Annonce

De fremtidspessimistiske tyskere har fået en stemme i AfD

Det højrenationalistiske parti kan blive Tysklands tredjestørste parti efter søndagens valg. De tager de emner op, som de andre ikke vil røre ved.
”Tyskland og Europas fremtid må sikres på den lange bane. Vi vil videregive et land til vores efterkommere, som stadig kan genkendes som vores Tyskland.”

Sådan skriver det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland i deres valgprogram, hvori de kritiserer Tysklands immigrationspolitik højlydt – de frygter, at landet vil blive overstrømmet af afrikanske immigranter, som vil ændre landet uigenkaldeligt.

Partiet rammer ned i et emne, som optager mange tyskere, og som de øvrige partier i meget lille grad formår at tage seriøst. Derfor kan det nye parti indtage det tyske parlament med storm efter valget på søndag, og blive Tysklands tredjestørste parti.

AfD taler om det, som de andre partier ikke vil røre ved
AfD blev stiftet i 2013 som et euroskeptisk protestparti, men har siden gjort den hårde immigrationspolitik til deres hjerteblod – de vil lukke Tysklands grænser, fratage asylansøgere en række rettigheder og minimere Islams rolle.

Ved sidste forbundsvalg fik de 4,7 procent af stemmerne, og de kom hermed lige under spærregrænsen på 5 procent. Denne gang spår meningsmålingerne at de vil få 9 til 12 procent af stemmerne og op til 85 sæder i parlamentet.

For Lukas A. Lausen, tysk statsborger og formand for det Udenrigspolitiske Selskab u35, er forklaringen på AfD’s succes simpel: De emner, de tager op, er der ikke andre partier, der vil røre ved:

De konservative er simpelthen for anstændige til at tale om immigrationsstrømmen som et reelt problem

”Mange tyskere føler, at der kommer for mange immigranter, de føler, at den tyske kultur er under udvanding, at deres hjem er under forandring, og at det ikke bliver taget alvorligt. Og det er fuldstændig rigtigt, det bliver ikke taget alvorligt”, forklarer Lukas A. Lausen til et debatarrangement om det tyske valg arrangeret af Netavisen Pio.

”De konservative er simpelthen for anstændige til at tale om immigrationsstrømmen som et reelt problem, og det er Martin Schulz for så vidt også,” siger Lukas A. Lausen.

AfD’s vælgere er de mest pessimistiske
Selvom AfD i dag er et samlingspunkt for mange frustrerede tyskere, som er bekymrede for globaliseringens konsekvenser, er der nogle grundlæggende forskelle i forhold til Dansk Folkeparti, mener Detlef Siegfred, professor i Tysk historie på Københavns Universitet:

”AfD startede som et parti for de veluddannede fra middelklassen, som var utilfredse med Angela Merkels meget humanistiske og EU-venlige form for konservatisme. Partiet bliver kaldt et ’professorparti’, fordi det er blevet dannet af en gruppe euroskeptiske akademikere. Rent økonomisk er det et liberalt parti, som dog i den seneste tid har forsøgt at gå i en mere social retning.”

Flere undersøgelser indikerer, at det lykkes for partiet at blive mere folkeligt og mindre elitært. En undersøgelse fra det tyske institut for social og økonomisk forskning, DIW, viser, at hele 69 procent af partiets støtter er mænd, som gennemsnitligt er lidt yngre end dem, der stemmer konservativt eller socialdemokratisk. Indkomstmæssigt ligger vælgerne under det tyske gennemsnit – kun partiet Die Linke tiltrækker vælgere med ringere økonomi end AfD. Ifølge DIW tiltrækker partiet også en del sofavælgere og folk som generelt har mistet tiltroen til det tyske demokrati.

Partiet er ikke kun et parti for det tyske ’prekariat’. Det har fortsat mange veluddannede og ressourcestærke støtter, men det er dog det parti, som har flest vælgere med et pessimistisk syn på fremtiden, og som i størst grad føler, at deres økonomiske situation er uretfærdig.

Blokeret af Google
Partiet er blevet mødt med skepsis af de fleste mainstream medier i Tyskland, og derfor satser man i den sidste intense fase af kampagnen benhårdt på den digitale tilstedeværelse, hvor de kan kommunikere direkte til deres potentielle vælgere.

Dertil har de hyret det texanske firma Harris Media, som tidligere har arbejdet for det britiske protestparti UKIP og selveste Donald Trump.

Harris Media har blandt andet lavet en række videoer, hvori Angela Merkel præsenteres som ”løftebryderen,” der ikke har beskyttet det tyske folk fra Islam og islamisk terror.

Skærmbillede fra AfD's anti-merkel video.

Partiet er dog for nyligt kommet i strid med Google, som ikke vil promovere AfD’s anti-Merkel kampagne, og AfD mener, at Google saboterer deres kampagne.

Det forløb mener visse tyske analytikere, kan ende med at falde ud til AfD’s fordel, da mange er vrede over at se den amerikanske internet-gigant agere politisk.

Google har dog forklaret, at deres beslutning ikke er politisk motiveret, men at AfD’s kampagne blot overskrider deres generelle retningslinier.


Flere artikler om emnet