De Konservatives mand i EU bør lytte til landbrugets arbejdsgivere
De Konservatives mand i EU bør lytte til landbrugets arbejdsgivere
Niels Flemming Hansen (K) bør lytte mindre til KA’s spin og mere til landbrugets egne arbejdsgivere. For i sagen om Davidsen Landbrug er spørgsmålet, om en gul papiraftale skal kunne bruges som billig forsikring mod den danske model
Det er let at forstå, at en konflikt på en gård i Grindsted gør ondt.
Det er også meningen.
Når mælken står i tanken, når Arla ikke henter den, når regningerne løber, og når en virksomhedsejer mærker presset, så ser konflikt grimt ud.
Det ligner ikke Folkemødet og rundbordssamtaler i behagelige mødelokaler nede i Bruxelles.
Men det er netop derfor, vi har den danske model.
Fordi løn og arbejdsvilkår i Danmark ikke fastsættes af venlige appeller, gode intentioner og Facebookopslag. De fastsættes af parter, der kan lægge pres på hinanden.
Læs også:KA vil gerne have æren for den danske model - bare ikke regningen
Arbejdsgiveren har jorden. Maskinerne. Nøglen til porten. Retten til at lede og fordele arbejdet. Retten til at ansætte og fyre.
Lønmodtagerne har organiseringen. Strejken. Blokaden. Sympatikonflikten.
Fjerner man det, fjerner man ikke konflikten. Man fjerner bare arbejdernes mulighed for at vinde den.
Konfliktretten er ikke et fremmedlegeme i den danske model
Derfor er det bekymrende, når de konservatives mand i Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen, fremstiller konflikten mod Davidsen Landbrug A/S som om, 3F bare er ude med riven, fordi Davidsen Landbrug ikke har valgt den rigtige fagforening.
Hvis en virksomhed kan tegne en billig gul aftale og derefter erklære sig fredet mod konflikt, så har arbejdsgiveren fået en genvej ud af den danske model. Så kan enhver virksomhed shoppe rundt, indtil den finder den billigste aftale.
Det burde få en konservativ til at standse op
Niels Flemming Hansen burde lytte til GLS-A. Ikke til 3F. Ikke til Netavisen Pio. Men til landbrugets egen arbejdsgiverorganisation, der forsvarer 3F’s ret til at varsle blokade og sympatikonflikt.
Det burde få en konservativ til at standse op.
For GLS-A har forstået noget, som Arbejdsgiverforeningen KA, tidligere Kristelig Arbejdsgiverforening, helst vil glemme:
Konfliktretten er ikke et fremmedlegeme i den danske model. Den er en del af maskinrummet. Det er den måde, vi i Danmark har organiseret arbejdsmarkedet på gennem mere end 100 år.
De kan ikke nære sig
Niels Flemming Hansen falder sammen med Liberal Alliances Pernille Vermund for KA’s spin. De kan ikke nære sig for at daske til 3F.
Men derved risikerer de at lade sig spænde for en vogn, der har til hensigt at ødelægge den danske arbejdsmarkedsmodel og erstatte den med lovgivning.
Læs også:HK-sejr er godt nyt for folk, der går på arbejde
For hvad er alternativet? Hvis arbejdsmarkedets parter ikke selv må tage konflikten, hvem skal så?
Det bliver Folketinget. Domstolene. EU. Embedsmænd. Jurister.
Så skal politikere afgøre, hvilke overenskomster der er gode nok. Så skal staten vurdere, hvornår en blokade er rimelig.
Så skal mennesker, der aldrig har stået i stalden klokken fem om morgenen, sidde og veje løn, arbejdstid, tillæg og faglige kampskridt på arbejdspladser.

Tilføj kommentar