De progressive skal satse på håb

Frygten taler til krybdyret i os mennesker- slås eller flygt. Kun med håbet og drømmen om, at politik kan gøre verden bedre, har demokratiet og de pragmatiske partier en chance for at vinde
Blandt revolutionære på den yderste venstrefløj har der ofte været en tro på en politiske strategi om at drive forandringer igennem ved at tydeliggøre og fremhæve kapitalismens dårligdomme. Hvis bare arbejderne har det dårligt nok, så kan de se, at systemet ikke fungerer. Og så skal de nok gøre oprør og indføre socialismen.

Det indre krybdyr dominerer
Denne krisemaksimeringsstrategi har historien gang på gang gjort til skamme. Hvis der er noget, der i disse år fremstår mere og mere klart, så er det, at jo mere hverdagen og den politiske dagsorden er domineret af frygt, vrede og uretfærdighed – jo mere tænker folk på sig selv frem for det fælles. Og jo mere vinder populistiske og antisolidariske politiske dagsordner frem.

Frygt taler til krybdyret i mennesker – slås eller flygt

Frygt taler til krybdyret i mennesker – slås eller flygt. En god samfundsudvikling kræver i stedet tillid og samarbejde mellem mennesker. Og tillid og samarbejde fremmes af politiske dagsordner, retorik og debatter, som sætter håb og drømme om en bedre verden i fokus.

Den globale politiske dagsorden er lige nu fyldt med frygt og vrede. Vrede over finanskrisen og ulighed. Vrede over migrantkrisen. Vrede over elitens ageren og den manglende sociale mobilitet som flere og flere i middelklassen føler og/eller frygter. Vreden over, at demokratiet ikke fikser det hele – at ”the game is rigged”.

Frygten skaber ønsket om at ’den stærke mand’
Med den vrede og frustration kommer et voksende ønsket om, at den stærke mand kommer og frelser os. At der frem på scenen træder en leder af den rette støbning som kan smadre alt det dårlige og skabe den bedre verden, man selv helt har tabt troen på og billedet på nethinden af.

Det er når frygten og vreden dominerer, at vi selv omkring danske middagsborde kan høretale om, at Putin er god nok. Og herboende tyrkere, som burde nyde Vestens friheder, aktivt støtter Erdogan. Eller amerikanerne vælger Trump til præsident.

Med den vrede og frustration kommer et voksende ønsket om, at den stærke mand kommer og frelser os

I Danmark har frygten og vreden heldigvis ikke taget overhånd. Folketinget er stadig domineret af ansvarlige partier, som i sidste ende hellere vil finde løsninger end omstyrte samfundet.

Men den politiske debat som helhed blæser desværre i øjeblikket mere til frustration og vrede, end til håb og drømme om en bedre verden. Vi mærker det, når diskussionen handler om kagefejringer af andres nederlag. Eller det hele går op i gensidige beskyldninger om, hvorvidt Venstre eller Socialdemokratiet har de værste pampertendenser, og hvilket af de to partier der er værst til at misbruge Marienborg til partiformål, når partiet sidder på statsministerposten. Eller når det fyger med beskydninger om, hvilken politiker der er den største hykler eller mest moralsk anløben, fordi vedkommende flyver med det ene eller andet flyselskab – eller opfører sig på den ene eller anden måde som privatperson.

Den skadelig arv efter Blair og Clinton

Politik handler om magt, og de negative sager er effektive våben til at skade og dermed tage magten fra hinanden. Mange af de nævnte sager er derfor nok også i en praktisk politisk virkelighed bare for fristende til at lade ligge. Politik handler også om at vinde.

Men hvis politik kun handler om at vinde, så vinder frygten og vreden. Bill Clinton og Tony Blair bragte nyt håb til en ellers global trængt socialdemokratisk dagsorden i 90erne. Men den skadelige del af deres arv var de to lederes benhårde fokus på, at politik handler om at vinde næsten for enhver pris. Den permanente valgkamp blev indført, og den gør i længden ikke noget godt for nogen.

Håbet skal frem i første række
Hvis den evige kamp om magten i politik fylder det hele og alt går op i korte dagsordner og negative angreb på modstanderne, så taber håbet. Og samtidig taber så alle, der vil en bedre og mere progressiv politisk dagsorden – bygget på praktiske løsninger lavet i samarbejde mellem mennesker.

Der er så mange store udforinger og problemer at tage fat på i politik netop nu, at man kan blive helt svedt ved tanken. Men kun med håbet og drømmen om, at politik kan løse det og gøre verden bedre, har demokratiet og de pragmatiske politiske partier en chance for at vinde.

Det er muligt at føre en stram udlændingepolitik og tale om, hvad det er for en bedre verden, vi gerne vil have den politik skal føre til – frem for at fokusere på, hvor meget de fremmede truer os. Det er muligt at føre en stram retspolitik og tale om, hvordan det skal føre til et bedre liv uden for murerne – frem for det evindelige fokus på, hvor farlige fangerne er, og hvorfor de derfor skal have det dårligere inden for murerne. Det er muligt at føre en ansvarlig økonomisk politik og tale om, hvordan målet med den er at alle lag af samfundet får det bedre – frem for hele tiden at have fokus på hvor meget samfundets fattigste tager fra systemet, fordi de er på sociale indkomster.

Politikerne er imponerende dygtige
Når man kender mange politikere fra de centrale partier på Christiansborg, bliver man egentlig ofte imponeret over, hvor dygtige de er – og hvor meget de tænker på poliske løsninger og går op i at skabe en bedre verden. Men dagligdagens politiske kampe giver desværre ofte ikke plads til, at befolkningen mere bredt får den indsigt.

Når man kender politikere fra Christiansborg, bliver man ofte imponeret over, hvor dygtige de er

Det er ikke en let opgave at sætte fokus på håbet, fordi medier (også de sociale), den politisk kamp og en hektisk dagligdag betyder, at konflikt og de små perfiditeter bliver lettere at eksponere og gøre umiddelbart interessante. Jeg er da derfor også glad for, det ikke er min opgave at ændre selve rammen for den måde, vi i øjeblikket diskuterer politik på. Men jeg vil have lov at håbe, at vores valgte politikere løser den. For det er efter min bedste overbevisning her et af de helt afgørende strategiske, politiske slag om vores fælles fremtid står netop nu.

 

Peter Goll, kommunikationsrådgiver og tidligere særlig rådgiver

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook

Annonce