Annonce

Danskerne i udkanten har fået nok

Hvis ikke Socialdemokratiet kommer med visioner, der indgyder til fornyet håb og fremgang, vil partiet miste yderligere opbakning og blive degraderet fra et folkeparti til et storbyparti.
På mine talrige lokalmøder, debatmøder og vælgermøder i yderkommunerne møder jeg en stigende grad af vrede og frustration blandt tidligere socialdemokratiske kernevælgere. De føler, at deres gamle parti har glemt dem, fordi de bor på Lolland. Langt væk fra storbyen – tæt på vandet og grænsen. Flere andre politikere fra området møder det samme, og de giver mig ret.

Ugebrevet A4 havde i oktober måned en analyse af danskernes tillid til politikerne. Den viste, at tillidsniveauet er rekordlavt. Og den store vandring af vælgere fra ”de gamle partier” til protestpartier som Dansk Folkeparti, må siges også at være et udtryk for utilfredsheden.

I min hjemegn, Lolland Kommune, har vi haft en tradition for at have den mest socialdemokratiske by i Danmark: Nakskov. Men i forhold til, at 44 procent stemte socialdemokratisk ved folketingsvalget i 2001, så var tallet nede på 30 procent i 2011, og tendensen fortsatte ved det seneste europaparlamentsvalg. Her fik socialdemokraterne 24 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti fik 36 procent.

Jeg ser vælgernes skift, som en søgen efter et parti der taler yderkommunernes sag, og socialdemokraterne har ikke været i stand til at forklare eller byde ind med løsningsforslag til de borgere i udkanten, der oplever at deres lokale samfund lider af befolkningstilbagegang, lukninger af lokale institutioner, færre arbejdspladser og flere og flere tomme huse og butikker.

Hvis ikke Socialdemokratiet kommer med visioner, der indgyder til fornyet håb og fremgang, vil partiet miste yderligere opbakning og blive degraderet fra et folkeparti til et storbyparti.

Men hvor mange vælgere drejer det sig egentlig om, tænker du. Ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters opgørelse bor der en halv million indbyggere i de 16 såkaldte yderkommuner og to millioner i de 30 landkommuner! Det er ikke bare en lille del af Danmark, det er en ret stor del af Danmark.

Mit gamle parti skal ikke glemme de borgere, som bor i yder- eller landkommunerne. Vi skal tage teten og give et bud på, hvordan vi vil gennemføre en landsanering på samme måde, som bysaneringen af København fandt sted i specielt 1980’erne og 90’erne. Vi skal rydde op i de ubeboelige tomme huse, placere statslige arbejdspladser og fremme pendlingen i disse kommuner.

Som socialdemokrater skal vi kort sagt tage den frustration og vrede alvorligt og lave en politik, der giver håb, fremtidstro og perspektiv på et Danmark, hvor yderkommunerne har en fremtid, de kan være stolte af og se frem til.

Kasper Roug (f. 1979) er folketingskandidat på Lolland. Han er uddannet lærer og cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet. Kasper Roug har tidligere været udsendt soldat i Kosovo. Han arbejder i dag på VUC Storstrøm i Nakskov som hf-lærer.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kasper Roug er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet