Dansk Arbejdsgiverforening leger med ilden

Måske har du set det den seneste tid, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) fortæller dig, at stress ikke er så stort et problem i Danmark, som vi går og tror – og at når det alligevel er et problem, skyldes det nok mest dit eget privatliv.

Det er en farlig leg.

Lad mig starte med tallene, for de er vigtige. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at arbejdsrelateret stress hvert år koster det danske samfund 54,6 milliarder kroner i tabt velstand og sænker arbejdsudbuddet med 55.600 fuldtidspersoner. 

Det er ikke en anekdote. Det er en samfundsøkonomisk katastrofe, der udspiller sig i ro og mag år efter år.

Det er ikke et nicheproblem. Det er en folkesygdom

DA fortæller, at ”kun” seks procent af danske lønmodtagere oplever et højt stressniveau. Seks procent lyder ikke af meget, vel?

Men i virkeligheden er det ca. 180.000 lønmodtagere – 180.000 personer, som oplever et så højt stressniveau, at de ifølge sundhed.dk bør overveje akutte tiltag, herunder sygemelding fra deres job. 

Læs også:S-profil: Her er din iskolde business case for at gøre noget ved stress

Yderligere har hver tredje lønmodtager et stressniveau, som sundhedsmyndighederne betegner som bekymrende. Det er cirka én million danskere. Det er ikke et nicheproblem. Det er en folkesygdom.

Og alligevel vælger DA at indikere, at stress ikke er så alvorligt et problem, som nogle gør det til. 

Åbenheden om stress er skrøbelig

Det er selvfølgelig rigtigt, at livet uden for arbejdet kan spille ind på vores stressniveau. Det har ingen nogensinde benægtet. 

Men der er en verden til forskel på at anerkende den nuancerede virkelighed og så – som DA gør – at bruge den nuance til systematisk at flytte ansvaret væk fra arbejdspladsen og over på den enkelte medarbejder.

Særligt grelt er det, når DA bruger data om, at unge kvinder er hårdest ramt af stress, til at antyde, at det skyldes mange bagvedliggende faktorer, som arbejdspladsen sjældent har kontrol over. 

Vi har i årevis kæmpet for at gøre det mere acceptabelt at sige højt, at man ikke har det godt

Unge kvinder er overrepræsenterede i midlertidige stillinger, oplever seksuel chikane i langt højere grad end mænd og er ringere lønnet. De skal stå mere på tæer for at gøre sig gældende. Det er strukturelle arbejdsmarkedsproblemer – ikke private.

Noget andet, som virkelig bekymrer mig ved DA’s kampagne, er den kulturelle skadevirkning, som jeg frygter den fører med sig.

Vi har i årevis kæmpet for at gøre det mere acceptabelt at sige højt, at man ikke har det godt. At tale med sine kolleger om pres og mistrivsel. At gå til sin leder, inden det er for sent. 

Læs også:Hvorfor plejer Dansk Arbejdsgiverforening fagbevægelsens interesser fremfor arbejdsgivernes?

Den åbenhed er skrøbelig. Den er opbygget over tid og kan hurtigt nedbrydes igen, hvis det dominerende signal fra arbejdsgiversiden er, at stress egentlig er dit eget private anliggende.

Forebyggelse virker. Hvis vi som samfund blot nedbragte den arbejdsrelaterede stress med 20 procent, ville det forbedre de offentlige finanser med 1,5 milliarder kroner om året og løfte arbejdsudbuddet med over 11.000 fuldtidspersoner. 

Det svarer til en arbejdsudbudsreform af betydelig størrelse – opnået ikke ved at skrue på pensionsalder eller dagpengesatser, men ved at skabe bedre arbejdspladser.

Det er den vej, vi bør gå. Ikke den vej DA anviser.