Annonce

Dansk lettelse efter Johnson-sejr, klimatosse årets ord og Cavling-normering

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så blev det fredag og tid til det daglige nyhedsoverblik fra Netavisen Pio.

Den store historie denne dag er fra Storbritannien, hvor Boris Johnson og de konservative vandt en storsejr over oppositionspartiet Labour ved torsdagens parlamentsvalg.

Partiformand Jeremy Corbyn tager nu konsekvensen af nederlaget og siger, at han ikke vil står i spidsen for partiet ved næste valg.

placeholder

 

Danske politikere lettede sig over Brexit-afklaring

Den klare valgsejr til Boris Johnson giver mulighed for at få en brexit-afklaring, lyder det fra en række danske politikere. Det skriver DR.

”I Storbritannien har brexit hængt folk ud af halsen. Nu vil man godt bare have en afklaring, så man kan komme videre,” siger Jan E. Jørgensen, der er EU-ordfører fra Venstre.

Samme budskab lyder der fra Dansk Folkeparti.

”Det er godt, at briterne kommer videre, og det er godt for os andre, at der kan blive lavet nogle aftaler og komme en afklaring,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Læs hele historien her.

 

Bøde til folketingsmedlem for æreskrænkelser

Københavns Byret har fredag dømt folketingsmedlem Mette Thiesen for at have krænket fitnessinstruktør Mahmoud Loubanis ære.

Hun frifindes dog for straf på grund af forældelse, men skal betale en godtgørelse på 15.000 kroner.

Mette Thiesen skrev 19. april 2018 på sin facebookprofil et indlæg med overskriften "Terrorist-sympatisør benyttes af Danmarks Radio". I opslaget går hun i kødet på fitnessinstruktøren Mahmoud Loubani, som medvirkede i et DR-program.

Retten mener, at betegnelsen "terroristsypmatisør" er krænkende, men har dog vurderet, at det var i orden at kalde Loubani for "en person, der griner af folk, som modtager trusler".

Mette Thiesen blev sammen med resten af Nye Borgerlige valgt til folketingsvalget for første gang ved valget i sommer.

Læs hele historien her.

 

EU-lande klar til klimaaftale udenom Polen

Alle landene i EU på nær Polen er enige om nyt mål om klimaneutralitet i 2050. På trods af det manglende medlemsland mener Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) stadig, at det giver Europa mulighed for globalt at gå foran på det grønne område. Det skriver Altinget.

”Det her handler ikke om at presse andre lande. Det handler om at få truffet de beslutninger, vi har forudsætningerne for at kunne træffe. Lige nu mangler der jo nogen, der går foran på den globale scene,” siger Mette Frederiksen ifølge Altinget og fortsætter:

”Politik er, som politik er. Det er ikke altid, man kan få alle brikkerne til at sidde i puslespillet, som man havde ønsket sig. Det er en temperamentssag. Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Da jeg kom til Bruxelles i går, var der ikke en europæisk målsætning om neutralitet i 2050; det er der nu, og det synes jeg, der i virkeligheden er grund til at glæde sig over.”

Læs hele historien her.

 

Klimatosse er årets ord 2019

Vi bliver lidt i klimasporet, hvor Dansk Sprognævn og P1-programmet "Klog på sprog" har kåret "Klimatosse" som årets ord 2019.

Ordet kom på alles læber, da Pia Kjærsgaard (DF) brugte det til Dansk Folkepartis valgaften efter Europa-Parlamentsvalget holdt tale.

Finalen stod mellem kønsneutral og klimatosse, men det blev altså klimatosse, der løb med sejren, ikke mindst fordi det på en eller anden måde har betydet noget for danskerne og for det danske samfund i 2019.

Med i opløbet om at blive årets ord var pandalåner, kønsneutral, minimumsnormeringer, forståelsespapir og flyskam.

Læs hele historien her.

 

Fire nominerede til fin journalistpris

I alt fire journalistiske projekter er blevet nomineret til årets Cavlingpris, som regnes for at være den fineste af de utallige journalistpriser, det er muligt at vinde. Det skriver Journalisten.

De fire er:

Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl, Morgenavisen Jyllands-Posten, for deres afsløringer af, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft.

Louise Drivsholm, Martin Bahn og Lasse Skou Andersen, Information, for solidt og troværdigt at have vist, hvordan erhvervsinteresser fik afgørende indflydelse på en forskningsrapport om klimabelastningen fra oksekød.

Line Vaaben, Information, for sin gribende og empatiske gennemgang af, hvad der gemmer sig bag alarmerende drabsstatistikker i serien ”1.417 drab i Danmark”.

Sune Engel Rasmussen, Gyldendals Forlag, for et unikt indblik i et krigshærget Afghanistan og gribende beretninger om menneskeskæbner i bogen ”Nyt Blod”.

Cavlingprisen uddeles på Nationalmuseet fredag den 3. januar kl. 15.00.

 

3F og Horesta støtter karantæne ved svindel med kinesiske kokke

Forbundssekretær i 3F foreslår hårdere straffe og karantæner mod virksomheder, som svindler med beløbsordningen. Horesta er åben over for idéen.

Det skriver Fagbladet 3F.

Forslaget kommer efter det er blevet afsløret at kinesiske kokke bliver hentet ind af restauranter i Danmark, der fusker med netop beløbsordning.

"Vi mener, at vi er nødt til at få strammet op på den kontrol, der bliver ført med virksomheder, som har medarbejdere på beløbsordningen. Og de virksomheder, der ikke kan overholde reglerne om beløbsordningen, skal straffes med højere bøder og måske endda karantæne på at hente udenlandsk arbejdskraft ind," siger Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F.

Katia K. Østergaard, administrerende direktør i brancheforeningen for hotel og restauration, HORESTA, er positivt stemt over for forslaget, da hun er enig i, det er komplet uacceptabelt, at den her type fusk finder sted.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet