Dansk udenrigspolitik bør nedtone forholdet til USA

Trump er ikke interesseret i Syrien. Det efterlader EU i en meget vanskelig situation, hvor der let kan opstå uløselige konflikter lige uden for Europa.
Det internationale system er i opbrud. Det har det været længe. Det kræver en ny prioritering fra Danmarks side for at imødegå den nye geopolitiske virkelighed.

Det internationale system er i opbrud

Man kan ikke tage fejl af, at forargelsen og foragten for USA vokser i disse dage. Det gør den især, efter at Donald Trump har truffet beslutning om at trække de få amerikanske soldater, som beskyttede kurderne mod Tyrkiets angreb, ud af Syrien. “Det er kastrofalt og totalt uansvarligt, hvad amerikanerne foretager sig”, sagde den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, i programmet ‘Debatten’ på DR2 sidste torsdag.

Og han var ikke den eneste. Der er utallige kommentatorer og politikere herhjemme og i andre EU-lande, der taler om svigt. USA med Donald Trump i spidsen er væsensforskellig fra det USA, vi kender fra hans forgænger Barack Obama.

Den amerikanske befolkning spørger, hvorfor deres soldater skal dø for andres krige

Men det er ikke kun USA, der har forandret sig og ændret sin udenrigspolitiske prioritering. Det har Indien, Rusland, Frankrig og Storbritannien også. Allerede under sin valgkamp lovede Donald Trump, at han vil trække sine soldater tilbage fra alle de “tåbelige og endeløse krige”.

Der er brugt milliarder og trilliarder på krige i Mellemøsten og Afghanistan, som ikke vil få nogen ende. Den amerikanske befolkning lider af metaltræthed overfor krig og spørger, hvorfor deres soldater skal dø for andres krige.

Andre tager over, når USA giver op

Det ser ud, som om det på trods af tilbagetrækningen lykkedes for USA at koordinere et angreb i Syrien og fange og slå ISIS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi ihjel med hjælp fra kurderne. Det er trods alt en lille sejr for det internationale samarbejde, hvor nogle maler et billede af, at det hele smuldrer, og at vi venter ragnarok i 2020. Sådan håber vi ikke, at det kommer til at gå. Baghdadi har stået i spidsen for en terrororganisation, som var kendt for en brutalitet, der kunne få Al Qaida til at virke en lille smule mere human.

Men mens USA trækker sig fra verdens brændpunkter, er der andre, der overtager USA’s rolle. Rusland er blevet en betydningsfuld spiller i Mellemøsten og har nu spillet en afgørende rolle for at gøre Bashar al Assad til sejrsherre. Tyrkiet er på sin side interesseret i at udnytte sin position  som indehaver af den næststørste hær indenfor NATO.

Tyrkiet har aldrig rigtig betragtet ISIS og deres aktiviteter som en trussel

Tyrkiet har aldrig rigtig betragtet ISIS og deres aktiviteter som en trussel, og der bliver med god grund stillet en masse spørgsmål om, hvorfor Baghdadi opholdt sig i det nordvestlige område i Syrien kun få kilometer fra Tyrkiet, et område, der var under Tyrkiets bevogtning. Af samme årsag valgte amerikanerne at flyve deres tropper ind meget langt væk fra uden at informere Tyrkiet, og kun i allersidste øjeblik fik Tyrkiet at vide, at amerikanske tropper var i nærheden, for at undgå en misforståelse, der ville kunne afspore hele aktionen.

Tyrkiet har til stadighed holdt sit fokus på at reducere kurdernes magt, og de betragter det kurdiske PKK som den største trussel. Samtidig har de tilladt, at hundredvis af europæiske borgere frit kunne rejse over deres grænse for at komme ind i og ud af ISIS-området, dengang ISIS kontrollerede et areal i Syrien og Irak, der var på størrelse med Belgien.

USA har andre interesser

Nej, Trump og hans administration er ikke interesserede i Syrien. For amerikanerne kommer truslen i fremtiden ikke fra Mellemøsten, men fra deres militære rival, Kina. Der hersker en erkendelse i Washington af, at Assad har vundet i Syrien, og der er ingen grund til at provokere Rusland, som har spillet sine kort klogt i Mellemøsten.

Europa lurepasser

Det efterlader EU i en meget vanskelig situation. Der kan meget let opstå en uløselig konflikt og flere konflikter lige uden for Europas grænser, som kan påvirke flygtningestrømmen og hele det geopolitiske scenarie i regionen. Det kan få en stor politisk indflydelse på EU-landene, som vi allerede tidligere har set. Det seneste eksempel var flygtningekrisen i Europa i 2015.

USA’s vicepræsident Mike Pence truer med at aflyse handelsaftalen med Kina, hvis befolkningen i Hongkong ikke kan få en garanti for at kunne bevare deres menneskerettigheder. Europa lurepasser for at se, hvem der ender med at blive vinderen af magtkampen mellem USA og Kina, og har svært ved at tage stilling, når det angår frihedsrettighederne for borgerne i Hongkong.

Tangoen mellem USA og Europa fungerer ikke, når det gælder Mellemøsten og Kina

Tangoen mellem USA og Europa fungerer altså ikke, når det gælder Mellemøsten og Kina. Alt dette peger på, at især de nordiske lande skal ændre på deres prioritering. Hvis USA ikke er interesseret i at redde kurderne, som uden tvivl har hjulpet Vesten med at få bugt med ISIS, vil USA så komme og redde Norden, hvis russerne angriber Finland, Norge eller Sverige?

Danmark skal ikke lægge alle æg i USAs kurv

I løbet af de sidste ti år er antallet af simulerede elektroniske angreb fra russernes side steget, fordi de oplever, at der føres en anti-russisk forsvarspolitik i regionen. Men hvis EU og Skandinavien kan indgå en aftale med Erdogan, som er en leder, der fængsler flere journalister end andre lande i verden, kan man så ikke også få en dialog med Vladimir Putin, som er den nye kongemager i Mellemøsten?

Er det ikke i EU’s strategiske interesse at alliere sig med Rusland?

Er det ikke i EU’s strategiske interesse at alliere sig med Rusland? I rigtig mange år, eller i hvert fald alle de år, jeg har været i Danmark, har jeg hørt Rusland blive gjort til en fjende. I stedet for at gentage de tidligere borgerlige politikeres fejtagelse, er det så ikke på tide, at man ser den forandrede geopolitiske verden og træffer nogle andre beslutninger? Selv om man har gjort alt, hvad USA har bedt om, har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen erkendt, at USA svigtede. Til gengæld er de lande, der ikke altid har gjort, hvad USA forventede af dem, f.eks. Indien, blevet deres bedste venner i øjeblikket.

Såvel i forsvarspolitik som i det virkelige liv er det farligt at lægge alle sine æg i samme kurv. I stedet for at lægge alle æg i USA’s kurv, som den tidligere forsvarsminister gjorde, hvorefter han blev bitter på USA, er det godt at kunne fordele sine æg i lidt flere kurve.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Freelanceskribent og samfundsdebattør 


Kommentarer fra Facebook