Annonce

De fem bedste bøger om finanskrisen

Anbefaling: Hvis du for alvor vil forstå de økonomiske jordskælv, som finaskrisen startede, så skal du læse disse fem bøger.
I anledning af ti-året for finanskrisens udbrud har Netavisen Pio bedt mig om at anbefale de fem bedste bøger, jeg har læst om finanskrisen og dens efterspil.

Finanskrisen er ikke bare historien om finanskrisen. For finanskrisen blev til en statsgældskrise. Det blev til en langvarig økonomisk krise og en massiv recession. Det er blevet til populismens genopblomstring. Og det er historien om en kapitalisme der, for at citere Mette Frederiksen, er blevet syg.

Finanskrisen: min generations vendepunkte
Jeg har mange gange forsøgt at forklare, at for min generation af politikere og politisk aktive har finanskrisen været det afgørende og kraftfulde historiske nedslagspunkt, der har formet meget af vores politiske tænkning. Og det gør det faktisk stadig.

For halvanden eller to generationer før min var det murens fald og hvad det skabte af politisk og økonomisk optimisme i 90’erne. For generationen før det har det været 68-oprøret, længere tilbage har det været efterkrigstiden og endnu længere tilbage 30’ernes krise. For mit vedkommende er finanskrisen og alle de diskussioner, der fulgte efter om bankernes adfærd; om det frie markeds utilstrækkeligheder; om ulighed; om populisme; og meget mere.

Jeg har mange gange forsøgt at forklare, at for min generation af politikere og politisk aktive har finanskrisen været det afgørende og kraftfulde historiske nedslagspunkt, der har formet meget af vores politiske tænkning

Alt sammen er det en del af den samme historie om de sidste 30 års politiske og økonomiske udvikling, hvor finanskrisen dybest set er katalysatoren der satte gang i jordskælvene. Derfor er det heller ikke let hverken at indsnævre sig til mine fem favoritbøger eller at holde sig snævert til finanskrisen. For selve historien om bankerne er kun en del af den samlede politiske og økonomiske krise.

Men nuvel, jeg har forsøgt alligevel.

1. Too Big Too Fail af Andrew Ross Sorkin (2010)
Titlen siger næsten det hele. I strid med alt hvad frimarkedstænkere altid har ment, så måtte Bush-administrationen med finansminister Hank Paulson i 2007 og 2008 sande, at de amerikanske banker simplethen var blevet for fede til at gå ned. Bogen, der er lige så medrivende som en spændingsroman, afdækker dramaet bag kulissen i New York og Washington, hvor politikerne, centralbankchefen og lederne af de største og mest grådige banker slås for at holde USA's og verdens økonomi oven vande. Bogen er fremragende og faktisk også egnet til have med på stranden.

Bonusinfo: Bogen er endda så god og spændende, at den er blevet filmatiseret af HBO under samme titel. Den kan ses på HBO Nordic.

 

2. The Shifts And The Shocks af Martin Wolf (2014)
En af mine absolutte yndlings klummeskribenter er Martin Wolf. Hver uge skriver han om politik og økonomi i Financial Times. Altid med dyb indsigt – og set med en socialdemokrats øjne – dyb forståelse for betydningen af en stærk social sammenhængskraft. Han forstår og kan forklare det hele.


I bogen tager han en gryde med kompliceret finansøkonomi, stigende ulighed, lav vækst, eurokrise, den kapitalistiske markedsøkonomis fejl og mangler, den manglende politiske regulering af markedet og meget mere, og rører grundigt rundt. Det kommer der en fremragende helheds forståelse af finanskrisen, dens konsekvenser og dens langsigtede rækkevidde ud af. Klart en anbefaling herfra.

 

3. Andre Folks Penge af Niels Sandøe og Thomas Svaneborg (2013)
I mange år har højrefløjen i Danmark forsøgt at skabe en fortælling om, at den danske finanskrise alene var et resultat af den internationale finanskrisen. Et resultat af begivenheder og beslutninger, som var udenfor lille Danmarks egen kontrol. Det er løng og latin. Finanskrisen i Danmark var meget langt hen af vejen selvskabt og skabt af de præcis samme dynamikker, beslutninger (og mangel på samme) og grådighed, som det man så i USA, Storbritannien og resten af verden.

I Andre Folks Penge fortæller Sandøe og Svaneborg både en masse små historier om grådighed og hurtige gevinster i finansverdenen, samtidig med at vi får den større historie om den danske finanskrise. Det historien om Roskilde Bank, Amagerbanken, bankpakkerne og ejendomsspekulanter. Jeg er fan af bogen.

4. Austerity: The History Of A Dangerous Idea, af Mark Blyth (2013)
Professor i politisk økonomi Mark Blyth, der skriver ligeså underholdende som han taler, har skrevet historien om ideologien bag sparepolitikken. Bogen handler som sådan ikke om finanskrisens årsager, men er historien om hvordan man gjorde en bankkrise i Sydeuropa for navnlig tyske og franske banker til en statsgældskrise for de sydeuropæiske lande.


Bogen beskriver mekanismerne bag, at EU's håndtering af finanskrisen reelt betød at man reddede røven på nødlidende banker i Nordeuropa og sendte regningen til de sydeuropæiske befolkninger. Mark Blyth beskriver samtidig hvordan sparepolitikken både er økonomisk usund og hvordan det skaber sprækker i samfundet. Troen på, at man kan spare sig ud af kriser lever i bedste velgående. Det samme gør forestillingen om, at statsgældskrisen i Sydeuropa alene er staternes egen skyld. Begge dele kan mere end bare udfordres, derfor er Blyths bog pligtlæsning.

 

5. Lords Of Finance: The Bankers That Broke The World, af Liaquat Ahamed (2009)
Jeg er historienørd. Derfor er min sidste anbefaling en historiebog, der ligger langt væk fra finanskrisen og det der fulgte efter. Men den er alligevel ikke irrelevant. Liaquat Ahameds bog fortæller om den store finanskrise og efterfølgende økonomiske depression, der slog verden i stykker i 1930’erne og frem. Den grådighed, ligegyldighed med samfundet og den politiske reaktion der efterfulgte var med til at tegne verden som vi kender den i dag.

Den handler om hvordan få mennesker kan køre en økonomi af sporet og så frøene til både fascisme og verdenskrig. Selvom det er lang tid siden, så er der slående lighedspunkter til den situation vi stadig befinder os i, i dag.

Peter Hummelgaard er EU-ordfører for Socialdemokratiet

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning

Beskæftigelsesminister (S)


Flere artikler om emnet