De kan kalde mig rask, men jeg er stadig syg

Jeg bliver aldrig helt rask. Jeg er sindssyg for livet, og håber, at jeg altid kan have en plads i sundhedssystemet, så jeg kan få hjælp, når jeg behøver det.
SF og DF er kommet med et forslag: nu skal psykisk syge kunne raskmeldes. Det er umiddelbart meget sympatisk, men vil gøre ekstremt meget mere skade end gavn for os som har en kronisk psykisk diagnose.

Umiddelbart meget sympatisk, men vil gøre ekstremt meget mere skade end gavn

Der er to store udfordringer ved dette forslag: 1) udsatte borgere får mindre støtte, og 2) man åbner op for et nyt – og uretfærdigt – rum for besparelser.

Kæmpe risiko for, at man erklærer syge mennesker raske før tid

Jeg er bipolar. I folkemunde maniodepressiv. Jeg har været indlagt førhen, og jeg klarer det godt. Folk er ofte overraskede, når jeg fortæller om min sygdom. Havde jeg haft brækket et ben, så havde man nok erklæret mig rask på nuværende tidspunkt. Men jeg har ikke brækket benet, jeg har heller ikke knækket psyke længere, men – for at blive i ben-metaforen – bruddet voksede aldrig helt godt sammen, og det skal jeg passe på resten af livet. Derfor har jeg brug for min diagnose. Jeg har brug for muligheden for støtte.

Jeg har brug for min diagnose

Jeg har brug for at blive i ”systemet”, så jeg ikke skal starte fra bunden, når min psyke knækker igen. Desuden: hvis jeg erklæres rask, så kan jeg ikke få den receptpligtige medicin der gør, at jeg kan undgå, at min sygdom ødelægger mig igen.

SF plejer ikke at være forgangspersoner for besparelser i det offentlige, men denne gang skyder de deres egen ideologi i foden. Hvis psykisk syge skal kunne erklæres raske, så kan det sparre sygehusene mange penge, ja. Til gengæld er der også en kæmpe risiko for, at man erklærer syge mennesker raske før tid. Det er ikke urealistisk i et system, hvor der allerede udskrives langt fra raske patienter, blandt andet på grund af manglende sengepladser og hænder.

Til gengæld er der en kæmpe risiko for, at man erklærer syge mennesker raske før tid.

Med dette forslag vil man kun kunne støtte op om den amoralske taxameterordning, som der har eksisteret i det danske sundhedssystem. Jeg tror, at der vil gå sport i, hvor mange psykisk syge patienter man kan ”kurere” og derved: hvor mange penge man kan tjene.

Jeg er sindssyg for livet

Jeg har været indlagt på grund af min bipolaritet, og jeg er utroligt glad for, at jeg ikke er blevet erklæret rask efterfølgende. Efter min indlæggelse fik jeg et forløb, som hjalp mig tilbage til hverdagen. Jeg var heldig. Andre - som åbenlyst ikke var raske eller på fode igen - blev sendt ud i hverdagen uden støtte – men de hører stadigvæk til en afdeling, og de vil stadigvæk kunne blive indlagt og få hjælp, uden at skulle starte forfra med den trælsomme proces det er, at blive diagnosticeret.

Jeg bliver aldrig helt rask. Jeg er sindssyg for livet

Dét er essentielt for, at man hurtigt kan få den hjælp man måske har brug for som psykisk syg.

Jeg bliver aldrig helt rask. Jeg er sindssyg for livet, og jeg håber, at jeg altid kan have en plads i sundhedssystemet, så jeg kan få hjælp, når jeg behøver det, og ikke spyttes ud, fordi der er brug for taxameterpenge.

Jeg håber, at DF og SF vil indse det social uansvarlige i dette forslag. Jeg håber, at ingen andre partier i folketinget vil bakke op om det, for det vil gøre en udsat befolkningsgruppe endnu mere udsat.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Journalistikstuderende ved Roskilde Universitet


Kommentarer fra Facebook