Debatten om danskhed raser igen. Og diskussionen om hvem ’vi’ er kommer ikke til at blive mindre vigtig, med den nye trekløver-regering, der har blikket rettet mod de mest vellønnede danskere, med de største huse og lækreste biler – og pisken klar til de danskere, der har brug for en hjælpende hånd. Og med et trængt Dansk Folkeparti, der skal legitimere at de holder Løkke og Samuelsen ved magten, er det sikkert som amen i kirken at vi igen skal til at diskutere dansk identitet så hyppigt som emnet kan presses op på mediernes dagsorden. Kristian Thulesen Dahl valgte da også at bruge sin taletid i tirsdagens spørgetime på at afæske statsministeren svar på, om det ville fremgå af det nye regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land – og sidenhen at snakke om ghettoer, parallelsamfund og tørklæder.

Debatten om danskhed og hvem ’vi’ er, er en væsentlig og vigtig debat – og alt for vigtig til kun at optage højrefløjen. De giver et fortegnet og problematisk billede af, hvad det vil sige at være dansk. Og debatten kommer derud, hvor den bliver svær at bruge til ret meget – eller vi måske ligefrem risikere at den bliver løftestang for at knæsætte forskelsbehandling af landets statsborgere. Derfor er der brug for, at vi går engageret ind i den løbende debat.

Danskhed er mere end et statsborgerskab
Hvad vil det så sige at være dansk? Jo, man kan lave den rent juridiske afgrænsning, som senest justitsminister Søren Pind har gjort, at man er dansk, hvis man har dansk statsborgerskab. Som indfødsretsordfører vil jeg give ministeren ret i, at det er den objektivt set rette måde at slå fast, hvem der er dansker.

Så kommer vi udover visse folketingspolitikeres trang til at gøre sig selv til dommere over, hvem der må regne sig for danske. Men på ryggen af den klare juridiske afgrænsning ligger der jo noget blødere, mindre klart, som også har betydning for danskheden. For vil man erhverve sig statsborgerskab skal man bestå en indfødsretsprøve, der kredser sig nærmere ind på, hvad der er den centrale fællesmængde for vi danske, både historisk, kulturelt og samfundsmæssigt. Så vi kommer ikke bort fra, at selv efter den hårde, juridiske afgrænsning af, hvem der er danskere, så er der noget mere i spil der former danskheden.

Danskhed har altid forandret sig
Danskheden er ikke en statisk størrelse. Det betyder ikke at alt er i spil, slet ikke. Nogle grundlæggende danske værdier ligger i dag fast – og det skal man i øvrigt også forpligte sig på at respektere, når man søger statsborgerskab ved at underskrive en erklæring om troskab og loyalitet for Grundloven og grundlæggende danske værdier og retsprincipper.

Men de grundlæggende værdier og retsprincipper er jo hverken faldet ned fra himlen eller vokset op af den danske muld. Demokrati, ytringsfrihed, kvindens ligestilling, børns rettigheder, retsstaten, videnskabens forrang over troen: det er grundstenene i vores moderne Danmark, opnået som resultat af politiske kampe og stridigheder gennem Danmarkshistorien. Således var der stærke kræfter i Danmark, der var imod demokratiet – de ønskede ikke at folk flest skulle have adgang til magten.

Da censuren blev afskaffet gik der kun få år, før den igen var indført og man måtte vente til Grundloven det følgende århundrede, før ytringsfrihed og frihed fra censur blev en del af det danske.

Ligestilling er en dansk værdi
Kvindernes indlemmelse i demokratiet kom på samme måde heller ikke af sig selv; tværtimod måtte der kæmpes hårdt og længe mod en generel opfattelse af, at manden vel kunne tale for kvinden, og at kvinder slet ikke kunne tåle eller håndtere at være en del af det politiske liv. Kvinders ret til lige løn for lige arbejde? En kamp, i øvrigt fortsat.

Børns ret til en barndom med leg, til skolegang og et liv uden vold fra forældre også noget, der måtte kæmpes for – og vi skulle helt frem til 1990’erne før vi kunne sige farvel til revselsesretten, der sikrede forældre deres ret til ustraffet at slå deres børn.

Og sådan kan man gennemgå hver af de værdier og principper, vi i dag regner for indiskutable og grundlæggende for det danske. De er ikke til debat i dag – men sådan har det ikke altid været og de er ikke kommet af sig selv.  Og når der kommer nye borgere til Danmark, så skal de mødes med helt klare forventninger om at deres døtre kan nyde den samme frihed, som deres jævnaldrende veninder. At de respekterer retten til at danne par med den man vil, uanset hvem man forelsker sig i – også hvis det er en dansker, en med en anden religion eller en af samme køn. At uenigheder og politiske kampe tages med ordet og pennen, ikke med trusler og vold.

Lighed og velfærd er også danskhed
Danskheden er også den måde vi har indrettet vores samfund på. Det er den fri og lige adgang til sundhed, skolegang og uddannelse uden brugerbetaling, en ældrepleje med omsorg og tryghed for alle i livets efterår: alt sammen fundamentale dele af det danske i dag.

Det er hele grundtanken om et skattefinansieret velfærdssamfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov, og hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, hvor pligt følger ret.

Den danske model, hvor organiseringsgraden er høj og hvor man kollektivt sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og som betyder at vi i Danmark ikke har et arbejdsmarked uden bund, med en kæmpe, illegal underklasse, der lever af sulteløn. Alt sammen noget grundlæggende dansk, som vi må og skal holde fast i og forvente af de nye danskere, der kommer hertil, at de er en del af.

Men som den opmærksomme og samfundsbevidste læser vil have noteret sig, så er et skattetryk, der kan finansiere velfærden, og en stærk fagbevægelse ikke noget alle på Christiansborg abonnerer på. Og netop derfor er det så vigtigt ikke at lade højrefløjens partier tegne danskheden alene – men tværtimod få gjort det helt klart, at vi mener, at også de ting er noget af det helt grundlæggende ved det danske.

Ikke alle får Danmark ind med modermælken
Det er ikke kun mennesker, der kommer hertil, der skal lære det danske at kende. Børn bliver ikke født med en allerede forprogrammeret forståelse af den danske model, velfærdssamfundet eller retsstaten. Det er min opgave som forælder, at opdrage mine børn til at forstå det Danmark de vokser op i.

Mine sønner skal respektere kvinder, vide at en kvinde bestemmer over sin egen krop og betragte dem som deres jævnbyrdige. Jeg kommer til at forvente, at alle mine børn melder sig ind i en fagforening, når de får fritidsjob. Og de skal forholde sig til verden, tage aktivt del i demokratiet og forstå værdien af vores unikke velfærdsmodel. Det er min opgave som forælder og i den rolle er jeg jo også med til at forme, hvad der er det danske.

Mine børn er i forståelsen af dansk historie, kultur og samfund foran de venner i børnehaven og skolen, hvis forældre ikke er vokset op i Danmark. Og de forældre får alt andet lige en meget sværere opgave med at sende deres unger godt ud i det danske samfund, hvis vi ikke alle sammen er eksplicitte og tydelige i vores forventninger til hinanden, i daginstitutionen, på arbejdspladsen og hvor vi ellers er sammen. Igen er der brug for at flere kommer på banen – for skulle man manøvrere alene efter Marie Krarups danskheds-kompas, ville man ret hurtigt lide skibbrud.

Danskhed er det barnlige, det upassende og køkulturen
De grundlæggende frihedsrettigheder og princippet om demokrati og retsstat. Det universelle velfærdssamfund og den danske model. Afgørende og indiskutable grundsten i det danske.

Og så er der også alt det andet, det knap så definerbare eller principielle, men som tegner noget af den danske særegenart: Bamses barnlige selvhævdelse og egoisme, onkel Rejes ekstreme mangel på pli og hygiejne, BonBons hundeprutter og store babser - og alt den andet politisk ukorrekte danske børne-kultur, der spiller sammen med den danske trang til ikke at holde noget helligt, at pille autoriteterne ned på jorden, hvor de hører til og grine af det pinlige og upassende, man andre steder i verden pakker væk og fortier.

Ikke noget, man skal skrive under på at finde underholdende for at blive statsborger. Men noget, der former og har formet generationer af små danskere. Og sådan er der jo så meget, der ikke er principielt eller juridisk forpligtende, men som er en del af den kulturelle kode for majoriteten, og som det gør det ulige lettere at fungere på en arbejdsplads, i en forening eller et nabolag, hvis man kender til.

Danskhed er cykler, barnevogne, tillid og flag!
Danskerne er et folkefærd, der undgår høflighedsfraser og kommer lige til sagen – med mindre det da handler om følelser – dem taler vi helst ikke for meget om. Vi er pedantiske regel-ryttere, når det kommer til at stå i kø - og ve den, der snyder foran. Undtagen når toget eller bussen kommer, naturligvis. Her moser og maser vi som var der ingen morgendag.

Vi har en stor trang til at lave jokes med det mest politisk ukorrekte og menneskeligt følsomme vi kan komme i tanker om, fra fordums koncentrationslejre til nutidens religioner. Vi cykler alle steder. Og mens vi låser vores cykler, gerne med adskillige låse på samme tid, så stiller vi gladelig vores babyer udenfor i al slags vejr i ulåste barnevogne.

Vi tager ikke æren for ting selv – det er en hold-indsats eller udtryk for en god dag med en god form, hvis vi lykkes med noget. Og vi skylder ikke hinanden noget. Så hvis du giver en kaffe til 39,50, så giver jeg dig en til 39,50 igen.

Og sidst men ikke mindst skal man være forberedt på flag. Alle steder til alle tider. Fødselsdag? Frem med flag-ranken og pynteflagene på bordet og i kagen og i flagstangen. Jul? Flag på træet. Jubilæum? Flag! Bryllup? Barnedåb? Landskamp? Folketingets åbning? Ja, i år ét mere end de fem der alle år har hængt i salen. Flag, flag, flag.

Se, sådan en opremsning er sjov – fordi det passer, som man siger. De fleste vil føle sig ramt af en eller flere af de ting. Og det er ikke fordi man ikke kan være dansk, hvis man ikke gjorde. Men det understreger bare, at det der med det danske ikke kan reduceres til en juridisk definition. Og det er nu engang værdifuldt, at der er mere på spil.

Mennesker har behov for rødder
I H.C. Andersens ’I Danmark er jeg født’ lyder det: ’… her har jeg rod, herfra min verden går’. Modsat den Marie Krarup’ske trang til at skubbe folk væk og ekskludere dem fra danskheden, så bliver jeg trist hver gang jeg møder en ung med anden etnisk baggrund, født her i landet, som ikke kalder sig selv for dansk og som ikke har tænkt sig at søge dansk statsborgerskab. Fordi det er bedst for et menneske at have rødder.

Rodløshed er eksistentielt svært. At være ham eller hende fra Danmark i forældrenes hjemland, mens man her i Danmark ikke føler man er dansker. Og det er klart, at det er svært at vide, hvad man skal abonnere på, hvis danskhed kun er noget nogle få taler om. Derfor er det en diskussion værd. I dag og i morgen og fremover igen og igen.

Og bare for at slå det fast til slut: med til hele dén opgave hører også en klar afvisning af at bevæge sig ned ad Marie Krarups vej, hvor et dansk statsborgerskab kan gradbøjes og vi i fremtiden risikerer at ret og pligt og lighed for loven ikke gælder alle danske statsborgere. Her taler juraen sit eget klare sprog og det skal den vedblive at gøre.

Det særlige danske skal beskrives
Det unikke danske skal løbende beskrives og defineres. Det kan og skal ikke være en statisk størrelse. De grundlæggende værdier og principper står vi fast på, dem er vi villige til at kæmpe hårdt for, dem forventer vi opbakning til fra alle der vil regne sig for danske.

Andre dele af det danske kan om årtier se anderledes ud, hvis de partier, der ikke står vagt om den danske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel vinder større opbakning i dag, og derfor skal der kæmpes for dén del af det danske ved hvert et folketingsvalg og hver en forhandling på Christiansborg.

Og alt det derudover: det er vi med til at definere hver dag alle sammen.

 

Astrid Krag er folketingsmedlem og ordfører for indfødsret (statsborgerskab) for Socialdemokratiet.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.