De Radikale glemmer, at det handler om mennesker

Med de nyeste statistikker er diskussionen om dagpengene igen blusset op. Nøglen til at løse problemet ligger ene og alene hos De Radikale, som også bør have en klar interesse i at få løst dagpenge-problemet inden valget.
Nye tal fra a-kassernes fællesorganisation, AK-Samvirke, viser, at 51.000 danskere over de seneste to år har opbrugt retten til dagpenge. Det tal er utroligt langt fra de 2.000-4.000 om året, som man forventede ville falde ud, da VK-regeringen gennemførte dagpengeforringelserne sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale tilbage i 2010.

Løbende har S-R-regeringen forsøgt at afbøde konsekvenserne ved at smide forskellige mindre redningskranse ud til de udfaldsramte, men der er stadig omkring 5.000 danskere, som ikke får noget som helst, efter de har mistet dagpengeretten.

I virkelighedens verden er den eneste løsning at få de radikale til at give sig. Morten Østergaard må også være interesseret i at stille regeringen i en position, hvor det unægteligt bliver lettere at genvinde regeringsmagten ved det kommende valg. Det er jo heller ikke fordi Østergaards egne opinionscifre er prangende

De radikale afviser dog at lempe dagpengereglerne. Vi bakkede op om ændringerne i 2010, fordi en fireårig dagpengeperiode er for lang. Derfor støttede vi - og støtter fortsat - en toårig periode,” udtaler den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq til B.T.

Han vil ikke ændre noget nu, men afventer dagpengekommissionens forslag, der efter planen kommer til efteråret.

SF vil score point med populisme
Dagpenge-diskussionen har fået SF’s formand Pia Olsen Dyhr til at vejre morgenluft.  Desværre bærer det bare præg af, at hun vil score billige point med et urealistisk forslag. Hun udtaler nemlig til Jyllands-Posten:

”Det er ubegribeligt, at Thorning ikke benytter det flertal, der er nu i Folketinget, til at gøre noget ved dagpengeproblemet. Hun gambler med de mange mennesker, som har mistet eller vil miste dagpengene”, og hun har gentaget budskabet på sin Facebook-profil.

I princippet har hun ret i, at der er et flertal i Folketinget for at ændre dagpengereformen, hvis man går uden om de radikale. For når man tæller S, SF, Enhedslisten og DF’s mandater sammen er der principielt et flertal.

Men i praksis er det umuligt, for man kan ikke få en regering til ikke at stemme samlet om et forslag. Så når Olsen Dyhr påstår, at det er en mulighed, er det rendyrket populisme. Forslaget har ingen gang på jorden. Til gengæld leder Olsen Dyhrs forslag os hen til, hvad kernen i problemet er.

De Radikale har nøglen
I virkelighedens verden er den eneste løsning at få de radikale til at give sig. Morten Østergaard må også være interesseret i at stille regeringen i en position, hvor det unægteligt bliver lettere at genvinde regeringsmagten ved det kommende valg. Det er jo heller ikke fordi Østergaards egne opinionscifre er prangende for øjeblikket.

Men det korte af det lange er, at De Radikale har nøglen til at komme af med dagpenge-hovedpinen, som alt for længe har redet S-R-regeringen som en mare. Både mange S-vælgere, S-baglandet og flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe ser gerne, at problemet bliver løst inden valget. Endda har dele af det radikale også ytret ønske om at bløde op på genoptjeningskravet.

Hvis De Radikale virkelig mener, at ”det handler om mennesker”, som partiet påstår i sine flotte annoncer, bør det gamle, ansvarlige husmandsparti sadle om i dagpengespørgsmålet.

 

Jakob Esmann (f. 1993) studerer retorik på Københavns Universitet, er medlem af DSU’s forretningsudvalg og studentermedhjælper på Netavisen Pio.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce