Dansk økonomis Rasmus Modsat takker af

Efter flere årtiers kamp for at udfordre de gængse økonomiske regnemodeller, går modstandsmanden i dansk økonomi på pension
Foto: Foto: Sille Veilmark
For økonomiprofessor Jesper Jespersen er det et adelsmærke at være på tværs.

Begrebet er for ham dobbelt, og peger på to ting, som har været ledetråde i hele hans virke som økonom. Det handler for det første om at stille de vanskelige spørgsmål:  

”Det er ikke kun det at være Rasmus Modsat. Jeg har altid været optaget af, hvor der er huller i vores viden, og hvad der mangler at blive forklaret i en økonomisk problemstilling. Når jeg bliver præsenteret for noget, så er det første jeg siger: Jamen hov, hvor ved vi det her fra? Derfor kan jeg nemt komme til at lyde som en Rasmus Modsat, men i virkeligheden er min ambition, at drive videnskaben videre og få lukket nogle af de huller,” forklarer professoren, der fra 1. marts har skiftet titel til professor emeritus.

På tværs betyder også, at Jespersen er gået på tværs af fagene i bedste RUC’ske ånd

Udover at være på tværs ved at sætte fingeren på fejl og mangler i den økonomiske videnskab, så har Jesper Jespersen også forsøgt at bevæge økonomien på tværs af forskellige fagdiscipliner:

”Jeg er gået på tværs af en række problemstillinger i ønsket om at være tværfaglig. Jeg har arbejdet med en række mere traditionelle økonomiske problemstillinger, og så har jeg inddraget den klimatiske udfordring. På tværs betyder også, at Jespersen er gået på tværs af fagene i bedste RUC’ske ånd,” forklarer han.

Efter 25 år på Roskilde Universitet (RUC) har hans kollegaer nu udgivet et festskrift til ære for Jesper Jespersen med den passende titlen: “Økonomi på tværs”.

Næsten fra den første dag, jeg satte benene på universitetet, var jeg optaget af, at der var for stor forskel mellem virkeligheden og de økonomiske teorier

Men også på Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Firenzes Universitet, Cambridge University og som embedsmand i statsapparatet har Jesper Jespersen huseret med sine besværlige spørgsmål.   
 

Mod mainstream  

Det stod hurtigt klart for Jespersen, at der var brug for at få virkeligheden ind i økonomien, og det skulle blive omdrejningspunktet for hans faglige projekt:

”Næsten fra den første dag, jeg satte benene på universitetet, var jeg optaget af, at der var for stor forskel mellem virkeligheden og de økonomiske teorier. Vi lærte i modellerne, at arbejdsløsheden forsvandt af sig selv. Det, som Keynes hæftede sig ved, var, at der i de 20 år mellem 1. og 2. verdenskrig, stort set ikke var andet end arbejdsløshed – og den forsvandt ikke af sig selv, sådan som der stod i modellerne,” beskriver Jespersen.

Hvis man ikke var dogmatisk marxist tilbage i 1970’erne – eller i hvert fald marxist - så var man ude

Økonomen John Maynard Keynes, der err født i 1883 og døde kort efter 2. verdenskrigs afslutning, er en ledestjerne for Jesper Jespersen. Han er det, man kalder en post-keynesiansk økonom. Helt i tråd med Jespersens status som en Rasmus Modsat, står den opdaterede udgave af Keynes tænkning i opposition til det etablerede. Det man i økonomien betegner som neoklassisk, neoliberalt eller blot ”mainstream”.

”Når der er for stor afstand mellem virkeligheden, og så de svar vi får i vores økonomiske modeller og teorier, så kalder det på Jespersens nysgerrighed,” tilføjer han.
 

Kritik fra de dogmatiske

Særligt i to perioder har Jesper Jespersen befundet sig i stiv modvind i forhold til tidens herskende tendenser. Begge perioder har efter hans opfattelse været præget af en dogmatisme, der ”får alle børsterne til at rejse sig på ryggen af ham”, som han siger.

”Det har været i perioder, hvor dogmatismen har været dominerende. Hvis man ikke var dogmatisk marxist tilbage i 1970’erne – eller i hvert fald marxist - så var man ude. Der var Jespersen ude. Fordi noget så borgerligt som Keynes, kapitalismens lappeskrædder, det kunne man ikke bruge til noget.”

Den anden periode, hvor Jespersen følte, at han sad udenfor det gode selskab, var fra midt i 90’erne og frem til 2008. I den lange periode, mener han, at den neoliberale dogmatisme sad på det hele indenfor det økonomiske felt.  
 

Rød eller blå?

Hvem der har set skævt til Jesper Jespersen, og set ham som et forstyrrende element i den økonomiske arena, har skiftet over tid. Mens han under hippietiden blev han set som for borgerlig, blev han i 80’ernes yuppie-era opfattet som for rød.

Er det et kvalitetsstempel for dig, at være svær at placere rent ideologisk?

”Ja, det kan jeg love dig. For jeg forsøger ligesom at gå til forståelsen af virkeligheden uden at have et sæt ideologiske briller på næsen, for så snart man sætter nogle ideologiske briller på næsen, så er der nogle resultater, som man foretrækker frem for andre. Hvis man er neoliberal, vil man gå efter markedsmæssige løsninger som svar på det spørgsmål, man stiller. Hvis man er marxist, så foretrækker man planøkonomiske svar,” svarer Jesper Jespersen, og nævner – nok næppe for første eller sidste gang – sit forbillede, den engelske økonomen Keynes, der efter fyraften var aktiv i det liberale parti i Storbritannien.

Er du selv medlem af et parti?

”Jeg overvejer at melde mig ind i Alternativet. Jeg føler mig tiltalt af, at de placerer økonomi som en del af en overordnet helhed. Derfor har jeg været lidt i dialog med dem om det, der hedder ”de tre bundlinjer”. Man kan ikke tale om økonomi, hvis man ikke også inddrager det sociale aspekt og det klimatiske aspekt.”
 

En ”ikke-økonom”

Det har til tider været ubehageligt, at nogle af kollegerne har betragtet Jesper Jespersen som en ”ikke-økonom”, og det har generet ham ikke at blive anerkendt for sit arbejde, blot fordi han udfordrede den økonomiske mainstream:

”I en periode havde den dominerende gruppe af økonomer det synspunkt, at hvis man ikke analyserede makroøkonomiske problemstillinger inden for denne her metodemæssige ret snævre måde, som var den neoklassiske, så havde vi faktisk ikke noget at snakke om.”

Det er jo old school. Let’s do economics

Mange har slet ikke har forholdt sig til hans doktorafhandling om økonomisk metode fra 2007, der gjorde ham til professor i økonomi. Faktisk tror han knap nok, at de har læst den:

”Det der videnskabsteori og sådan noget der, Jesper. Det er jo old school. Let’s do economics.”

Sådan beskriver han en del af sine fagfælders reaktion på hans hovedværk.
 

Sejlede i modvind, sejler nu med halvvind

I al den tid har Jesper Jespersen følt, at han var sejlet i modvind, men efter den økonomiske kollaps under finanskrisen i 2008 begyndte noget at ændre sig.

”Der er en kraftig understrøm, som siger, her er der for meget, som vi ikke kan forklare. Den går ikke, hvis vi skal bevare vores akademiske troværdighed. Alligevel er der ikke sket nogen afgørende ændringer endnu”

Jeg føler, at jeg sejler på halvvind nu, hvor jeg tidligere sejlede op mod vinden

Ændringen sker bare med en enorm træghed, fordi de 40- og 50-årige, som har etablerede sig som embedsmænd i magtens korridorer og bag universiteternes mure, har bygget hele deres karriere på neoklassisk teori, mener Jespersen, der dog mærker en ny og uvant form for medvind:

”Jeg føler ikke, at jeg har vinden imod mig længere. Jeg føler, at jeg sejler på halvvind nu, hvor jeg tidligere sejlede op mod vinden. Så er der noget inden for sejlsporten, der hedder dronningevind– det er når man får den ind fra ryggen – det får jeg nok aldrig. Det vil jeg heller ikke have, for så bliver det for nemt.”

Klimaudfordringerne og den stigende ulighed er med til at skubbe til den økonomiske tænkning, fordi almindelige mennesker oplever, at disse udfordringer er blevet en del af deres hverdag. De vinde vil økonomerne – dog med en vis forsinkelse – tage pejling af, siger Jesper Jespersen.  
 

Tvivlens nådegave

Lidt poetisk kan man sige, at Jesper Jespersen er en mand, der har tvivlens nådegave.

Når man opbygger en økonomisk model, hvor man ser bort fra usikkerhed – og det gør neoklassisterne

Og netop tvivlen, eller i hvert fald usikkerheden, har været central i hans arbejde med at bringe økonomien mere i overensstemmelse med virkelighedens verden:

”Når man opbygger en økonomisk model, hvor man ser bort fra usikkerhed – og det gør neoklassisterne - og man så, ud fra personlige erfaringer, simpel observation og tallene i de statistiske bøger, kan se, at usikkerhed spiller en rolle, så må det inddrages.” 

Næsten hver dag i aviserne, ser man spørgsmålet: Er aktiemarkedet krakket?
Og det står for Jesper Jespersens som et klart bevist på, hvor stor usikkerheden i virkeligheden er.

Trods usikkerheden er de gængse økonomiske modeller, ifølge ham, skråsikre. Og regnemodeller, som eksempelvis DREAM og ADAM-modellerne, der anvendes af Finansministeriet, forstår slet ikke at tage usikkerheden med ind i regnestykket, mener Jespersen.

Det sidste ord er ikke sagt

Som en markant skikkelse i den offentlige debat med talrige kronikker og kommentarer i avisernes spalter gennem årene, har Jesper Jespersen været en af dem, der har rejst en offentlig debat om regnemodellernes betydning for den førte politik.

For ham er det helt naturligt at deltage i den offentlige samtale:

”Jeg føler, at jeg har en forpligtelse til at formidle mine resultater. Inden for samfundsvidenskaben er – eller bør det være – helt åbenbart, at vores resultater har betydning for samfundet og for almindelige mennesker,” forklarer han.

Da jeg stadig føler, at jeg er på vej op, så det sidste ord er ikke sagt fra mig

At sige at Jesper Jespersen ”takker af”, fordi han nu går på pension, er nok næppe en formulering, som han vil værdsætte. Nok stopper hans undervisningsforpligtelser på Roskilde Universitet, men han har stadig sin kontorplads på universitet og ret til at undervise.

”Ved du hvad, jeg fortsætter. Det lyder som om, jeg vakler på gravens rand, men det gør jeg altså ikke. Da jeg stadig føler, at jeg er på vej op, så det sidste ord er ikke sagt fra mig.”

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook