Dansk Industri støtter regeringens klimamål

Fagbevægelsens Hovedorganisation hilser DI's klimaplan velkommen, men finansieringen er ifølge formand Lizette Risgaard "helt skæv"
Dansk Industri deler regeringens ambition om at reducere udledningen af CO2i Danmark med 70 pct. i 2030. Men DI vil finansiere planen ved blandt andet at gøre det langt lettere at importere arbejdskraft fra ikke-EU-lande til Danmark.

Netop den del af planen takker fagbevægelsen derfor pænt nej tak til.

Det fremgår af DI’s klimplan ’Sammen skaber vi grøn vækst’.

DI understreger i planen, at 70’s procents målet er meget ambitiøst:

”(….) faktisk så ambitiøst, at vi endnu ikke kender alle de tekniske løsninger, der kan bringe os derhen. DI’s plan viser, hvordan vi med kendt teknologi kan nå et langt stykke og reducere udledningen med mindst 65 pct. – ved at satse massivt på mere energieffektivisering, udbygning af vedvarende energi og elektrificering på tværs af sektorer. Og samtidig giver planen ideer til, hvordan vi ikke mindst gennem et massivt forskningsløft kan finde svarene til at komme det sidste stykke ad vejen,” lyder det i DI’s præsentation af planen.

Vil sænke beløbsgrænsen fra 427.000 til 325.000

DI vil finansiere klimaplanen ved at løfte BNP i 2030 med mindst 130 milliarder kroner.

DI’s fremlægger mere end 150 forslag til, hvordan det skal lade sig gøre. Forslagene følger to spor:

  • Flere mennesker skal blive en del af arbejdsmarkedet og have de rigtige kompetencer.
  • Virksomheder og medarbejdere skal blive mere produktive og innovative.

DI satser stort på at øge arbejdsudbuddet markant. Især ønsker DI, at det skal være langt lettere at hente udenlandsk arbejdskraft i udvalgte lande uden for EU:

Lønkravet for beløbsordningen skal sænkes fra 427.000 kr. til 325.000 kr

”Lønkravet for beløbsordningen skal sænkes fra 427.000 kr. til 325.000 kr. En meget stor del af de faglærte grupper, vi gerne vil tiltrække, som f.eks. elektrikere og smede, ligger netop i et løninterval mellem 325.000 og 427.000 kroner. Samtidig skal positivlisten udvides, så faglærte stillingsbetegnelser også kan blive omfattet,” hedder det i DI’s klimaplan.

DI ønsker også, at kravet om at ikke-EU-borgere, der hentes til Danmark for at arbejde, skal have en dansk lønkonto afskaffes.

”Det skaber betydelige og unødvendige administrative omkostninger for virksomhederne,” lyder DI-argumentet.

Lizette: Finansiering ”helt skæv”

Ud over en sænkelse af beløbsgrænsen vil DI finansiere sin klimaplan med blandt andet topskattelettelser og sænkelse af skatten for aktionærer. Derfor sætter fagbevægelsen hælene i over for Dansk Industris klimaplan:

”Rigtig fine klimapejlemærker fra jer - uden dommedag men finansieringen er helt skæv,” skriver formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, således i et tweet.

placeholder

 

Lizette Risgaard betegner DI-planen som "grøn glasur på en stor skattesænknings- og nedskæringslagkage":

”Det er godt, at Dansk Industri nu er blevet grønne. Mange af forslagene ligner faktisk til en forveksling nogle af FH’s, som vi offentliggjorde i april. Det er jo kun dejligt at vi er enige om en ambitiøs grøn omstilling, der skal skabe flere nye job. Men det grønne er kun en lille del af DI’s plan. De afsætter 16 mia. kr. til grøn omstilling, men vil alligevel forringe vilkår for arbejdsløse og studerende for  22 mia. og gennemføre offentlige besparelser for 20 mia. kr. Så man fristes jo til at sige, at det er grøn glasur på en stor skattesænknings- og nedskærings-lagkage," siger Lizette Risgaard til Netavisen Pio.

det er grøn glasur på en stor skattesænknings- og nedskærings-lagkage

" For Fagbevægelsens Hovedorganisation er det vigtigt, at vi får en socialt retfærdig, solidarisk grøn omstilling. Derfor er DI’s finansieringforslag en ommer," fortsætter Lizette Risgaard.

De radikale – der længe har støttet DI’s ønske om at hente billig arbejdskraft til Danmark fra ikke-EU-lande – modtager derimod DI’s plan med overstrømmende begejstring:

”Jeg har aldrig set så visionær og ansvarlig en plan fra en erhvervsorganisation som den Dansk Industri netop har fremlagt,” skriver partiets klimaordfører, Ida Auken, på twitter.

placeholder

 

Skipper helt oppe i det røde felt

Hos Enhedslisten er man helt oppe i det røde felt. Her mener partileder Pernille Skipper, at Dansk Industri fusker, når de kalder deres plan en klimaplan: 

"Dansk Industri har det seneste døgn turneret alle medier rundt med en påstand om, at de har taget den grønne omstilling og målsætningen om en 70 procents reduktion af klimagasser inden 2030 til sig. De har høstet mange overskrifter, men det er en tilsnigelse overhovedet at kalde det her en klimaplan. Jeg er reelt forarget over, at de kan få sig selv til det," siger Skipper ifølge en pressemeddelelse.

Deres forslag ville være det mest ulighedsskabende i mange årtier, hvis det gennemføres

"DI’s plan indeholder 150 forskellige forslag. Kun de 30 handler reelt om reduktion af klimagasser. Resten handler om topskattelettelser, skattelettelser til aktionærer og meget andet, som kommer de rigeste i vores samfund til gavn. Deres forslag ville være det mest ulighedsskabende i mange årtier, hvis det gennemføres," mener Pernille Skipper.

De konservative formand, Søren Pape Poulsen, melder nu – som første blå parti – at man er klar til at støtte regeringens mål om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Det siger Pape Poulsen til avisen Børsen.

Men der er et stort men. Regeringen skal nemlig sikre, at færre job og lav vækst ikke følger i kølvandet på den grønne omstilling:

uden det koster på den personlige frihed, højere skatter eller lavere vækst

"Der er to grunde til, at vi støtter 70-procent-målsætningen. Den ene er, at vi alle skal tage det her kæmpe ansvar for den største udfordring, som min generation af politikere står over for at skulle løse. For det andet er der vist en vej ikke mindst med Dansk Industris rapport om, at vi kan nå målene, hvis vi vil, uden det koster på den personlige frihed, højere skatter eller lavere vækst," uddyber Søren Pape Poulsen over for Ritzau.

På twitter forklarer Søren Pape Poulsen sit partis position således:

placeholder

 

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten har ad flere omgange afvist at sænke beløbsgrænsen fra de nuværende 427.000 kroner.

Opdateret kl. 19.30 med kommentarer fra FH-formand, Lizette Risgaard.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce