De, der løfter tungest, bør ikke bære den korteste pensionstid
De, der løfter tungest, bør ikke bære den korteste pensionstid
Faglærte mænd topper listen over længste arbejdsliv og bunden over hvem, der får en fair pension. Det hænger ikke sammen, skriver formand for 3F Vejle
Der er noget absurd ved, at det er dem med de tungeste værktøjskasser, der skal bære det længste arbejdsliv.
Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd topper de faglærte mænd listen over dem med de længste arbejdsliv. De arbejder nemlig 44,9 fuldtids år i gennemsnit.
Det er mureren med slidte knæ, tømreren med ødelagte skuldre og industriarbejderen med ryggen som et rusten metalrør, der holder længst ud.
AE’s analyse viser også, at hver fjerde ufaglærte mand i gennemsnit arbejder mere end 48 år – ofte som specialarbejdere. Et hårdt fysisk arbejde.
Til sammenligning arbejder akademikerne 42,3 år. De kommer senere ind på arbejdsmarkedet og selv på trods af, at flere arbejder efter folkepensionsalderen, kan de ikke indhente de faglærte.
Når man ser det, virker arbejdsmarkedet mest som et stillads, der er samlet skævt fra starten: Jo mere fysisk hårdt du arbejder, desto længere tid skal du arbejde.
Hvor er rimeligheden i det?
Akademikerne er lige så vigtige
Det er ikke, fordi akademikere ikke bidrager – selvfølgelig gør de det, og deres bidrag er lige så vigtigt og nødvendigt.
Men det er, som om vi i Danmark har opbygget et pensionssystem, hvor det fysiske slid bliver mødt med kolde tal i Excel-ark og en hovedrysten, når dem med slidgigt i hænder og knæ taler om tidligere pension.
For den faglærte, der har arbejdet siden han var 17 år og ikke har skyggen af hoftebrusk tilbage, er virkeligheden mere end sorte tal i et Excel ark.
Det eneste, systemet måler, er år – ikke hvordan de føles
Den er konkret. Den er tung og gør ondt i lænden.
For selvfølgelig er der forskel på at arbejde med hænderne og at arbejde med hovedet. Det er der bare ikke i vores pensionssystem.
Der er ingen plads til at tage højde for slid, skæv ryg eller søvnløse nætter med smerter i led og muskler. Det eneste, systemet måler, er år – ikke hvordan de føles.
Endnu en alarmklokke
Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen. Det handler om virkelige mennesker.
Det handler om at tage fingrene ud af ørerne og høre virkeligheden for de mange faglærte og ufaglærte i Vejle og resten af Danmark.
Læs også:Fagboss om ny pensionsalder: “Der er for langt fra Borgen til byggepladsen”
AE’s analyse er endnu en påmindelse – eller rettere: endnu en alarmklokke, der bimler som en fabriksfløjte, om at der er akut behov for politisk handling.
Vi kan ikke fortsætte med at lade som om, at alle kroppe holder lige længe, eller at alle job slider ens.
Politikerne sidder på hænderne
Løsningen er ikke raketvidenskab. Den er faktisk temmelig jordnær.
Løft og udvid Arnepension. Lad den udvides i samme takt som pensionsalderen, og sørg for, at beløbet man får, er noget, man rent faktisk kan leve af.
Sørg for, at dem med de tungeste løft har en værdig og retfærdig ret til at trække sig tilbage før kroppen er slidt op og de skal køres af arbejdsmarkedet i en trillebør.
Læs også:Om pensionsalderen: “Det er skuffende, uanstændigt og pivhamrende skævt!”
Lige nu sidder politikerne i Folketinget på hænderne – og det er ikke hænder, de bruger til at bære stillads, svinge hamre eller flytte tunge metalplader.
Det gør de faglærte og ufaglærte. Og de har brug for mere end klap på skulderen og varme ord.
Kommentarer
Akademikerne fik jo stoppet…
Akademikerne fik jo stoppet al snak om, at Arne-pensionen skulle være forbeholdt dem med fysisk prægedee jobs. Så det vil de naturligvis gøre igen, hvis nogen vil lave differentieret pensionsalder.
Og de skal nok få deres vilje, de fylder jo i forvejen folketinget op, og har lettere adgang til pressen og beslutningstagerne, da de i højere grad kender det rette lingo, kender de rigtige mennesker, og bor de samme steder som dem.
Forleden kunne man læse et…
Forleden kunne man læse et indlæg fra en kvinde, som har studeret i 10 år til en kandidatgrad i kommunikation. Undervejs havde hun fået tre børn. Nu er studiet så slut og arbejdsmarkedet venter - Eller gør det? Ikke efter kvindens mening. Hun mener selv hun har bidraget mere end rigeligt ved at sætte tre børn i verden og at statskassen må forsørge hende som enlig mor med tre børn.
Regningen for såvel hendes kandidatgrad (som jo så er spildt, da hun ikke vil arbejde), samt forsørgelse af hende og hendes børn må Arne jo så arbejde for at betale.
Da jeg læste hendes indlæg tænkte jeg hun må være betalt af CEPOS og Liberal Alliance for at understrege nødvendigheden af deres politik om at afskaffe velfærdsstaten til fordel forskattelettelser.
Et kvindemenneske, som totalt har mistet jordforbindelsen under sine ti år på uni.
Tvangsfjern hendes børn og…
Tvangsfjern hendes børn og send snylteren i arbejdslejr
Efter min mening, er det…
Efter min mening, er det yderst fornuftigt, at Socialdemokratiet har lagt op til debat, om den stigende folkepensionsalder...
Samtidig er den såkaldte "Arnepension" det mest positive der er vedtaget vedrørende pension, ingen skal vurdere en, man kan selv helt frivilligt bestemme om man vil fortsætte på arbejdsmarkedet, eller trække sig, hvis man selvfølgelig følger reglerne angående "Arnepensionen"..
Fremtiden på pension området, ser meget broget ud, og det gør den på grund af, at vælgerne ikke støtter op om de såkaldte "Røde politiske partier" - Dog skal det i anstændighedens navn lige med, at Dansk Folkeparti var med til at sikre et flertal vedrørende "Arnepensionen""
God Eftermiddag !
Det er helt selvklart et…
Det er helt selvklart et problem, at man både har det hårde arbejdsliv og den længste arbejdsperiode på arbejdsmarkedet.
Forestiller man sig f.eks. et slagteri, der lukker i provinsen, som det skete i Nordjylland, risikerer man fyring.
Vi ved alle, at det herefter er svært igen at komme i ordinært arbejde, og at ledigheden blandt ældre medborgere generelt er højere end for andre grupper, da arbejdsgiverne jo ingen forpligtelse har til at tage denne gruppe i arbejde, men ofte foretrækker yngre kræfter.
Denne situation indebærer risiko for, at ledigheden er ufrivillig, og derfor løber ud af dækning gennem arbejdsløshedsunderstøttelse, efter perioden på 2 år.
Er man først i tresserne kommer man altså derfor alvorligt i klemme, da man ikke kan oppebære kontanthjælp med formue, hvilket betyder, at man hurtigt kan blive rippet for den opsparing, man havde tænkt at forsøde pensionisttilværelsen med, man falder så at sige i et sort hul.
Her hjælper alle løfterne fra borgerlige politikere om andre invalidebetingede pensioner slet ikke. Man er faldet i et sort hul aldeles uforskyldt, når arbejdsgiverne er helt uden ansvar for en videre beskæftigelse.
Denne problemstilling er kun mulig at modvirke med en Arne pension, som man selv kan tilvælge.
Med de nye regler om import af arbejdskraft fra en række lande, vil dette problem dobbeltforstærkes, når man frit kan importere yngre arbejdskraft i den længere periode, hvor den øgede pensionsalder føjer spot til skade og øger den ufrivillige ledighed.
Der er intet svar på denne helt urimelige trussel mod egenpensionen gennem opsparing fra politisk hold, og derfor er en selvvalgt pension af "Arne"-typen helt nødvendig.
Desuden er det en illusion, at alle med skavanker efter et langt arbejdsliv er sikret en pension, hvis man ikke kan anerkendt få en diagnose. Derfor ser vi især fra borgerligt hold et omfattende bedrag om, at man altid ved udslidning eller svækkede muskler og led er sikret en pension.
Den stadigt strammere kurs med øget pensionsalder og længere arbejdsliv er en del af især de borgerlige politikeres kompleks af arbejdsudbudsreformer, hvis egentlige formål skulle være at imødegå den påståede mangel på arbejdskraft.
Men manglen på arbejdskraft en manipuleret virkelighed.
I ethvert samfund med fuld beskæftigelse kan man nemlig ved markedsmanipulation tildanne forholdene således, at der er tilsyneladende mangel på arbejdskraft.
Midlet er gennem arbejdsudbudsreformer at presse lønniveauet ned under den af markedet bestemte løn, hvor udbud jo er lig efterspørgsel.
Med et sådant pres på lønniveauet vil efterspørgslen på arbejdskraft stige på grund af lavere løn, men ved fuld beskæftigelse er der jo ingen at tage af, og vupti, så er der hokus pokus bekvem mangel på arbejdskraft.
Den kan afskaffes i morgen, hvis lønnen igen løftes til markedspris.
Det værste er, at den import af arbejdskraft, der f.eks. lovprises af Løkke R. ved lønpres kan øge efterspørgslen mere, end der importeres, og altså forværre manglen.
Det er en snedig svikmølle der udhuler arbejdstagernes forhandlingsstyrke i overenskomstforhandlingerne.
Vi har idag 400.000 udlændinge, der arbejder på det danske arbejdsmarked. Hvornår er det nok? Måske viser netop dette, at det er den selvforstærkende virkning, med billigere arbejdskraft og pres på lønningerne, der ønskes fra dansk arbejdsgiverforening og deres repræsentanter på tinge, i deres evige kamp for omfordeling til gunst for de velbjærgede i samfundet. Er vi faktisk ude i et faktuelt bedrageri, hvor det ikke er en reel mangel på arbejdskraft vi ser, men en konstrueret virkelighed?
Nogen vil sige, at når fødselstallet falder, kommer vi til at se mangel. Det er helt korrekt, at der findes faktiske forhold, der kan give denne virkning, men var det problemet, ville alle ordninger da gå på at begrænse tilgangen i forhold til et bestemt tal relateret til dette faktum.
Bemærk venligst, at det gør det ikke, og alle tegn peger på, at vi er ude for en bevidst manipulation, der skader lønmodtagergruppen mere, en den vinder ved en forøgelse af BNP.
Det vi ser er en trussel mod solidariteten i samfundet, og hvor stigende formuer i visse kredse truer den demokratiske orden ved at besidde uforholdsmæssig magt.
Det er selve den danske model, der her er under pres, og udviklingen har målt på Gini koefficienten siden 89 udvist en stigende ulighed i samfundet, hvor Danmark har mistet sin førerposition i OECD som det mest lige samfund blandt udviklede lande.
Tilføj kommentar