De rigeste postnumre stikker af fra de fattigste

Den disponible indkomst i 2930 Klampenborg, 2960 Rungsted Kyst og 2942 Skodsborg er over de seneste godt tyve år stukket af fra de fattigste postnumre
Uligheden i Danmark er over de seneste godt tyve år i den grad vokset.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har - i et svar til det socialdemokratiske medlem af skatteudvalget, Peter Hummelgaard Thomsen - oplyst om udviklingen i den disponible indkomst for borgerne i Danmarks henholdsvis tre fattigste postnumre og borgere i Danmarks tre rigeste postnumre i perioden 1994 til og med 2015.

Tallene dokumenterer i den grad, at borgerne i de tre rigeste postnumre: 2930 Klampenborg, 2960 Rungsted Kyst og 2942 Skodsborg i disponibel indkomst er stukket af fra borgerne i de tre postnumre, der var Danmarks fattigste tilbage i 2015, nemlig 5240 Odense NØ (Vollsmose), 8900 Randers C og 5200 Odense V.

I procent er den disponible indkomst steget i 5240 Odense NØ med blot 18,05 procent, mens den i 5200 Odense V er steget med 28,54 procent i perioden 1994-2015 (8900 Randers blev udskilt i fire postnumre tilbage i 2007 - og derfor kan udviklingen i postdistrikt 8900 Randers C først oplyses fra 2008 og fremefter, red.).

Den disponible indkomst for borgerne i de tre rigeste postnumre steg pænt mere i perioden 1994-2015. I postdistrikt 2930 Klampenborg steg den disponible indkomst således med hele 169,23 procent. I postdistrikt 2960 Rungsted Kyst steg den disponible indkomst med 135,15 procent. Og i 2942 Skodsborg steg indkomsten med 108,03 procent i perioden.


"Det er meget, meget voldsomme forskelle"

"Det er meget, meget voldsomme forskelle, vi her får dokumenteret," siger Peter Hummelgaard Thomsen til Netavisen Pio.

"Tallene viser med al tydelighed, at væksten og velstanden i Danmark især kommer den rigeste del af befolkningen til gode. Og så fortæller tallene også, hvor vanskeligt det er at løfte den fattigste del af befolkningen, så de også får del i væksten og velstanden. Jeg havde på forhånd en fornemmelse af, hvilken tendens tallene ville vise, men at de rigeste i dén grad i disponibel indkomst er stukket af fra de fattigste kommer alligevel bag på mig. Det kommer bag på mig, at de fattigste indkomst-mæssigt nærmest står stille," siger Hummelgaard Thomsen.

Tallene viser med al tydelighed at væksten og velstanden i Danmark især kommer den rigeste del af befolkningen til gode

Hummelgaard skriver netop nu på endnu en socialdemokratisk debatbog, der udkommer til efteråret. Den bærer titlen "Den syge kapitalisme" og udkommer på Gyldendal.

 

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce