Annonce

Danskerne vil sende flere våben og partier vil hjælpe russiske desertører

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet fredag og dermed tid til ugens sidste udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, med nyheder fra ind- og udland.

Den seneste udvikling fra Ukraine er, at NATO afviser at indføre en no-fly zone over landet, som den ukrainske regering ønsker. "Vi er ikke en part," siger generalsekretær Jens Stoltenberg.

Inde i Ukraine har der været kampe omkring et atomkraftværk, som er blevet ramt af russiske bomber. Redningsfolk skulle have slukket branden og der er ingen meldinger om udslip.

Tak fordi du læser med.


Vil hjælpe russiske soldater på flugt

Russiske og hviderussiske soldater, som ikke vil kæmpe i krigen mod Ukraine, skal ligesom ukrainere kunne få hjælp af Danmark. Det skriver Ritzau via Berlingske.

Det er meldingen fra flere partier, forud for at regeringen fredag forhandler med Folketinget om en særlov om ukrainere.

Der er forlydender om, at nogle soldater vælger at desertere eller nægter at adlyde ordrer.

Og dem mener Venstre, at vi børe hjælpe. Det samme mener SF.

Læs hele historien her.

 

Meningsmåling: Danskerne støtter våbenhjælp

 

To ud af tre danskere går ind for at sende endnu flere våben til den ukrainske regering.

Det viser en helt ny meningsmåling, som Kantar Gallup har foretaget for Berlingske.

65 procent er for, 18 procent er imod.

Regeringen har allerede sendt 2.700 panserværnsraketter og 300 Stinger-missiller til landet. Og mere kan følge, har forsvarsminister Morten Bødskov (S) tidligere sagt.

Læs hele historien her.


Rusland vil straffe ’fake news’ om krigen

Ruslands parlament er i dag blevet enig om at ville indføre en lov, der kan give op til 15 års fængsel for at sprede "falske informationer" om krigen i Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Journalisten.

Loven er kommet igennem parlamentets underhus, Dumaen, på et tidspunkt, hvor russiske myndigheder har sat ind for at styre fortællingen om invasionen i Ukraine i medierne.
Medierne må blandt andet ikke betegne invasionen som ’invasion’ eller ’krig’, ligesom at medierne kun må bruge officielle russiske kilder i deres dækning af krigen. Heller ikke skoler må bruge ordet ’krig’.

Med loven vil det også blive ulovligt at opfordre til sanktioner mod Rusland offentligt, skriver Reuters.

Rusland har tidligere på ugen lukket flere frie medier.

 

Nordiske industriarbejdere fordømmer Rusland

Sammenslutningen af industriansatte i de nordiske lande tager i en fælles erklæring afstand fra Rusland og støtter Ukraine.

Det er Dansk Metals formand Claus Jensen, der har taget initiativ til den fælles udtalelse, som fordømmer Ruslands krig i Ukraine. Han er formand for Nordic IN, som repræsenterer en million industriansatte i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

”Ruslands adfærd er helt uacceptabel. Det er forfærdelige scener, vi ser i Ukraine. Særligt vores kollegaer i Finland og Sverige oplever lige nu et stort pres. De industriansatte i hele Norden står samlet mod Ruslands invasion”, siger Claus Jensen.

Herhjemme opfordrer Claus Jensen til, at vi byder ukrainerne velkommen på det danske arbejdsmarked på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår.


God weekend fra os, vi er tilbage på mandag.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Russiske og hviderussiske soldater, som ikke vil kæmpe i krigen mod Ukraine, skal ligesom ukrainere kunne få hjælp af Danmark".
De kunne jo passende kæmpe side om side med ukrainerne mod russerne.