I første halvdel af 00’erne prægede Marianne Jelved dansk politik fra sin post som formand for Radikale Venstre. I den periode glimrede hun blandt andet ved at stille ultimative krav for radikal deltagelse i en eventuel Socialdemokratisk regering. Det trick bliver nu gentaget af den nuværende RV-formand.

I weekenden udtalte Morten Østergaard således til Politiken: ”Det er vores fuldstændig klare holdning, at hvis der kommer en ny regering, som vi bringer til magten og meget gerne er en del af, så skal den selvfølgelig også på udlændingeområdet føre en anden politik”. Kravene til lempelser af udlændingepolitikken er altså ultimative.

Tilbage til fortiden
Det er ingenlunde et særsyn, at de radikale stiller ultimative til Socialdemokraterne. Det var nærmest fast praksis under Marianne Jelved at opstille sådanne alt-eller-intet krav – også selvom kravene hyppigt blevet stillet, trukket tilbage og så stillet igen. En klassisk omgang ikke-stillingtagen fra De Radikale.

Det er ingenlunde et særsyn, at de radikale stiller ultimative til Socialdemokraterne

Vi skal skrue tiden helt tilbage til første halvdel af det herrens år 2004, hvor avisdækningen af de radikale dispositioner blevet foretaget af velkendte ansigter som Ole Birk Olesen (Berlingske), Noa Redington (Ugebrevet A4) og Knud Romer Jørgensen (politisk kommentator). Det var en tid, hvor De Radikale over en længere periode stod til intet mindre end 13-18 procent i meningsmålingerne (!).

Dengang kom der for alvor fut i fejemøget, da Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles dømte Danmarks regler om familiesammenføring, som værende en ’ubetinget’ overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det fik Jelved til at kræve, at 24-årsreglen skulle lempes og tilknytningskravet helt afskaffet.

Kravene delte det radikale bagland og fik en amtsformand til at give formanden følgende kommentar med på vejen: ”Vi stiller ikke ultimative krav. Det, mener jeg, er noget af det sidste, vi skal give køb på”. Jelved måtte bløde op efter valget i 2005.

Ultimative krav har aldrig båret frugt
Ikke desto mindre, så vendte den radikale leder, flankeret af kronprinsesse Margrethe Vestager, igen tilbage til de ultimative krav i 2006, hvor de lancerede ideen om et såkaldte frihedsbrev.

Det sjette bonuskrav bestod i at Jelved skulle være statsminister

Det indeholdt fem ordinære og et enkelt bonuskrav, som igen havde udlændingepolitikken som omdrejningspunkt, men også omhandlede både folkeskole og skattepolitik, ligesom det sjette bonuskrav bestod i at Jelved skulle være statsminister. Mindre kunne øjensynligt ikke gøre det dengang i 2006.

Historien viser dog, at ingen af kravene nogensinde er blevet gennemført, at Jelved aldrig blev statsminister, at de øvrige partier aldrig rettede ind efter RV i flygtningepolitikken og endelig at resultatet af de ultimative krav blev intern splittelse og forvirring i baglandet.

Guds gave til folket
Det er historien om igen. De Radikale har brug for at afstøve og bekræfte deres image som de gode meningers og den højere morals politiske parti. De skal tækkes deres bagland og standardopskriften er at gøre det med elitepopulistiske markeringer på værdipolitikken, som den Østergaard leverede weekenden. Det virker alt sammen fint på den korte og interne bane.

I det længere løb er det tomme slag i luften

I det længere løb er det tomme slag i luften. Når alt kommer til alt, så er De Radikale vælgere i overvejende grad røde, de vil være der hvor magten er, og de vil have mulighed for at trække deres politisk korrekte meninger ned over hovedet på alle os andre. Når historien samtidig viser, at de ultimative krav altid har fungeret umådeligt dårligt, så kan vi tage det ganske roligt.

Det er ganske enkelt udtryk for et indfald af storhedsvanvid, når de Radikale igen-igen sætter sig udenfor politisk indflydelse med deres ultimative krav. Eller som Henrik Qvortrup sagde tilbage i 2007: ”De radikale betragter mere og mere sig selv som Guds gave til menneskehede”

 Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.