Annonce

Danske Bank skal under politisk afhøring

Virksomheder som Danske Bank er så store og magtfulde, at de ikke kun skal stå til ansvar for lovgivningen, men også bør stå til ansvar for folkestyret 
Åbner man for aviserne i disse dage er det diskussioner om håndtryk, omprioriteringsbidrag og finanslov der fylder op i spalterne. Ordene om den største hvidvaskningsskandale i Danmarks største bank, Danske Bank, er til gengæld færre end de burde være.

Og det på trods af de skandale-lunser, der falder af til offentligheden som perler på en snor. Eksempelvis med Financial Times’ afsløringer af at 192 milliarder kroner har passeret gennem Danske Banks estiske filial på bare et enkelt år. Kun finansnørderne og Twitter-folket tages ved hånden, og får et reelt indblik i omfanget af råddenskab i toppen af finanssektoren.

Kun finansnørderne og Twitter-folket får et reelt indblik i omfanget af råddenskab i toppen af finanssektoren

Det er ikke bare en skam – det er en katastrofe. Og det er på tide at Folketingets partier tager deres ansvar over for befolkningen seriøst, og snart griber til handling. Uanset hvilke juridiske konsekvenser skandalen sender i hovedet på Danske Bank, så er der brug for et politisk efterspil. Den ledelse, der med søforklaringer og undvigelsesmanøvrer gentagende gange har forsøgt at forsinke opklaringen af den muligvis største erhvervsskandale i danmarkshistorien, skal ikke kun stå skoleret for en domstol. Den skal også stå skoleret for det politiske system - og dermed for hele befolkningen.

Indfør parlamentariske høringer
Vi burde indføre parlamentariske høringer i Danmark efter inspiration fra blandt andet Storbritannien og USA. Her skal parlamentariske komitéer kunne kræve, at eksempelvis toppen i en stor og vigtig samfundsinstitution som Danske Bank tropper op, og lader sig afhøre politisk af en gruppe folkevalgte.

Vi burde indføre parlamentariske høringer i Danmark efter inspiration fra blandt andet Storbritannien og USA

Der findes virksomheder i dette land, som er så store og så magtfulde, at de ikke kun har et juridisk ansvar over for lovgivningen, men faktisk også har et bredere samfundsansvar. Vi har før set hvordan vanvittige dispositioner fra banker som Roskilde Bank og Amagerbanken, ikke bare har smadret foretagenderne, men faktisk også de lokalsamfund de var en del af. Derfor skal de ikke kunne gemme sig.

Ud af busken, med de smarte drenge!
Parlamentariske høringer kan være et første skridt på vejen til at sikre, at der sker en personliggørelse af ansvaret for direktionens handlinger i toppen af erhvervslivet. Siden 2008 er stort set ingen blevet dømt for den uansvarlige opførsel, der sendte tusindvis af almindelige mennesker ud i arbejdsløshed og indkomsttab. Det er stadig uhyre vanskeligt at få topdirektører i tale, og tvinge dem til at svare på de spørgsmål, som vedrører hele befolkningen og samfundet. Og det problem vil kun blive større og værre, i takt med at globaliseringen gør virksomhederne mere og mere internationale.

Lad os give folkestyret større muskler i kampen mod grådighed og råddenskab i de største virksomheder

Lad os give folkestyret større muskler i kampen mod grådighed og råddenskab i de største virksomheder. Lad politikerne afhøre Danske Bank. Befolkningen har krav på at finanssektorens smarte drenge kommer ud af buskene, og bliver stillet politisk til ansvar for deres gøren og laden. Alternativet er at det bliver mere og mere legitimt at sparke samfundssindet til hjørne i markedsøkonomien, så længe man holder sig på den rigtige side af den juridiske kridtstreg. 

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Danske Bank burde nationaliseres. Og med det samme. De opfører sig ikke ansvarligt, og når de er i vanskeligheder, så må samfundet punge ud. Man kan så via et folketing holde tilsyn med banken og ansætte nogle folk, som har forstand på bankvirksomhed. Bestyrelse kunne være folketingsmedlemmer med en direktion, der er ansvarlig overfor samfundet. Folketingsmedlemmerne har ikke ligesom almindelige mennesker indsigt i bankvirksomhed. Det er blevet kompliceret, derfor bør man have et tilsyn, der har forstand på tingene og en direktion, der har forstand på tingene. Det må man kunne finde i kongeriget. De mennesker skal være personligt ansvarlige overfor samfundet med en bestemmelse i straffeloven som går på noget moralsk også. En så stor institution kan køre om hjørner med hvemsomhelst, derfor må der bare gøres kort proces. Det er gået for langt nu. Og det bliver bare ved.