Dansk Folkeparti må have kendt til Messerschmidts misbrug

Analyse: Dansk Folkeparti har finansieret deres sommergruppemøder ved, at Morten Messerschmidt uberettiget har skaffet EU-støtte til møderne. Det virker helt usandsynligt, at DF ikke kendte til misbruget.
Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt er endnu engang i søgelyset. Og ikke for det gode vel at mærke. Danmarks Radio kan afsløre, at Dansk Folkepartis spidskandidat ved europaparlamentsvalget Morten Messerschmidt endnu engang har misbrugt EU-midler.

Det drejer sig om 200.000 kroner, som Morten Messerschmidt øjensynligt uberettiget har fået udbetalt, og som har finansieret Dansk Folkepartis sommergruppemøder. For at undgå kontrol fra EU-Parlamentet har Morten Messerschmidt oplyst, at pengene er gået til en ”konference”.

I løbet af søndagen vil vi givetvis se, at Dansk Folkeparti tager skarp afstand fra Messerschmidt. Han har været i fedtefadet før, fordi han har haft en lidt for lemfældig omgang med EU-midler. Det har givet ham ridser i lakken, men Dansk Folkeparti har endnu ikke lagt ham på is.

Men fejl og møgsager som dem, Messerschmidt har været indblandet i, får man ikke lov til at lave to gange. Derfor vil vi søndag se Dansk Folkeparti tage kraftigt afstand fra Messerschmidt, og vi kan nok godt tillade os at regne med, at han er dead man walking. Al sandsynlighed taler for, at tålmodigheden med ham er brugt op, og at hans politiske karriere er slut.

Den historie er interessant nok i sig selv. Stjerneskuddet, det politiske talent, stemmeslugeren Morten Messerschmidt, der ikke kunne kende forskel på EU’s og Dansk Folkepartis penge og derfor endte med at køre sin politiske karriere ud over afgrunden.

Det er bare også en historie, der er det mindste af to onder for Dansk Folkeparti. Og derfor er det den historie, de gerne vil fortælle. At det var Messerschmidts værk. At han misbrugte EU-midler. At de smed ham på porten.

Især ønsker Dansk Folkeparti at fortælle dén historie, fordi det skygger for det helt åbenlyse spørgsmål:

Hvem modtager 200.000 kroner i EU-støttemidler for at holde sommergruppemøde uden at rynke brynene? Det kan jo ikke være gået Dansk Folkeparti ubemærket hen, at Morten Messerschmidt har givet dem en check på 200.000 kroner, og de må jo have vidst, at de ikke havde holdt noget EU-arrangement, der kunne begrunde, at de havde fået de penge.

Enhver, der har beskæftiget sig med at organisere ting i politik ved, at hvis man laver arrangementer, der handler om EU, kan der være støttekroner at hente. Enhver ved også, at et sommergruppemøde, hvor man udveksler sommerferiehistorier og planlægger det politiske efterår, ikke er et EU-arrangement.

Alle alarmklokker burde altså have ringet hos ledelsen i Dansk Folkeparti, da der pludselig tikkede 200.000 Messerschmidt-kroner ind på kontoen. Hvorfor reagerede de ikke? Hvem vidste, at Dansk Folkeparti havde fået de penge? Hvor langt op i Dansk Folkepartis ledelse var man bekendt med, at partiet modtog EU-støtte, de helt åbenlyst ikke var berettiget til? Hvor mange har dækket over Messerschmidts misbrug af EU-midler? Dét er de centrale spørgsmål, offentligheden mangler svar på.

I morgen vil vi givetvis se Morten Messerschmidts politiske blive gennemhullet. Spørgsmålet er bare, hvem han har taget kuglerne for.

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce