til at vise, hvor stiv og rank ’ansvarlighedens’ totem stod dengang, HAN traf upopulære beslutninger hver dag og var stolt af det hver gang. Dong-salg og selskabsskatten kunne være eksempler på de upopulære forslag. Måske fordi den slags var det eneste, der var at være stolt af?

Omrejsende rådgiver i dårlige råd
Noa Redington er gennem sine skriverier på Politiken og udfald på TV2 News blevet forsanger i et enmandsorkester, der excellerer i velformulerede spydigheder til det parti, der ikke længere vil vide af ham, og som fortsat er martret af hans dårlige rådgivning. Hans repertoire er konstante henvisninger til, hvordan Socialdemokratiet er gået i stå og blevet bange for reformer, efter han forlod det.


Kilde: Overskrift fra Noa Redington i Politiken den 15. maj 2017

Den giftige rådgivning til Socialdemokratiet er en evig opfordring til at gøre upopulære og decideret forkerte ting. Redington synes at være blevet en omrejsende rådgiver i råd, der kun vil rykke Socialdemokratiet væk fra magten og lade Lars Løkke beholde nøglerne til regeringskontorerne.

Redington synes at være blevet en omrejsende rådgiver i råd, der kun vil rykke Socialdemokratiet væk fra magten og lade Lars Løkke beholde nøglerne til regeringskontorerne

Det er lige netop her, Noa Redingtons største problem som operatør i dansk politik åbenbarer sig; det politiske projekt sidder slet ikke fast i ham. Der er masser af manøvrer, taktik og bureaukratisk nødvendighed som naturlov, samt en smule pøbellefleri. Men han er et apolitisk menneske.

Historien skriver den endelige gravskrift
Når alt det er sagt, så har Noa Redington bestemt også sine styrker. Hans evne til at holde fast i en linje og en tid, der for længst er forsvundet, er bemærkelsesværdig. Han er den sidste Corydonist. Og egentligt skal han roses for en loyalitet, der rækker så langt, at han er den eneste, der stadig lovsynger et politisk projekt, der kørte udover kanten ved valget i 2015.

Og så må man samtidig konstatere, at Redington var kommunikationsrådgiver for den mest isolerede og dårligst kommunikerende S-ledelse nogensinde. Nu gør Noa Redington, tvunget af nødvendighedens politik og sit eget renomme, alt hvad han kan for at trække den nuværende S-ledelse med ned.

Han skal roses for en loyalitet, der rækker så langt, at han er den eneste der stadig lovsynger et politiske projekt, der kørte udover kanten ved valget i 2015.

Når han i Politiken sviner Socialdemokratiets kommunikationsevne for at svare til vildledningen af turister på Rådhuspladsen, så kunne man også spørge; hvorvidt han selv mener, at Hindbær-Helle eller frikadelle-krigen er hans største politiske bedrift? Eller man kunne spørge hvilke stærke ideologiske og politiske udmeldinger han ellers gerne selv vil huskes for?

Det værste, der kunne ske for Noa Redington, ville være, hvis dem, der afløste Helle, Bjarne og ham selv, fik succes. Det ville være den endelige gravskrift over hans evner som rådgiver.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce