De kulturradikale er et misforstået fjendebillede

Hvorfor er det vigtigt for nogle i kredsen omkring Netavisen Pio at skabe et fjendebillede i forhold til " de kulturradikale"? Endda på et historisk fejlagtigt grundlag.
Et nedslag i Socialdemokratiets historie placerer de fleste socialdemokratiske ledere i efterkrigstiden i et kulturradikalt skær, ikke i et kulturradikalt modlys. Hans Hedtoft, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft kan umuligt defineres som modsætninger til noget kulturradikalt, uanset definitionen.

Et nedslag i Socialdemokratiets historie placerer de fleste socialdemokratiske ledere i et kulturradikalt skær

H.C. Hansen så rødt, når han tænkte på P.H., men han havde ellers folk fra kultureliten i sin omgangskreds. Jeg underlader at nævne Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen fordi begrebet kulturradikale har spillet så ringe en rolle i deres tid, at det ikke er meningsfyldt med en vurdering, men så meget mere interessant, hvorfor Pioisterne finder det formålstjenligt med et historisk opgør netop nu - og på et så historisk fejlagtigt grundlag.

Derfor: Hvorfor dette fjendebillede og hvorfor nu?

Hartvig Frisch ville vende sig i graven
Allerede i min politiske grundskole fik jeg indlagt i rygmarven, at politiske budskaber skal bruges til at mobilisere eller fastholde vore egne eller overbevise andre om at slutte sig til. Kunne budskabet opnå begge dele, var man på rette vej. Denne forståelse af politiske budskaber indgår selvfølgelig i spørgsmålet til Pio-folket om, hvad de har gang i? Hvem i vores socialdemokratiske kreds skal føle den politiske inspiration flyde frem i kroppen ved angreb på de kulturradikale? Hvem er de ikke-socialdemokrater, som hæsblæsende kommer løbende og siger, at her har I sgu fat i noget? Jeg ville gerne komme i tanke om nogle i den ene eller anden gruppe, men opgiver og må derfor spørge. Selvfølgelig kan jeg efter et langt liv i journalistik ikke fornægte, at jeg har stillet retoriske spørgsmål, men her spørger jeg åbent og ærligt: Det politiske Danmark har med ganske få ophold hvilet på flertal nede omkring det ene mandat, så hvorfor skyde selv en lille kreds, som historisk har stået os nær, uden for de brugbares kreds?

Hartvig Frisch spørger fra sin grav: Hvorfor er Netavisen Pio nu på den galej?

Jeg er sikker på, at Hartvig Frisch spørger fra sin grav: Hvorfor er Netavisen Pio nu på den galej? Ja selv Pios datter, Sylvia Pio, var vel en ægte kulturradikal, da hun vendte tilbage fra USA og flirtede med Thorvald Stauning. Og det var Stauning, der gjorde datidens mest kulturradikale personlighed, Hartvig Frisch, til Socialdemokratiets politiske ordfører i Folketinget. Hartvig Frisch stiftede den danske afdeling af Clarté-bevægelsen og blandt hans første disciple var Viggo Kampmann. Ved valget den 15. november 1960 gik 42,1 procent af stemmerne til Socialdemokratiet med Kampmann som socialdemokratisk leder. Det var ikke helt landsfader Thorvald Staunings 46,1 procent, da valget i 1935 stod mellem 'Stauning eller kaos', men et resultat som ikke er overgået siden, og som desværre næppe bliver det.

viggo_kampmann Pool

Åndarbejder og politiker i fælles front for fællesskabet
Da jeg første gang jeg på Facebook gjorde Pio-redaktionen opmærksom på, at der et eller andet sted var noget galt i udgangspunktet, fik jeg som svar at kun Sven Auken måske kunne betragtes som en socialdemokratisk leder med hang til det kulturradikale. Mit svar er Viggo Kampmann, der provokerede til det møde som fandt sted på Lousiana fra den 30. september til den 2. oktober 1960:

”Det var et lukket forhandlingsmøde med overskriften 'Åndsliv og politik', som bestemt ikke var nogen folkelig overskrift forud for det politiske opgør om de gode tider, der skulle gøres bedre. Politikere, forfattere og pædagoger tog sig af ”ideernes krise i åndsliv og politik”, som Bjørn Poulsen senere kaldte sin bog, der byggede på 'Louisiana-dagene'. Viggo Kampmann og forfatteren Villy Sørensen indledte med en diskussion om forholdet mellem politikeren og åndsarbejderen. De efterfølgende dage var der foredrag og diskussioner med deltagelse af teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup, forfatteren Thorkild Bjørnvig og forfatter og kulturkritiker Bjørn Poulsen. På det politiske hold så man Julius Bomholt, Jørgen Jørgensen, K. Helveg Petersen, K.B. Andersen og Ivar Nørgaard og de øvrige deltagende personer fra kulturlivet var Erik Knudsen, deres fælles anliggende at diskutere åndsarbejderens forhold til fællesskabet, udformningen af den fremtidige velfærd og kulturværdiernes bevarelse og udbredelse. Hvis forfatterne ikke ville være med, var det deres eget ansvar; regeret bliver der alligevel, som Kampmann gentog.” (Citatet er fra manuskriptet til den biografi om Viggo Kampmann, som jeg udsender på Gyldendal 19.8.2016)

Deres fælles anliggende var at diskutere åndsarbejderens forhold til fællesskabet

Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen var alle med i Frederik Drejer-samfundet fra 1948 og videre i Socialistisk Debat og deres formål var netop at række ud efter nogle af de intellektuelle, der havde socialdemokratiske sympatier, men måske fandt partiforeningerne præget af for meget organisatorisk arbejde.

Anker glemte aldrig Suzanne Brøgger
Til mine seneste billeder af Anker Jørgensen hører et lille sammentræf for nogle få år siden på fortovet i den københavnske gade, Klareboderne, hvor forlaget Gyldendal bor: Anker, jeg ved ikke om du husker mig.... Selvfølgelig husker jeg dig Suzanne... og så stod den alderssvækkede men stadig kloge Anker en halv snes minutter og talte med Suzanne Brøgger, et livsbekræftende, opløftende, ja glædesfyldt optrin, sådan som Anker favnede og skabte alliancer til hele det danske folk.

Anker favnede og skabte alliancer til hele det danske folk.

 

Poul Smidt er journalist, cand.jur og mangeårig Bruxelles-korrepondent for DR. Desuden er han forfatter til en række bøger - ikke mindst en kommende biografi om Viggo Kampann.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook