Danske Bank instruerede ansatte i at lade Home tage overpris

Banken afviser, at instruksen har haft konsekvenser for kunderne, men politikere kræver en kulegravning af forløbet
Foto: Danske Bank
Danske Bank har i årevis instrueret medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare kunder.

Det fremgår af interne dokumenter, som TV2 og Berlingske er i besiddelse af.

Instruksen drejer sig om de kunder i inkassoafdelingen, der er gået med til at sælge deres hus eller lejlighed for at indfri en del af deres gæld. I de tilfælde har Danske Bank instrueret medarbejderne i at opfordre kunderne til at sælge gennem bankens egen ejendomsmægler, Home.

Hvis kunderne er gået med til at sælge gennem Home, har instruksen til Danske Banks medarbejdere i inkassoafdelingen været klar: Home må kræve et højere salær hos Danske Bank-kunden, end hvis kunden havde valgt en hvilken som helst anden mægler på markedet.

På grund af bankens rådgivning kan kunderne derfor være endt med en endnu højere gæld til banken efter at have solgt gennem bankens ejendomsmægler.

Lars Krull, der er bankekspert og seniorrådgiver på Aalborg Universitet, har svært ved at få øje på andre motiver til forskelsbehandlingen end bankens indtjening.

Forretningsgange skal selvfølgelig være i orden og lovlige

 

"Det er usmageligt i sin helhed. Forretningsgange skal selvfølgelig være i orden og lovlige, og kundernes samlede interesse skal varetages uden bankens interesse i egen indtjening," siger Lars Krull til TV2.

Ekspert: Alvorlig sag for banken

TV 2 og Berlingske har tidligere afdækket, at Danske Bank i årtier har opkrævet for meget gæld fra tusindvis af kunder i bankens inkassoafdeling.

Det er en del af de selvsamme kunder, der nu risikerer at have betalt overpriser til Home. Denne sag kan dog vise sig at være langt mere alvorlig for banken, mener Niels Skovmand Rasmussen, der er lektor i finansiel regulering på Syddansk Universitet.

En stærkt bekymrende kultur i banken

 

"Modsat sagerne om fejl i gældsinddrivelsen kan dette svigt ikke begrundes med IT-fejl. Det bekræfter i stedet billedet af en stærkt bekymrende kultur i banken," siger Niels Skovmand Rasmussen til TV2.

Danske Bank beklager

Danske Bank har afvist at stille op til interview med TV 2, men i et skriftligt svar beklager banken instruksen til medarbejderne.

"Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, hvis der har været en procedure, hvor vi har gjort forskel på mæglerne," skriver banken og understreger samtidig, at der endnu ikke er noget, som tyder på, at det har haft konsekvenser for kunderne.

Banken har dog i januar i år som led i en undersøgelse af sagen gennemgået 1912 handler, hvor kunder i økonomiske vanskeligheder har solgt deres bolig for at indfri gæld til bankens inkassoafdeling.

I over halvdelen af de gennemgåede handler har kunderne betalt mere til Home, end hvad banken vil acceptere, at de øvrige mæglere på markedet opkræver, fremgår det af undersøgelsen, som TV 2 og Berlingske er i besiddelse af.

I gennemsnit har kunderne ifølge den interne undersøgelse betalt 28.800 kroner for meget til Home. Samlet set vurderer banken selv, at kunderne har betalt 64,6 millioner kroner for meget til bankens ejendomsmægler.

Helt teoretisk

 

Pressechef Stefan Singh Kailay skriver i en mail til TV2, at den interne undersøgelse er en “statistisk analyse” og “derfor helt teoretisk”. Pressechefen tilføjer, at Danske Bank siden undersøgelsen i januar har “foretaget en nærmere gennemgang”, der indtil videre ikke har “kunnet etablere et mønster, der viser, at kunderne har lidt skade som følge af bankens partnerskab med Home”.

Politikere i det røde felt

Flere politikere kræver dog nu en ekstern kulegravning af forløbet.

"Danske Bank har med fuld overlæg og med en skriftlig instruks, udnyttet sine økonomisk trængte kunder," skriver SF's erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, på Twitter.

Udover at være amoralsk, så er det også i strid med loven!

"De, der fx var midt i en skilsmisse og måtte sælge huset - ja dem tog man overpris for. Udover at være amoralsk, så er det også i strid med loven!"

Lisbeth Bech-Nielsen har tidligere argumenteret for, at der bør indsættes eksterne observatører i banken under oprydningen af gældssagen og mener, at Home-metoden er et yderligere argument for, at dele af banken reelt skal sættes under administration. Erhvervsordføreren forlanger som minimum en uvildig undersøgelse af forløbet og vil kalde erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd om Home-instruksen.

placeholder

"Det er jo helt vanvittigt," siger Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti, til Berlingske, mens Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velasquez kalder det "groft".

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det skal kulegraves,de har lavet så mange tossede ting så det var nok værd at lukke den bank.

Enig, Karlo

Der er så megen tale om KULTUR i øjeblikket. Ikke mindst med hensyn til sexisme. Der er dog opstået flere KULTURER i samfundet. En af dem er opstået, eller har altid været der, i bankerne, der mener, de er udødelige after at "samfundet" har holdt dem flydende, da det kneb. Kulturen er nu at sparke nedad, og rage uhæmmet til sig. Et andet sted er i nogle kommuner, hvor menneskelignende væsener med forkærlighed for systemer og magt kan køre folk i sænk med sager, der eks. bliver væk under behandlingen.
Det kunne da give god mening at sætte det på dagsordenen at lukke Danske Bank og at kulegrave nogle forvaltninger for at få afsløret magtmennesker.

Annonce