De Konservative vil give boligejere ejendommelig vej uden om beskatning
De Konservative vil give boligejere ejendommelig vej uden om beskatning
I nyt partiprogram bruger De Konservative egne definitioner på økonomiske begreber for at undtage visse boligejere fra beskatning

De ikoniske gule huse i Dragør.
De Konservatives nye partiprogram lægger op til at afskaffe de løbende ejendomsskatter og erstatte dem med en avancebeskatning af fortjenesten ved boligsalg.
Dog, tilføjer partiet, skal boligejere kunne komme uden om også denne beskatning.
“Det er vigtigt for mobiliteten, at flytning ikke beskattes. Derfor skal der kun betales skat af realiserede gevinster. Så længe man køber et hus, der er dyrere end det, man solgte, har man ikke realiseret en gevinst, og skal derfor heller ikke betale skat. Køber man et billigere hus end det, man solgte, skal man betale skat af forskellen, for det er den boliggevinst, man realiserer,” forklares det i programmet.
Med andre ord mener De Konservative, at gevinsten fra et boligsalg afhænger af, hvad man efterfølgende bruger pengene på.
Hvis forslaget blev til virkelighed, ville en person, der køber en bolig til en million kroner, sælger den til to millioner kroner og derefter køber en ny bolig til tre millioner kroner, ikke blive anset for at have tjent noget på sit salg. Derfor ville en sådan person heller ikke blive beskattet.
tillade boligejere at omgå skatten ved at købe en dyrere bolig efter salget
Hvis en person købte og solgte en bolig til de samme priser, men efterfølgende valgte at blive lejer eller købe en bolig til under to millioner kroner og bruge gevinsten på rejser og restaurantbesøg, ville han under den konservative plan derimod skulle betale fuld skat af sin gevinst. Udelukkende fordi han valgte at bruge sin gevinst på andre forbrugsgoder end en endnu dyrere bolig.
Ikke gængs definition
At en realiseret gevinst afhænger af, hvad man efterfølgende vælger at bruge den på, er ikke i tråd med gængs økonomisk forståelse.
Her forstås en realiseret gevinst ganske simpelt som gevinsten ved salg af et aktiv.
Det er også den definition, man opererer med ved beskatningen af fortjenesten ved aktiesalg. Sælger man en aktie, bliver man beskattet på gevinsten, uanset om man efterfølgende bruger gevinsten på at købe nye aktier.
Med den gængse definition ville man altså anse begge personerne i tankeeksperimentet foroven for at have høstet en gevinst på en million kroner - og altså beskatte dem ens.
Mest mobilitet ved løbende skatter
De Konservative henviser som argument også til at sikre mobilitet på boligmarkedet.
Omend de ikke skriver det direkte, må man antage, at partiet skeler til faren for, at nogle boligejere vil blive siddende i samme bolig i uhensigtsmæssigt lang tid, hvis salg af bolig er forbundet med en stor skattebetaling.
Han foreslog i stedet at gøre brug af netop de skatter, som De Konservative foreslår at afskaffe
Det problem kan mindskes ved, som De Konservative foreslår, at tillade boligejere at omgå skatten ved at købe en dyrere bolig efter salget.
Netop det argument har været bragt på banen i diskussionen om boligbeskatning adskillige gange før.
Således forholdt daværende overvismand for Det Økonomiske Råd Peter Birch Sørensen sig til det i en kronik i Politiken allerede i 2005.
Han skrev dengang, at “dette (fritagelse for avancebeskatning ved køb af en dyrere bolig, red.) kun delvis ville løse problemet, fordi beskatningen stadig ville ramme dem, der flytter fra en ejer- til en lejerbolig, eller dem der flytter fra en større til en mindre ejerbolig. Mobiliteten ville altså stadig blive hæmmet, og mange formuer ville blive ”fastlåst” i ejerboliger.”
Han foreslog i stedet at gøre brug af netop de skatter, som De Konservative foreslår at afskaffe: De løbende boligskatter.
De sikrer nemlig, forklarede han, både høj mobilitet på boligmarkedet og lavere boligpriser, fordi omkostningen ved boligejerskab forøges.
Netavisen Pio har spurgt De Konservatives boligordfører, Mai Mercado, og skatteordfører Frederik Bloch Münster, om hvordan ens realiserede gevinst kan afgøres af, om man efterfølgende vælger at bruge den på en dyrere bolig.
Netavisen Pio har også spurgt, om de mener, at det er retfærdigt, at man skal beskattes mindre, hvis man vælger at bruge sin gevinst på en dyrere bolig frem for andre forbrugsgoder.
De er ikke vendt tilbage inden denne artikels deadline.
Tilføj kommentar