Danske A-kasser: Nyt dagpenge-krav rammer mange danske statsborgere

Danskere, som har arbejdet et enkelt år i udlandet, risikerer at miste retten til dagpenge i årevis. "Uklogt," lyder kritikken fra Danske a-kasser
Danske statsborgere, som har arbejdet i udlandet i mere end et år, risikerer at blive afskåret fra at få dagpenge i op imod syv år. Det er konsekvensen af et nyt, såkaldt opholdskrav, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget.

I et åbent brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) appellerer brancheorganisationen Danske A-kasser om at genoverveje opholdskravet for at modtage dagpenge.

Opholdskravet vil ifølge brancheorganisationen ramme mange danske statsborgere – stik imod intentionen.

Opholdskravet er både urimeligt, uklogt og unødvendigt

”Opholdskravet er både urimeligt, uklogt og unødvendigt,” siger formanden for Danske A-kasser, Torben Poulsen, ifølge en pressemeddelelse fra organisationen.

Regeringen indgik i februar en skatteaftale med Dansk Folkeparti, der blandt andet indeholder et opholdskrav for arbejdsløshedsdagpenge. Opholdskravet skal i praksis fungere som værn om dagpengesystemet, men betyder reelt, at mange danske statsborgere mister retten til dagpenge.

Danske statsborgere, som har arbejdet i lande som for eksempel USA eller Australien i mere end 1 år, risikerer nemlig at blive afskåret fra dagpenge i hele syv år. Også retten til f.eks. efterløn, barsels- og sygedagpenge er i fare.

Samtidig er det stærkt tvivlsomt hvor mange borgere fra tredjelande, der vil blive ramt, konkluderer Danske A-kasser i et nyt notat.
Sådan bliver du ramt

”Det er langt fra hverdagskost, at vi skriver åbne breve til beskæftigelsesministeren. Men i dette tilfælde har vi fundet det nødvendigt. Der er allerede i dag en række effektive værn i det danske dagpengesystem,” siger Torben Poulsen, der frygter at opholdskravet vil betyde, at færre danskere vil tage arbejde i udlandet.

”Opholdskravet vil effektivt lægge gift ud for de mange danske statsborgere, der arbejder eller drømmer om at arbejde uden for Europas grænser (Udenfor EU og EØS-landene, red.). Danmark bliver altså ikke rigere af, at vi svækker vores egne muligheder for at rejse ud i verden – tværtimod. Det aftalte opholdskrav er derfor uklogt, urimeligt og unødvendigt,” siger Torben Poulsen.

Danske A-kasser peger på, at også børn og ægtefæller til danske statsborgere, der i en periode arbejder udenfor EU/EØS, vil blive ramt af opholdskravet.

Opholdskravet virker med tilbagevirkende kraft og vil ramme danske statsborgere, der allerede er medlem af en A-kasse, men nu mister retten til dagpenge på grund af et udlandsophold, der kan ligge tilbage i tiden. Samtidig begrænser opholdskravet danske statsborgeres ret til efterløn, ferie-, syge- og barselsdagpenge og dermed også virksomheders mulighed for refusion for syge- og barselsdagpenge.

Men et opholdskrav i dagpengesystemet er bare ikke det rigtige værktøj

”Vi skal selvfølgelig værne om den danske velfærdsstat og om det danske dagpengesystem. Men et opholdskrav i dagpengesystemet er bare ikke det rigtige værktøj. Det forventer A-kasserne selvfølgelig, at de ansvarlige politikere vil forholde sig til,” slutter Torben Poulsen.
Eksempel 1:

Katrine er dansk statsborger født og opvokset i Danmark. Hun har arbejdet, betalt skat og a-kassemedlemskab i Danmark i 10 år. Pr. 1. januar 2018 får hun arbejde i Australien, hvor hun bor og arbejder i 2 år. Herefter vender hun vender tilbage til Danmark igen. Katrine arbejder, betaler skat og a-kassemedlemskab i yderligere 6 år i Danmark – uden at trække på sin arbejdsløshedsforsikring. Men hvis hun for eksempelvis mister sit arbejde efter 6 år i Danmark, fordi hendes arbejdsplads går konkurs, er hun ikke berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Hun opfylder ikke opholdskravet, fordi hun inden for de sidste 8 år kun har opholdt sig i Danmark i 6 år.

Først i 2027 vil Katrine igen kunne få ret til dagpenge, som følge af hendes ophold i Australien i 2018 og 2019.
Eksempel 2:

Andreas er dansk statsborger. Han har arbejdet i USA i 2013-2017. Den 1. januar 2018 vender Andreas tilbage til Danmark, hvor han arbejder. Andreas er medlem af en a-kasse. Andreas vil – når opholdskravet træder i kraft 1. januar 2019 – først være dagpengeberettiget igen i 2025. Dette er en direkte konsekvens af opholdskravet.

Først efter en årrække har Andreas opholdt sig længe nok i Danmark til at opfylde opholdskravet – selv om Andreas’ udlandshold ligger tilbage fra før skatteaftalen fra februar måned 2018. Andreas har ikke haft mulighed for at indrette sig på det nye opholdskrav – eller undgå det.
Opdateret 13.35 med eksempler fra Danske A-kasser.
 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce