Dansk Folkeparti: Udlændingepolitik trumfer alt

Stramninger af udlændingepolitikken er vigtigere end alt andet, lød meldingen fra Dansk Folkeparti efter partiets sommergruppemøde. Dermed er der åbnet op for en skatteaftale med blå blok senere i efteråret.
Dansk Folkeparti er som udgangspunkt ikke tilhængere af topskattelettelser, men at dømme efter hvad formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup sagde på pressemødet efter partiets sommergruppemøde, så er der alligevel en åbning. Det kræver blot, at regeringen er klar til at give partiet markante indrømmelser på udlændingepolitikken.

Kristian Thulesen Dahl var meget klar i sin prioritering af de politiske emner. Det var først, da journalisterne fik lov til at stille spørgsmål, at emnet 'skat' blev bragt på banen.  Udlændingepolitikken er vigtigere end at sidde og ”nørkle” med alt muligt andet, lød det fra formanden.

- Med al respekt, så er én diskussion fordelingen af nogle skattelettelser, som nogle mener, at der er råd til at give. Noget andet er, om vi har styr på vores grænser, om vi har styr på indvandringsspørgsmålet, sagde han og trak dermed noget i land i forhold til de meldinger, han tidligere er kommet med omkring topskat.

DRs politiske kommentator Ask Rostrup opsummerede pressemødet således:

DF kræver opgør med konventioner
Dansk Folkeparti har i forbindelse med sommergruppemødet lanceret fem krav, som ifølge partiet vil gøre Danmark til ’herre i eget hus igen’.

Det drejer sig om klassiske DF-mærkesager som permanent grænsekontrol, straksbehandling af asylansøgere ved grænsen, en hjemsendelsesplan for alle flygtninge/familiesammenførte og endelig et opgør med nogle af de konventioner, vi har underskrevet.

Områder der, bortset fra det med grænsekontrollen, formentlig vil gøre det helt umuligt at lave en aftale med Socialdemokratiet.

Et opgør med Danmarks internationale forpligtelser vil det ifølge de fleste eksperter kræve nogle hidtil usete politiske aftaler med omverdenen at få gennemført.

S kræver klart svar
Socialdemokratiet har de seneste dage forsøgt at lægge offentligt pres på Dansk Folkeparti, for at få partiet til at lægge topskattelettelserne i graven. Mette Frederiksens havde således foreslået Dansk Folkeparti at indgå en alliance, men det ser ud som om den alene bliver ved tanken.

Reaktionen fra Mette Frederiksen kunne i hvert fald ikke tolkes som andet end lidt opgivende. ”Socialdemokratiet siger klart nej til topskattelettelser. Vi vil hellere bruge pengene på at skabe arbejdspladser og sikre et stærkt velfærdssamfund. Hvorfor kan DF og Kristian Thulesen Dahl ikke være lige så klare i spyttet?” spurgte hun sine knap 60.000 følgere på Facebook.

Det blev fra socialdemokratiets side fulgt op på de sociale medier, med en sand storm af opdateringer fra folketingsmedlemmer og ansatte, med nogenlunde samme budskab som formanden.

LA forudser blå aftale
Udmeldinger fra Dansk Folkepartis pressemøde blev til gengæld modtaget positivt fra de øvrige partier i blå blok, som forudser, at det nu bliver muligt at lande en aftale om skattelettelser med Dansk Folkeparti.

- Jeg noterer mig, at Dansk Folkeparti har fået ja-hatten på og ikke stiller ultimative krav til forhandlingerne, sagde Jakob Ellemann-Jensen, der er politisk ordfører for Venstre, i et interview med TV2/News.

Også fra et af de andre støttepartier, Liberal Alliance, var tonerne umiddelbart positive efter pressemødet.

- Holder fast i min analyse om, at vi får en blå aftale i efteråret, skrev politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll på Twitter og understregede budskabet med en stor glad smiley.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook