De Radikale straffes for at blæse med mel i munden

De Radikale står dårligt i meningsmålingerne. Måske straffer vælgerne det gamle husmandsparti for på den ene side at prædike sociale mål og mindre fattigdom, men på den anden side at love flere barske reformer og opgør med 'forsørgerstaten'?
Man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden.

Og måske det gamle mundheld langt om længe er ved at gå op for De Radikale, som mandag morgen kunne vågne op til den ubehagelige nyhed om, at de i januar opnåede deres vælgermæssige lavpunkt for hele denne valgperiode.

Blot 7,1 procent af vælgerne vil sætte deres kryds ved Radikale nu – mod 9,5 ved valget i 2011. Det viser et kvalitetsvægtet gennemsnit, som valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har foretaget for Altinget.

Resultatet står i skærende kontrast til gennemsnittet for Socialdemokraterne, der høstede sig en statistisk fremgang fra 20,9 procent i december til 22,7 procent i januar. Dermed sikrede sosserne sig det bedste resultat siden valget i september 2011.

Hvad den faldende vælgeropbakning skyldes kan være svært at gisne om. Det kan være overgangen fra Vestager til Østergaard, eller det kan blot handle om bogstavlig vælgerreaktion på RV-sloganet “Det handler om mennesker - ikke vælgere”. Eller måske det bare er De Radikales rolle i regeringssamarbejdet og utallige selvmodsigende politiske markeringer, der langt om længe sætter sig igennem.

De seneste uger har De Radikale både kaldt til kamp mod det, de kalder “forsørgerstaten”, med henvisning til bl.a. dagpengereformen: ”Tiden er ikke til at rulle reformer tilbage og trække fra. Snarere skal vi finde veje til at endnu flere kommer i arbejde. Man kan ikke blæse og have mel i munden.”

Det kan man netop ikke, hvorfor det også er svært at gennemskue, hvordan Morten Østergaard vil realisere sine Twitter-løfter “Min ambition. Halvdelen skal være ude af fattigdom om et år ” og “Børns baggrund må ikke afgøre deres fremtid.”

Vi skal have flere arbejdsmarkedsreformer, mere pres på finansieringen af velfærden, og så vil De Radikale løse en helt stribe af sociale mål, som er fastsat i regeringens ”sociale 2020-mål”. Mon ikke det bebudede opgør med ‘forsørgerstaten’ vil have konsekvenser for uligheden på lang sigt?

Der måske noget, der ikke hænger sammen, som også De Radikales tidligere landsformand og ’Grand Old man’ Søren Bald påpegede i Politiken sidste år. Og vi lader ham bare tale helt ud af posen:

VI FIK ÆNDRET vilkårene for at få arbejdsløshedsunderstøttelse, men kan vi forsvare at se næsten passivt til, når virkeligheden ændrer sig lige foran os? Hvis vi mener det alvorligt med at »række hånden ud til de mest udsatte«, som Manu Sareen har formuleret det, må vi besinde os på vores ordvalg, vores erkendelse af de faktiske forhold blandt socialt udsatte og vores opfattelse af den øjeblikkelige økonomiske situation med åbenlys mangel på jobvækst.

Vi radikale elsker at bekende os til den 'nødvendige økonomiske politik', men det er reelt et indholdstomt ord baseret på nysprogsformuleringer à la Venstres 'et moderne kontanthjælpsloft'. Den nødvendige politik er lige præcis den, som vi radikale finder nødvendig. Men det er jo ikke nødvendigt i entydig forstand. Den sociale profil har været mere 'Lille Venstre' end Radikale Venstre.”

Måske prisen for at være ’Lille Venstre’ har ramt de engang så radicoole i de seneste meningsmålinger. Det koster at blæse og have mel i munden.

Jakob Esmann er Public affairs- og pressekonsulent.

Tidligere medarbejder på Netavisen Pio. 
 


Kommentarer fra Facebook