Annonce

De østrigske socialdemokrater holder skindet på næsen

Østrig er gået et stort skridt mod højre, opgaven for SPÖ bliver at trække tilbage mod midten.
Østrigerne gik til parlamentsvalg i går. Der er sket en markant højredrejning i østrigsk politik, men dog ser socialdemokraterne ud til at få 26,7 procent af stemmerne og dermed  holde niveauet i forhold til 2013.

Valgets store vinder blev de konservative med den unge partileder Sebastian Kurz i spidsen. De står til at få 31,4 procent af stemmerne, hvilket svarer til en fremgang på 7,4 procentpoint. Det højrenationalistiske frihedsparti gik også markant frem med 6,9 procentpoint.

Det endelige valgresultat forventes først i morgen, da blandt andet brevstemmer ikke er blevet talt op endnu.

Kern: Mere brug for SPÖ end nogensinde
Partilederen Christian Kern forklarede sine partifæller i går aftes, at der er sket et meget markant skred mod højre i østrigsk politik: ”Jeg er derfor overbevist om, at det nu er vores opgave at forsvare det åbne, moderne, demokratiske og mangfoldige Østrig. Det er der mere brug for end nogensinde.”

I de sidste meningsmålinger har partiet været helt nede og vende på 20 procent, så det midlertidige valgresultat er noget bedre, end hvad mange havde ventet. SPÖ skrev i går aftes på Twitter, at partiet igen skal blive den stærkeste politiske kraft i landet, og at arbejdet herfor begynder i dag.

Stort skridt til højre
Hvor socialdemokraterne hverken er gået frem eller tilbage, er ikke bare de konservative, men også det højrenationalistiske parti FPÖ gået markant frem. Frihedspartiet står til at få 27,4 procent af stemmerne, det svarer til en fremgang på 6,9 procentpoint i forhold til 2013. Det er endnu ikke klart, om SPÖ eller frihedspartiet vil blive landets andetstørste parti.

Grafik: Der Spiegel

Valgets store taber er partiet De Grønne, som står til at få kun 3,3 procent af stemmerne, det er en tilbagegang på 9,1 procentpoint. Det sker efter, den grønne leder Alexander Van der Bellen overtog præsidentposten i december 2016. Det er endnu usikkert, om de grønne vil komme over spærregrænsen på fire procent, som kræves for at komme i parlamentet.

Vi vil finde en partner, som vil skabe forandring.

Præsident Alexander Van der Bellen vil, når alle stemmer er talt op, mødes med partiformændene og indlede regeringsforhandlingerne. Valgets sejrherre, den konservative Sebastian Kurz udtalte i går aftes, at han er åben overfor forskellige koalitionspartnere, ligesom han heller ikke afviser en mindretalsregering: ”Vi vil finde en partner, som vil skabe forandring,” sagde han ifølge de østrigske medier.

Kurz har, ligesom lederen af Frihedspartiet, Heinz-Christian Strache, en restriktiv tilgang til flygtninge og indvandrere, ligesom de begge er EU-skeptikere og ønsker, at EU skal koncentrere sig om kerneopgaver og tilbagegive magt til de nationale parlamenter.

 


Flere artikler om emnet