Must read. I søndagens Jyllandsposten gav beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) et stort interview om de reformer af beskæftigelsesindsatsen, som bliver det største politiske projekt for regeringen i det nye folketingsår.

Der bliver færre og færre stole tilbage på gulvet, og kun dem der har nogle ting på kompetencebogen har en chance for at sætte sig på en stol og få et arbejde. Det er en urimelig situation at sætte så mange mennesker i.

I interviewet slår Mette Frederiksen til lyd for en ny linje i beskæftigelsespolitikken, der modsat tidligere ikke fokuserer på, at få de ledige hurtigst muligt i beskæftigelse, men derimod at få dem i varig beskæftigelse. Mange ufaglærte er i dag ’konjunkturgidsler’, der kun kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, når økonomien buldrer derudaf. Derfor skal beskæftigelsesindsatsen målrettes at give dem mere uddannelse, så de får et fast fodfæste i fællesskabet.

Med interviewet ligger hun sig i forlængelse af den succesrige linje fra Nyrup og Lykketoft, hvor man på den ene side reformerer velfærdsydelserne samtidig med at man investerer massivt i mennesker og muligheder.

Netavisen Pio har samlet de seks vigtigste pointer og citater fra interviewet.

* * *

1. Arbejde sikrer alle en plads i fællesskabet

”Adgang til arbejdsmarkedet er den største enkeltstående faktor for at skabe et mere lige samfund. Hvis man har et stærkt fundament at stå på, har man i højere grad muligheden for at forme sin egen fremtid og sin egen skæbne. Det er sådan set målet med at være socialdemokrat (..) Det er grundlæggende uretfærdigt, at fordi du kommer skævt ind i din ungdom, så er det for mange på forhånd bestemt, at du også får en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Når jeg nu mener, at tilknytning til arbejdsmarkedet er den vigtigste enkeltstående faktor for at opnå flere muligheder for det enkelte menneske, er det en uretfærdighed, som jeg ikke synes, at vi skal køre videre med”.

Selvfølgelig skal arbejdsløshedsperioder være så korte som muligt. Men krisen har vist os, at mange af dem, der kom sidst ind under højkonjunkturen, også var de første til at ryge ud igen, da krisen ramte.

2. Fremtiden byder på en grim stoleleg for de ufaglærte …

”Hvis vi ikke passer på og ikke sadler om nu, bliver vores ufaglærte i Danmark ofre i en rigtig, rigtig grim stoleleg (..) Der bliver færre og færre stole tilbage på gulvet, og kun dem der har nogle ting på kompetencebogen har en chance for at sætte sig på en stol og få et arbejde. Det er en urimelig situation at sætte så mange mennesker i.”

3. … som er konjunkturgidsler, der kun har arbejde i opgangstiderne

”I mange år har beskæftigelsespolitikken været tunet ind på kortest mulig vej tilbage til beskæftigelse. Det var mantraet op gennem 00’erne. Det lyder på overfladen godt, for selvfølgelig skal arbejdsløshedsperioder være så korte som muligt. Men krisen har vist os, at mange af dem, der kom sidst ind under højkonjunkturen, også var de første til at ryge ud igen, da krisen ramte”.

1.700 mia. kr. er altså en ret stor sum penge. Er de så givet godt ud? Det er godt, at de har sikret forsørgelse og et stærkt sikkerhedsnet. Men kunne nogle af dem være brugt klogere og mere langsigtet på uddannelse og på at skabe flere arbejdspladser? Svaret er indlysende ja.

4. Uddannelse skal sikre varig, ikke midlertidig beskæftigelse

”Vi kan også se, at personer med en uddannelse er 25 pct. mere beskæftigede gennem livet end andre. Det tal viser, at en uddannelse er den sikreste vej til at have en langvarig og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet (..) Både for den enkelte og for samfundet er der god musik i at satse mere på den varige beskæftigelse som målet for beskæftigelsespolitikken. Det er her beskæftigelsesreformen skal sætte ind (..) Jeg lægger ikke op til, at man kunne tage lange uddannelser på dagpenge. (..) Det handler om at bruge den tid, hvor man er arbejdsløs, på noget, der giver mening for den enkelte og for virksomhederne. Med den rette indsats kan vi skabe nogle bedre liv, hvis vi gør det i fællesskab (..) Hvis vi som samfund beslutter os for at investere mere i de her mennesker og for at ville dem noget mere, er det både til fordel for dem og deres familier, for deres livsindtægt og for deres muligheder. Men også for os som samfund. Det er i mine øjne en bunden opgave. Det er et langt, sejt træk, men det er den rigtige vej at gå.”

Vi har gjort det forkert. Vi har afsat pengene, byggeriet er gået i gang, og så har vi – i citationstegn – håbet, at der var en arbejdsstyrke. Det kan vi godt gøre bedre.

5. Fra passiv velfærd til aktiv arbejdsmarkedspolitik

”De 1.700 mia. kr. (som i 00’erne blev brugt på offentlig forsørgelse til danskere i den erhvervsaktive alder, red.) blev brugt under en buldrende højkonjunktur, hvor der mange steder var flaskehalsproblemer og hvor man selv som kontanthjælpsmodtager kunne opleve at blive ansat på vej ned til jobcentret. (..) 1.700 mia. kr. er altså en ret stor sum penge. Er de så givet godt ud? Det er godt, at de har sikret forsørgelse og et stærkt sikkerhedsnet. Men kunne nogle af dem være brugt klogere og mere langsigtet på uddannelse og på at skabe flere arbejdspladser? Svaret er indlysende ja. Bliver vi dygtigere, kan vi også bruge nogle af de penge klogere”

6. Investeringer og uddannelse skal tænkes sammen

”I løbet af få år vil vi for brug for rigtig mange inden for byggeriet. Det er et konkret eksempel på, at hvis vi skal have mest muligt ud af at lave anlægsinvesteringer, så skal vi ikke kun bruge penge på et nyt supersygehus. Vi skal også sørge for at bruge det til at fastholde nogle af de mennesker, der er på arbejdsmarkedet og trække folk ud af arbejdsløshedskøen i stedet for at importere folk udefra. Vi skal i meget tæt samarbejde med virksomhederne spotte behovet, så vi bliver bedre til at rykke. (..) Vi har gjort det forkert. Vi har afsat pengene, byggeriet er gået i gang, og så har vi – i citationstegn – håbet, at der var en arbejdsstyrke. Det kan vi godt gøre bedre. Der er meget logistik i det, og det er lettere sagt end gjort. Men vi skal sadle om, hvis vi ikke skal stå efter et nyt årti og se på 1.700 mia. kr. og tænke, gad vide, om ikke de penge kunne være brugt med mere perspektiv”.